Prøv avisen
Debat

Efterladt datter: Min far drak sig ihjel

”Han var en af de mennesker, der trods misbruget kunne opretholde facaden, han kunne passe sit arbejde, lyde rationel og velartikuleret selv i en kæmpe brandert,” skriver Liv Nimand Duvå om sin far. Foto: Paula Nimand Duvå

Jeg savner min far. Hver dag savner jeg ham, men da han døde, var det en lettelse. Det var en lettelse ikke længere at skulle bære på hans hemmelighed, skriver Liv Nimand Duvå, som har skrevet en bog om at være barn af en alkoholiker

Jeg har skrevet en roman om at være barn af en alkoholiker. Karaktererne er fiktive, men baseret på mine egne erfaringer som pårørende.

Min far drak sig ihjel. Det er seks år siden nu.

Jeg savner ham. Hver dag savner jeg ham, men da han døde, var det en lettelse. Det var en lettelse ikke længere at skulle bære på hans hemmelighed. At kunne give slip, ikke længere konstant være på vagt. Nu kunne jeg sige det, som det var: Min far drikker sig ihjel, drak sig ihjel. Uden at skulle tænke, at det ville gøre ham ked af det, tage gejsten fra ham, få ham til at drikke endnu mere.

Og så alligevel kunne jeg ikke rigtig sige det. Jeg havde båret rundt på hans hemmelighed, og hans hemmelighed var blevet min. Et helt livs indoktrineret skam omkring de ord: alkoholiker, alkolhol. De ord, der fik halsen til at snøre sig sammen, fik munden til at tørre ud.

Han var en af de mennesker, der trods misbruget kunne opretholde facaden, han kunne passe sit arbejde, lyde rationel og velartikuleret selv i en kæmpe brandert. Bag facaden var det selvfølgelig ofte grimt og ubehageligt, men jeg holdt det for mig selv, for det gjorde han, for sådan havde jeg lært, at man gjorde. For hvad ville det gøre mig til? En taber, udsat og uegnet, uelsket og usoigneret, en lille stakkel? Det var ikke sådan, jeg havde lyst til at se mig selv.

Eller jeg tænkte: Nej, det kan ikke være rigtigt. ”Hvad døde han af?”, blev der spurgt, og jeg tog mig sammen og sagde det. ”Druk,” sagde jeg og så skulle jeg stå der med folks ubehag. Det var ikke det svar, de ville høre, og slet ikke hvis vi befandt os på en bar med en øl i hånden. Så var det en hyggeknuser, for drak de ikke også selv lidt for meget, gør vi ikke alle det?

Det var tydeligt, at forklaringen på min fars død i de her situationer fik den anden til at se på sig selv, og så gik forsvarstalerne i gang. At selvom de drak, så var det jo ikke så meget, og nu var det jo weekend, eller hvad synes jeg? Deja-vu, jeg har brugt nok tid på at høre voksne mennesker sidde og forsvare et misbrug.

Men der var også nogle, der sagde: Åh det, det kender jeg alt for godt! Venner, jeg har kendt i årevis, der ligesom mig har holdt forældrenes misbrug for sig selv, og pludselig falder det hele på plads. Pludselig forstår jeg, hvorfor de har virket fraværende, stressede, har svært ved at binde sig. Voksne og tilsyneladende velfungerende mennesker, og alligevel er der et eller andet, der ikke fungerer for dem, men så: Åh det, jeg forstår!

Mens jeg har arbejdet på min roman, og nu, hvor den er udkommet, har jeg været nødt til at tale om de her ting. Én ting er den litterære form fremskrevet i romanen. Noget andet er i det sociale rum at skulle forklare sig.

Det har virkelig overrasket mig, at der nærmest ikke er nogen, der enten er gået i forsvarsposition omkring egne alkoholvaner, eller som selv står i et nært og problematisk forhold til en misbruger. Det er ikke mængden af konsumeret alkohol, der overrasker mig. Det er ikke det, der gør mig oprevet.

Det, der gør mig oprevet, er al den energi, vi bruger på at skjule vores forældres misbrug for os selv og for hinanden.

Vi synes, det er pinligt. Vi tror, vi er de eneste i verden. Vi vil hellere tænke på noget andet. Men vi går jo lige her ved siden af hinanden, og det har vi gjort i al den tid.

Det siger sig selv, at det er svært at tale om traumatiske oplevelser, og det er selvfølgelig ikke kun vores eget ansvar at bryde tavsheden. Først må der gøres op med den generelle berøringsangst. For regel nummer ét, når det kommer til alkohol: Man blander sig ikke. Den regel er bare rigtig dårlig. Den rammer dem, der allerede ligger ned, stiller dem, der står alene, endnu mere alene. Det må være alles ansvar – alle, der har med andre mennesker at gøre: pædagoger, læger, venner, kollegaer – at bevise, hvor dum og skyklapproducerende den regel er. Den, der allerede ligger ned, skal ikke ligge og kæmpe selv.

Det er egentlig underligt. Vi lever i en tid, hvor bekendelsen ofte opløftes til kvalitet. I litteraturen, i kunsten, på sociale medier. Og alligevel er der de her ting, vi stadig har svært ved at tale om. Vores ophav, den sociale arv.

Det er et andet slags tabu, det er ikke cool. Vi vil gerne fremstå som frie og selvstændige. Som om det var et lotteri. Som om relationen til vores forældre ikke præger, hvordan vi kan indgå i relationer til andre mennesker. Som om kroppene ikke præges af deres historier, af den klasse og de steder, de kommer fra.

Jeg havde glædet mig til at blive færdig med min bog.

Til ikke at skulle beskæftige mig med min fars sygdom mere. Og på mange måder er jeg også kommet videre. Jeg skriver andre tekster om andre ting nu.

Men noget i mig bliver aldrig rigtig færdig med det her stof. Eller jeg er så færdig med det, men stoffet bliver aldrig rigtig færdig med mig.

Man kan lære at leve med det, man kan komme videre, men man må tale, få de her ord afmystificeret, ud over læberne: alkoholiker, misbruger, svigt. Ikke alle vil kunne forstå, men mange vil. For vi er mange, der har gjort os så hårde. Så vi kunne fortsætte. Så vi ikke skulle bryde sammen.

Vi har lært at leve med vores uro, med vores knyttede kroppe. Åndedrættet sidder helt oppe i halsen. På den måde burde det ikke være så svært for os at genkende og finde hinanden. Vi er jo altid på vagt.

Liv Nimand Duvå er forfatter. Hun debuterede med romanen ”Vi er vel helte” på Forlaget Kronstork i april. Det er en fortælling om at være barn af en alkoholiker, om omsorg og kærlighed.