Prøv avisen
Debat

26-årige Cecilie: Min fars død blev tiet ihjel

Jeg blev klar over, at døden er et af vores samfunds absolutte tabuer. Vi aner ikke, hvad vi skal sige, eller hvornår vi skal spørge ind, skriver Cecilie Winding Madsen, som mistede sin far i en alder af 26 år. Foto: Privatfoto

Jeg blev for nylig i en alder af 26 år mødt af livet og mistede min far. Et tab, der i sig selv ikke kunne blive værre, men som i kombination med larmende tavse kollegaer og familie blev tiet ihjel, skriver Cecilie Winding Madsen

VI ELSKER fortællingen om vores tabufri samfund, at vi tør tale bramfrit om alt fra flygtninge som samfundsbyrde til, at vi var de første, som frigav porno.

Men faktum er, at vores samfund er fyldt med tabuer. Vi flasher ikke vores fiaskoer eller fortæller, at vi ikke ønsker at blive organdonorer, men gerne vil modtage. Og vi taler slet slet ikke om døden.

Jeg blev for nylig i en alder af 26 år mødt af livet og mistede min far. Et tab, der i sig selv ikke kunne blive værre, men som i kombination med larmende tavse kolleger og familie blev tiet ihjel.

Jeg blev klar over, at døden er et af vores samfunds absolutte tabuer. Vi aner ikke, hvad vi skal sige, eller hvornår vi skal spørge ind.

Døden er trods alt en af de få ting, vi kan vide os sikre på her i livet, men alligevel aner vi ikke vores levende råd, når folk i vores omgangskreds mærker døden på nært hold. Vi bliver alle på et tidspunkt ramt, og alligevel taler vi ikke sammen om det.

Vi har travlt med vores egne problemer og har svært ved at forholde os til andre menneskers sorg. Efter sidste jul fik jeg under en samtale i personalestuen sagt, at min jul dette år havde været anderledes på grund af min fars fravær. Til det blev der bare svaret: ”Ja, det er også noget værre noget”. Og så talte vi ikke mere om det.

Vi ignorerer sorg, så vi ikke bliver skyld i at gøre det værre. Men at undgå snakken om, at jeg er i sorg, fjerner langtfra tankerne omkring min far. Tværtimod, faktisk.

Én ting kan være den udeblevne reaktion, men noget andet er de ubetænksomme eller på alle måder malplacerede spørgsmål: ”Er det ikke også en letteste, at din far endelig blev fri fra sit opslidende sygdomsforløb?”.

Selv efter min fars bisættelse blev jeg af en bekendt spurgt, om det ikke var på tide, jeg fik børn – absolut den sidste ting, der bekymrede mig den dag. Det er sikkert sagt i en god mening eller for at få samtalen hen på et andet emne, men det er næsten, som om vi opfører os mere mærkeligt, når vi ikke ved, hvilket ben vi skal stå på.

Selvom vi synes, det er ubehageligt at tale om døden, så skal vi turde tage de svære emner til debat. Der er ingen, som synes, det er sjovt at tale om døden eller gå til begravelser.

Men vi skåner ingen ved at undgå emnet og slet ikke dem, som er i sorg. Det er bedre at sige ”jeg ved ikke, hvad jeg skal sige” end at lade døden være elefanten i rummet og det tabu, der ikke må nævnes.

Cecilie Winding Madsen er kandidat i analytisk journalistik