AT VÆRE NØJEREGNENDE er blevet en dyd. Det hænger sammen med en ny forståelse af begrebet retfærdighed. Fra at handle om at færdes ret altså lade sin livsvandring lede af det gode nærmer det sig en idé om at skære kagestykkerne lige store og fordele slik i nøjagtig lige store bunker. Ellers er det uretfærdigt.
Det opleves også som uretfærdigt, hvis mit liv og dets længde ikke lever op til den gennemsnitlige beregning af levealder, livskvalitet og målbar lykke.
Det er klart, at man er nødt til at regne alting ud, hvis retfærdighed og det gode liv har at gøre med den lige fordeling af ting, der kan tælles.
At regne den ud betyder ikke længere at være lidt snedig og skæv og Mikkel Ræv-agtig. Det er simpelthen samfundets kerneydelse og fornemmeste beskæftigelse: at regne alting ud og være så nøjeregnende som overhovedet muligt.
Først blev det vigtigt at regne nøjagtigt ud, hvor mange minutter hjemmehjælperne måtte bruge på hver enkelt borger. For at undgå spild og sikre effektivitet. Det samme gjaldt postbude og alle, som risikerede at blive distraheret i deres arbejde af den menneskelige faktor.
SÅ BLEV DET skolebørnenes Pisa-point og bestræbelserne på at måle skolernes effektivitet i indpropning af viden i eleverne. Nogle vil måske mene, at dannelse og skolens betydning ikke lader sig måle. Men det drejer sig kun om at opstille målbare parametre og tilpasse virkeligheden efter dem, så kan alt fra livsglæde til børnehavebørnenes sprog måles og tælles.
Sidst er det blevet ministrenes kilometerantal, der er kommet højt på den politiske dagsorden i en kollektiv begejstring over et rigtigt godt regnestykke, der kan afsløre klare samfundsrystende uretfærdigheder. Når hjemmehjælperne og skolebørnene skal tælles på, så skal ministrene det også. Alle er lige om ikke for loven, så for den stormægtige regnemaskine.
Der er en lidenskabelig regnen i gang, der summer uafbrudt under samfundet. Hvis så endda regneriet gik ud på at verificere Grundtvigs gamle sætning om det økonomiske ideal for samfundet: Og da har i rigdom vi drevet det vidt,/ når få har for meget og færre for lidt.
Men det synes ikke at være tilfældet. Gang på gang konstateres det, at rigtig mange har alt for meget, og at alt for mange har alt for lidt.
Men så længe flertallet af de stemmeberettigede har for meget, så kan enhver jo regne ud, at det politisk set ikke kan betale sig at gøre noget for dem, der har for lidt. Det er den slags regnestykker, der udgør den dybe samfundsbærende summetone.
MÅSKE ER DET, fordi det er nemmere at regne ting ud end at tænke sig om og skønne, hvad der er ret og rimeligt, og hvad vi overhovedet vil med hinanden i et samfund.
Skønsomhed er det modsatte af nøjeregnethed. Skønsomhed har at gøre med at bruge fornuft og følsomhed, etik og erfaring og fantasi på én gang i en kompliceret proces, som så vidt vides kun mennesker indtil videre kan foretage.
Skønsomhed er en menneskelig måde at omgås hinanden på. Skønsomhed føder egenskaber, som nøjeregnethed aldrig kan generere: frisind, storsind, nytænkning, sans for skønhed og menneskelighed. Men de egenskaber er sværere at måle og tælle, og hvem tør så sige, at de har værdi?
Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sygehuspræst Anne Mette Berg, sognepræst Marianne Christiansen samt medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm