Prøv avisen

"Min fars motor gik i stå klokken 11.10"

Arkivfoto fra Arresødal Hospice. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Leif Hjernøe skriver denne uges Radio&TV-klumme om "Sømanden og juristen"

I UGERNE MELLEM påske og Kristi himmelfartsdag kunne seerne følge en bemærkelsesværdig dansk produceret serie med fællestitlen "Sømanden og juristen". I fem afsnit, i bedste sendetid på DR 1, fik man her indblik i livet og døden på et moderne hospice.

Modigt imødekommende havde navngivne hospicebeboere, personale og pårørende ladet sig filme og interviewe på Anker Fjord Hospice. Det ligger i det nordligste Hvide Sande med udsigt over Ringkøbing Fjord. Jeg har tit passeret stedets vejskilt. Nu ved jeg, hvordan der er.

Som frivillig og for at frigøre sig af journalistrollen havde seriens tilrettelægger, Anders Agger, ladet sig ansætte som hospicemedhjælper. Også hans tv-hold arbejdede herefter med største respekt for og under tydelig hensyntagen til de medvirkende.

De første afsnit drejede sig især om de to skikkelser, der skulle give serien navn. Da den kun 53-årige sømand Per Flindt havde skiftet adresse til Anker Fjord Hos-pice, nøjedes han med at meddele det til sin 30-årige datter, Nina, på et såkaldt flyttekort!

Forholdet var, at far og datter ikke havde set hinanden i 28 år. Meget skulle derfor indhentes på de to måneder, de nåede at få med hinanden. Et smukt eksempel på, hvor intenst der kan leves i en sidste kostbar tid på et hospice.

Parallelt med beskrivelsen af sømandens endeligt fik seerne indblik i 65-årige Søren Brøndsteds skæbne. Han nægtede stædigt at overgive sig helt til hospice og kom hjem en lille uges tid. Der var ting og sager, som endnu skulle ordnes i hus og på arbejde.

Et værdifuldt eksempel på, hvordan et hospice respekterer individuelle holdninger, behandlinger og ønsker. Hvad enten det drejer sig om Kierkegaard-læsning, opera-lytning eller alternativ medicin. Det gradvise tab af værdighed fik nu Brøndsted til at lukke af til sidst.

Det sidste afsnit af serien "Sømanden og juristen" var især præget af en tredje beboers ankomst: den 73-årige vognmand Ove Bendtsen. I modsætning til de to førstnævnte fik han kun et ophold af få dages varighed. Så var han "stynet" og "færdig med at køre".

Som Anders Agger så fint citerede fra en sms fra sønnen, Jan Bendtsen: "Min fars motor gik i stå her til formiddag klokken ti minutter over elleve." Jan og søsteren, Karen Bendtsen, bidrog fåmælt uden at fråse med adjektiverne "i god vestjysk tradition" til afsnittets indhold.

Sådan også med Ove Bendtsens "makker" Jakob. De havde kendt hinanden siden 1944. Der havde aldrig været penge imellem dem. "Jeg havde aldrig pungen oppe. Det kunne arbejdes af, hvis der var noget." Sådan lød det med lune og humor til det sidste.

For eksempel blev denne replik fra Ove Bendtsens dødsleje afleveret i noget nær sagastil:

"Tænk, at vi skulle blive filmstjerner på vores gamle dage. Det skulle vi have begyndt med, mens vi endnu så godt ud!".

Som hospicechef Herdis Hansen sagde det om sit arbejde til sidst: "Man lærer at se det store i det små."

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder