”Ingen mennesker flygter uden grund, og som et velstående land har Danmark en forpligtigelse til at hjælpe verdens flygtninge. Danmark vil fortsat bakke op om et flygtningesystem via FN.”
Sådan står der i regeringsgrundlaget fra december 2022, og det giver rigtig god mening. For nej, ingen flygter for sjov, og ja, der er mange gode grunde til, at Danmark bør bakke op om FN's flygtningesystem og modtage kvoteflygtninge.
Så hvorfor i alverden har Danmark kun modtaget 395 kvoteflygtninge siden 2019?
For det første har en øget politisering besværliggjort processen. For eksempel skal udlændinge- og integrationsministeren først midt på året træffe beslutning om, hvor mange kvoteflygtninge vi vil modtage det samme år. Proceduren er begrundet med, at antallet skal besluttes ud fra en afvejning af Danmarks "sociale og økonomiske kapacitet".
Den sene udmelding i kombination med snævre danske krav til, hvem vi ønsker at modtage, besværliggør FN's arbejde. FN's flygtningeorganisation UNHCR har ansvaret for beskyttelse af over 20 millioner flygtninge verden over, og eksempelvis i 2020 hjalp de med at genbosætte 40.000 flygtninge i 25 lande. En enorm indsats, der kræver mange ressourcer. Så når Danmark i august angiver at ville modtage et begrænset antal kvoteflygtninge, 200 de seneste par år, og der samtidig opstilles en række komplicerede kriterier for, hvem vi vil modtage, er det ikke en nem opgave for UNHCR.
En anden væsentlig knast er, at Danmark kun kan tage imod kvoteflygtninge, som kan gives konventionsstatus i Danmark, den stærkeste form for beskyttelse. Det skyldes, at FN’s kvotesystem har til formål at give flygtninge en varig løsning på deres flugtsituation. Modsat i Danmark, hvor mange flygtninge får midlertidigt ophold og kan risikere at få den inddraget ved små forbedringer i hjemlandet – som vi har set med nogle af de syriske flygtninge. Dermed kan Danmark kun modtage kvoteflygtninge, der kan få konventionsstatus, da det ellers vil være i strid med FN’s kvotesystem. Det indsnævrer, hvem vi kan og vil modtage i Danmark.
En tredje knast er, at kvotesystemet de seneste år har været brugt som led i de danske forhandlinger med Rwanda om et såkaldt modtagecenter, hvilket har fået Danmark til at ønske at modtage kvoteflygtninge fra Rwanda.
Det virker unødvendigt, at Danmark komplicerer processen på denne måde, og det står også i kontrast til regeringsgrundlaget.
Hele intentionen med kvotesystemet er, at man kommer uden om menneskesmuglere og undgår at desperate flygtninge sætter livet på spil på Middelhavet. Man har fuld kontrol over, hvem der kommer, og man afhjælper presset på de nabolande, som i forvejen huser 70 procent af verdens flygtninge. Det giver forhåbentligt også disse lande et incitament til at blive ved med at modtage flygtninge.
Dansk Flygtningehjælp mener, at antallet af kvoteflygtninge i første omgang skal op på minimum 500 personer om året. Vi opfordrer til, at reglerne om inddragelse af asyl ændres, så inddragelsesregler fra flygtningekonventionen gælder for genbosatte flygtninge, uanset hvilken type opholdstilladelse de får. Og vi opfordrer til, at beslutningen om genbosætning træffes i starten af året og med større fokus på beskyttelsesbehov og flygtningesituationen i hele verden. Der, hvor behovet er størst. Allerede nu bør man overveje, om Danmark skulle kigge i andre retninger end Rwanda og eksempelvis genbosætte afghanske kvinder med deres familier.
Eva Singer er asylchef i Dansk Flygtningehjælp.