For et par uger siden fik min farmor en syngende lussing af en medarbejder på et plejehjem i København.
Hvorfor?
Fordi hun bad om at komme på toilettet.
Forud for dette havde medarbejderen afvist, at min farmor kunne komme på toilettet, da medarbejderen mente, at min farmor næsten lige havde været på toilettet. Men er der kvoter for tisseture på de lokale plejehjem?
Først skubbede medarbejderen min farmor hårdhændet ned i sengen, og da min farmor protesterede, ja, så stak medarbejderen min farmor en lussing på kinden. Min farmor protesterede og garanterede medarbejderen, at dette ville få konsekvenser. Medarbejderen forlod min farmor på stuen, blottet for anger og med et hånligt grin.
Efterfølgende erkendte ledelsen på plejehjemmet, at der ingen notater er gjort af medarbejdere på sagen. Smart: På denne måde er hele bevisbyrden for sagens rigtighed lagt på en chokeret ældre dame.
Som familie reagerede vi prompte med at få et møde med den lokale ledelse på plejehjemmet. Derefter med ledelsen på ældreområdet i kommunen. Vi har spurgt til den pågældende medarbejder, men kan intet andet svar få, end at hun er flyttet til en anden afdeling.
Hvordan så kommunen kan være tryg ved denne omplacering, ja, det kan undre enhver. Det eneste svar, vi får fra systemet, er, at sagen nu er en personalesag. På denne måde kan kommunen meget behændigt parkere sagen og slippe for at tage ansvaret for episoden.
Men det skal siges, at den kommunale plejehjemsledelse lyttede. Åh ja, det gjorde den. Ledelsen noterede flittigt på sine hvide papirblokke. Den spurgte, om vi følte os hørt. Nikkede, smilede og takkede for vores åbenhed. Vi skulle endelig bare sig til. Ledelsen beklagede, at vores farmor ikke føler sig tryg, og at hun har været udsat for noget ”uheldigt”.
Men ingen undskyldning. Ingen bøn om tilgivelse. Ingen erkendelse af, at min farmor har været udsat for et voldeligt overgreb i kommunens varetægt. At hun er blevet uværdigt krænket i sin egen bolig.
Tilbage står en dame på 93 år og en familie med en krænket retsbevidsthed og en klar oplevelse af, at det kommunale system mere er optaget af at beskytte sine egne end sine borgere. At den kommunale hr-afdeling har spillet fallit. Systemet har vundet over borgeren, myndighederne over mennesket.
Men hvor længe vil vi som borgere og vælgere finde os i dette? Hvor længe vil vi se til, at de ældre medborgere, der har skabt det gode samfund, vi yngre generationer nyder godt af, krænkes og behandles uværdigt? Hvor længe vil vi acceptere, at systemet holder hånden over sine egne, som endog lægger hånd på de ældre? I stedet for at holde hænderne under dem med omsorg og værdighed?
Jesper Oehlenschlæger er udviklingsdirektør i Samfonden.