Min barndom sluttede endegyldigt, da sovjetiske soldater stormede mit hjem

Gabriele Guldborg voksede op i nazisternes Tyskland. Her lærte hun af sine forældre at bruge humor til at holde sig ovenpå i svære stunder

Sovjet soldater uddeler mad til den sultende tyske befolkning. Arkivfoto, 1945.
Sovjet soldater uddeler mad til den sultende tyske befolkning. Arkivfoto, 1945. Foto: NF/Ritzau Scanpix.

"Humor er, når man griner alligevel!" Denne specielle sætning har spillet en væsentlig rolle i min barndom. At beholde sit gode humør, når dagligdagen forløber som smurt, er ganske forståeligt. Men det var slet ikke tilfældet under min opvækst, tværtimod! Jeg så dagens lys i 1931 i Tyskland, hvor nazidiktaturet og en grusom krig prægede vores hverdag. Det er det, min beretning handler om.

Mit liv startede ellers problemløst i den gamle hanseby Stralsund i en traditionel borgerlig familie. Jeg var den sidste af tre piger med en far, som var statsembedsmand og en hjemmegående mor, så på det punkt havde jeg altså alle forudsætninger for en sorgløs opvækst. Men efter to år forandrede vores tilværelse sig radikalt, da Adolf Hitler kom til magten. Min far anså ham for en farlig opkomling og kunne ikke holde sin kritik for sig selv. Allerede i 1935 blev han arresteret af Gestapo og anbragt i en kz-lejr. Med et slag var familien uden indtægt, og fremtiden var usikker. Men min mor var stærk og fast besluttet på, at vi piger trods alle genvordigheder skulle vokse op i harmoni og tryghed. Min ældste søster var død kort forinden, så min mor havde nu ansvar for os to søstre, men hvordan? Hun manglede ikke gåpåmod og besluttede sig for at gå i gang med en uddannelse.