Inden min far døde af modermærkekræft i januar 2012, skrev han i en lille bog. Det var der ikke noget odiøst i, for min far var forfatter og skrev altid.
Om formiddagen, når han efter en times tid på kontoret var færdig med at forberede sig på undervisningen som seminarielektor, smækkede han gerne kontordøren op og annoncerede begejstret, at han nu var færdig med at arbejde, og nu skulle han hygge sig. Når han ikke samlede flyvere eller træskibe nede i sit hobbyværelse, så skrev han bøger. Bøger, der blev udgivet, bøger, der blev arkiveret, og bøger til sine to døtre.
Og skrive var noget af det sidste, han gjorde. Ikke bare i en kinabog inden han skulle sove, i de mange år, der gik forud for opdagelsen af kræften i 2011 og hans død ni måneder senere, hvor selv eksperimentallægerne med dr. Svane i spidsen havde opgivet ham. Men lige op til sin død. I sin ”Lille bog før døden”, som notesbogen hed med min fars snørklede skråskrift. Før sidste side, der slutter med ordene ”min frihed”, skrev han til min mor, at han ikke forsvandt. At han ville forblive i stjernerne, når hun så op mod nattehimlen efter den mand, hun havde levet sammen med i 36 år, at hun kunne gå ned i birkelunden, dér, hvor stien slår ind over en træbro og starter den gåtur rundt om søen, som han gik hver dag. Der ville han være.
For min far er ikke på kirkegården. Hverken ved stenen, hvor der står Hans Henrik Møller, i perlegruset eller i den mere eller mindre tilfældige buket fra tanken. Engang fandt vi rygsøjleknogler i gruset ved hans gravsted, og det er nok det tætteste, jeg er kommet på at finde ham – ikke, at det var hans knogler, men absurditeten i at finde knoglerne. Det ville han have grinet højt af.
Min far fik en hvid kiste, røde roser på toppen. Kirken var fyldt, og selvom præsten byttede rundt på nogle ting, fordi hun vikarierede for en syg kollega, blev dagen, som den skulle være. Bageren havde glemt at bage vores kager, men vi spillede alle min fars yndlingssange, højt, drak øl og holdt taler. Han fik en god plads på den gamle kirkegård, længst nede i hjørnet med udsigt over markerne.
Jeg vil gerne begraves i skoven. Jeg vil være en del af det fællesskab, som findes i naturens katedral, og det er ikke et fravalg af mine medmennesker, sådan som biskoppen over Ribe Stift, Elof Westergaard, mener i Kristeligt Dagblad den 8. september. Det er ikke et udtryk for min personlige frihed. Det er af respekt for mine efterladtes sorg. At de kan placere deres sorg et sted, hvor den kan vokse og forandre sig, hvor en mening træder frem og åbenbarer sig; at det er meningen, at vi skal dø, og at vi genopstår gennem naturens cyklus.
Det lyder formentlig panteistisk, og det er det formentlig også, men det er trods alt i naturen, jeg selv føler min fars tilstedeværelse størst. Når jeg går alene gennem skoven og ser et rådyr stoppe op og vende ørerne, når jeg endelig kommer ned til fjorden og kan sidde på en sten og tænke på min fars opvækst på Bornholm, at han altid sagde, han ville dø, siddende som en gammel mand på en bænk ved Bølshavn. Vi fandt aldrig bænken. Måske tror vi, at vi gjorde, men vi fandt den aldrig rigtig.
Jeg håber, folkekirken vil give plads til, at man kan være kristen og samtidig ønske et fællesskab, der ikke begrænser sig til kirkens indviede arealer.
Min far døde i en hospiceseng en smuk torsdag formiddag i slutningen af januar. Solen skinnede, himlen var blå, og jeg havde nået at sige farvel. Han synes, det var uretfærdigt, sagde han. Han var ikke færdig. Bagefter fløj et par gigantiske måger helt op til vinduet, vi gik tur, og to store harer fulgte os ned til stationen.
Jeg håber, folkekirken vil give plads til, at man kan være kristen og samtidig ønske et fællesskab, der ikke begrænser sig til kirkens indviede arealer. Dem elsker jeg selv at opsøge, og sammen med koncertmørket er kirkerummet og højmessen et af de steder, hvor jeg føler et naturligt og uforpligtende fællesskab med mennesker, jeg ikke kender på forhånd. Jeg elsker at gå ture på kirkegårde. Ikke bare dem i byerne, hvor parkarealer giver åndehul til læseferier og barnevogne og hunde i snor, men også dem i landsbyerne. Hvor de samme efternavne går igen, hvor en hollandsk gren pludselig står stærkt repræsenteret, eller hvor årstallenes kronologi fortæller en tragisk historie om en hårdt prøvet familie.
Min far græd altid, når vi skulle synge salmer. Selv til min konfirmation sad han og hulkede undskyldende. Han var melankolsk og rørstrømsk, ligesom jeg er, og han har jo ret; han findes i birketræerne og stjernerne og den sorte nattehimmel, men jeg har aldrig fundet ham på indviet jord. Selvom jeg stadig leder.
Anna Møller er cand.mag. i dansk.