Min barndom sluttede endegyldigt, da sovjetiske soldater stormede mit hjem

Gabriele Guldborg voksede op i nazisternes Tyskland. Her lærte hun af sine forældre at bruge humor til at holde sig ovenpå i svære stunder

Sovjet soldater uddeler mad til den sultende tyske befolkning. Arkivfoto, 1945.
Sovjet soldater uddeler mad til den sultende tyske befolkning. Arkivfoto, 1945. Foto: NF/Ritzau Scanpix.

"Humor er, når man griner alligevel!" Denne specielle sætning har spillet en væsentlig rolle i min barndom. At beholde sit gode humør, når dagligdagen forløber som smurt, er ganske forståeligt. Men det var slet ikke tilfældet under min opvækst, tværtimod! Jeg så dagens lys i 1931 i Tyskland, hvor nazidiktaturet og en grusom krig prægede vores hverdag. Det er det, min beretning handler om.

Mit liv startede ellers problemløst i den gamle hanseby Stralsund i en traditionel borgerlig familie. Jeg var den sidste af tre piger med en far, som var statsembedsmand og en hjemmegående mor, så på det punkt havde jeg altså alle forudsætninger for en sorgløs opvækst. Men efter to år forandrede vores tilværelse sig radikalt, da Adolf Hitler kom til magten. Min far anså ham for en farlig opkomling og kunne ikke holde sin kritik for sig selv. Allerede i 1935 blev han arresteret af Gestapo og anbragt i en kz-lejr. Med et slag var familien uden indtægt, og fremtiden var usikker. Men min mor var stærk og fast besluttet på, at vi piger trods alle genvordigheder skulle vokse op i harmoni og tryghed. Min ældste søster var død kort forinden, så min mor havde nu ansvar for os to søstre, men hvordan? Hun manglede ikke gåpåmod og besluttede sig for at gå i gang med en uddannelse.

Min fars ophold i koncentrationslejren var ganske vist kun kort, men forbundet med så grufulde oplevelser, at han i flere år efter sin hjemsendelse måtte kæmpe med depressioner. Dertil kom eksistenskampen. Han var blevet afskediget som embedsmand og frataget pensionsrettighederne, så nu gjaldt det om at bygge en ny eksistens op. I 1937 var min mors uddannelse afsluttet og vi kunne begynde på en ny hverdag i en forstad til Berlin, dog uden vores far, da mine forældre var blevet skilt. Det lykkedes for min ukuelige mor at skabe et harmonisk hjem, som vores far ofte besøgte. Sommerferierne med far forløb med herlige vandreture i de tyske alper. Samværet med sine piger og naturoplevelserne bidrog meget til, at han kunne komme af med sine depressioner.

Dette familieliv satte krigen dog en brat stopper for to år senere. Nu var det slut med vandreturene; luftalarmer farvede i stedet vores hverdag. Vi piger skulle pludselig iklædes Hitlerjugend-uniformer og blev voldsomt indoktrineret i både Hitlerjugend og af vores lærere. Min far var blevet hårdt såret under Første Verdenskrig og kunne derfor ikke indkaldes. Når han besøgte os, havde han som regel skønne politiske vittigheder med, som vi dog fik besked på ikke at fortælle videre. 

Da bombardementerne på Berlin tog til, besluttede Hitler sig for at tilbyde børn ophold i sikre egne. Rigets ungdom skulle jo beskyttes for at bygge hans kommende tusindårsrige op. I 1941 var min søster således et halvt år i det daværende Tjekkoslovakiet og året efter vi sammen seks måneder i nærheden af Gdansk. Den tyske befolkning led allerede dengang under vareknaphed på mange områder, men lejrene blev under hele krigen velforsynet. Vi børn havde det godt, sultede ikke og havde i det store og hele en ubekymret hverdag uden luftalarmer, men med kraftig indoktrinering, som vi dog efterhånden havde vænnet os til. Men krigen fortsatte stadig mere voldsomt, så disse - indtil da - frivillige lejre blev pligt for storbyernes børn, og man begyndte at evakuere hele skoler. Også vores gymnasium måtte forlade hovedstaden, og i 1943 kom vi til Sudeterland og en underskøn lille by, som var omringet af skove, enge og høje bjerge. Mens Berlin blev til en ruinby, oplevede vi en herlig tid i guddommelig fred, uden luftalarmer, med rigelig mad på bordet, god undervisning, vandreture i bjergene og masser af korsang og kammeratskab. Eneste bekymring var, når vi i nyhederne hørte, at der igen havde været et kraftigt luftangreb på Berlin. Var vores familie mon sluppet godt fra det?

I februar 1945 nærmede østfronten sig vores lille paradis, og vi måtte i hast forlade Sudeterland og begive os på en seks døgn lang togrejse vestpå. Vi havnede midlertidigt i Naumburg, en by i Sachsen. I de kommende 40 dage havde vi 110 luftalarmer og måtte tilbringe utallige timer i beskyttelseskæIderen. Alligevel holdt den nazistiske lejrledelse fast i sine principper og beordrede den 8. april til en højtidelig afholdelse af "jugendweihe", en slags konfirmation, hvor vi skulle aflægge troskabsed for Adolf Hitler. Men min søster og jeg trodsede befalingen og organiserede i hast vores egen ensomme konfirmation i en nærliggende kirke, mens bomberne faldt udenfor. Da vi kom tilbage til lejren blev der afholdt festmiddag i anledning af den nazistiske fest. Men vi to blev forvist til et lille bord i "skammekrogen".

Krigen nærmede sig sin afslutning og mor beordrede os hjem, så vi kunne være sammen, hvis russerne indtog Berlin. Den 10. april besteg vi toget til vores hjemtur. Vi nåede kun til Bitterfeld, en by nord for Naumburg, da et voldsom luftangreb på byens banegård forårsagede et afbræk i rejsen. Amerikanske flyvemaskiner bombarderede perronen med fragmentationsbomber, som skabte flade kratere med tusindvis af splinter, som slog alt levende ihjel. Omkring hvert krater lå iturevne lig. Mirakuløst var vi to nogle af de ganske få overlevende. Men jeg ser stadig den lille pige med lyse fletninger for mig, som sad på trappen til tunnelen og aede sin mors hoved, der var det eneste, som var tilbage af hende.

Midt om natten nåede vi langt om længe vores lille forstad, hvor mor havde ventet i timevis på os med sin lille trækvogn. Få dage efter vores hjemkomst beordrede Hitler, at alle drenge, som var fyldt 14 år samt alle mænd over 65 skulle indkaldes til hæren. Mine forældre takkede Gud for, at vi "kun" var piger! Men humor er, når man griner alligevel: En dag kom mor hjem og og sagde med et smil: "Nu er Tysklands sejr nær, for Hitler har en morfar-hær!" 

Men som alle ved, blev det i stedet et kæmpe nederlag. Den 22. april stormede de første sovjetiske soldater ind i vores lille hjem, og dermed begyndte et flere uger langt mareridt. En tid med plyndringer, voldtægter og sult fulgte. Hermed var min barndom endegyldigt forbi. Men tænker jeg tilbage, har de gode erindringer efterhånden skubbet de dårlige mere og mere i baggrunden. For som sagt: Humor er, når man griner alligevel.