HAVDE H.C. ANDERSEN en søster? Det spørgsmål får jeg ofte stillet i forbindelse med mine foredrag om hans ældre halvsøster, Karen Marie Danielsdatter Rosenvinge.
H.C. Andersen tilbragte ikke hele sin barndom som enebarn. Thi da hans far i november 1805 ansøgte magistraten om at få bevilling som frimester, anførte han blandt andet behovet for at skaffe føden til "min Hustru og 2de Børn".
Selvom den syvårige Karen Marie da boede hos moderen, har hun før og efter denne korte periode været i pleje hos andre – umiddelbart efter sin fødsel hos mormoderen i Odense. Men hun var i 1804 flyttet til Bogense.
Karen Marie blev født uden for ægteskab i 1799. Hendes far, pottemager og soldat Daniel Jørgensen Rosenvinge, var født og opvokset i landsbyen Høje i Lunde Sogn to miles vej nord for Svendborg – i øvrigt tæt på mit barndomshjem.
Hans far var bødker og boede i et lejehus, der tilhørte den stedlige smed. Denne Jørgen Danielsen synes i sine velmagtsdage at have været et dygtigt og agtet medlem i lokalsamfundet, hvad der fremgår af fadderlisterne for hans mange børn, hvoraf dog kun fire sønner overlevede faderen.
Men på hans ældre år, da han havde indgået ægteskab nummer to, synes der at være indtrådt et vist forfald. Han drak for meget, og i 1790 blev han grebet i at stjæle et saddel- og ridetøj fra en af naboerne i Høje, Per Jensen.
Jørgen blev herfor idømt to måneders strafarbejde i Odense Tugthus. H.C. Andersens roman "O.T." omtaler denne institution i et dystert skær. Han påviser det vanærende i at have været indsat her.
Efter hjemkomsten til Høje var hans renomme ødelagt. En dag hørte han, at den bestjålne Per Jensen i smedjen havde pralet af, at han næste dag ville køre ned ad Høje gade, "så bødkerens klokke skal falde i slag ved det".
Samme nat brændte hans gård, og Per Jensens familie slap med nød og næppe ud af de brændende bygninger. Begivenheden huskedes endnu i byen helt op i 1950?erne.
Der var ingen beviser på, at bødkeren var gerningsmanden, men i 1796 blev han idømt to års fængsel for "Betleri og ond omgang med sin Kone". Her døde han halvt afsindig året efter.
Sønnen Daniel boede og arbejdede da med sit håndværk i Odense, men var også i perioder udstationeret andre steder i landet som soldat. I Odense satte han 1797-1800 tre uægtefødte børn i verden. Det mellemste var Karen Marie.
Ud fra dette er det dog forkert at drage alt for forhastede slutninger om Karens og H.C. Andersens mor, Anne Marie. Hun var både viljestærk, stabil og dygtig. Skønt født uden for ægteskab af en lidt vidtløftig mor kan der i høj grad drages positive efterretninger om hendes ungdomstid.
Hendes familie på Vestfyn var stræbsomme småfolk. Anne Marie kom som 10-årig i huset hos en rig bonde, Rasmus Ibsen, og fulgte med hans familie til Odense, hvor han slog sig ned som værtshusholder og brændevinsbrænder.
Inden hun i 1805 blev gift, havde hun kun tre tjenestesteder bag sig, hvad der viser stabilitet og herskabernens tilfredshed. Hun bevarede et godt forhold til familien Ibsen. En af døtrene besøgte hun på en fodrejse sammen med sønnen til sin mor i Bogense. Datteren Karen Marie opkaldte hun efter en at døtrene, hun havde passet i Ibsens hjem.
H.C. Andersen understreger barndomshjemmets orden og hygge. Anne Marie havde i de velmeriterede hjem, hvor hun tjente, tilegnet sig en sans for proper og net indretning af sine egne stuer, der lå langt over, hvad de fattige og børnerige familier i nabolejlighederne kunne stille til skue.
Hendes senere forfald, som eftertiden har fæstnet sig meget ved, indtraf ikke, før hun efter sin første mands død skulle være eneforsørger, da hendes nye mand viste sig at være luddoven.
I eventyret "Hun duede ikke" har sønnens utilsigtet bidraget til eftertidens dystre billede af Anne Marie. Men han har også kraftigt understreget, at denne skildring bygger på en helt anden vaskekone i hans barndoms Odense, hvis forfald omgivelserne sladrede om, men som til gengæld blev forsvaret og undskyldt af Anne Marie.
Da Hans Christian i 1819 var flyttet til København, skildrede han i opløftende vendinger sit nye liv sammen med de berømtheder, han mødte, men fortav klogeligt skyggesiderne i sit københavnerliv. Det har inspireret Karen Marie til at følge efter.
Moderen skrev i 1822, at Karen Marie var meget vred over, at hun ikke kunne få Hans Christians adresse fra Anne Marie og bad ham selv sende den til hende. Men kort efter får Hans Christian et nyt brev om, at søsteren nu var rejst til København mod moderens vilje.
Da var H.C. Andersen flyttet til Slagelse, og han ønskede bestemt ingen forbindelse med søsteren, som han aldrig havde omtalt for sine bekendte i København. Da han i 1825 hørte, at Simon Meisling, i hvis hus han boede, afventede en ny tjenestepige, Marie, fra København, ængstedes han for, at det var søsteren. Til sin lettelse konstaterede han efter en nat i fortvivelse og angst, at det var en helt anden.
Moderen opretholdt forbindelse med Karen Marie næsten til sin død. Men i sit sidste leveår skrev hun sommeren 1833 til sønnen, at Karens omstændigheder i København nu var hende ubekendt. Da H.C. Andersen senere på året i Rom modtog brev om moderens død, skrev han til veninden Henriette Wulff: "... nu er jeg da virkelig ganske ene – intet Væsen af Naturen bundet til at elske mig." Og han skrev til Signe Læssøe,"at jeg nu var ganske ene, at slet ingen ved Blodets Bånd måtte elske mig".
Brevemodtagerne har ikke kunnet vide, at digteren her havde gjort op med sig selv, at tilbage var der en søster, der ikke havde grunde til at nære de venligste følelser for ham.
Karen Marie klarede sig igennem med forefaldende arbejde. Hun havde overtaget moderens hårdførhed og realistiske holdning til de udfordringer, tilværelsen bød på. Stolthed har måske afholdt hende fra gennem 20 år at opsøge sin berømte bror, men svigtende helbred og dermed formindskede arbejdsmuligheder har måske drevet hende til at kontakte ham.
Den 8. januar 1842 spadserede H.C. Andersen i en lidt melankolsk stemning hjem fra teatret. I sin private kalender noterer han: "... da? kom hjem, fandt jeg et Brev fra min Moders Datter."
Efter en fortvivlet nat henvendte digteren sig dagen efter til sin velgører, Jonas Collin, der hurtigt gennem sine forbindelser kunne berolige ham med, at politiet intet "havde på hende", og at hun boede i en fattig lejlighed sammen med en vis Peter Kaufmann.
Nogle få gange fik H.C. Andersen nu besøg af Kaufmann og en enkelt gang af søsteren, som han gav stadig mindre beløb til deres husholdning. Om Karen noterer han, at hun så ret ung og velklædt ud. De trak sig hurtigt tilbage fra ham.
I 1846 blev hun fundet død i et fattigt kvistværelse i Borgergade. Hun blev begravet på Assistens Kirkegård, men stedet kendes ikke.
I historien færdes Karen Marie som en skygge, der enkelte gange svævede omkring sin berømte lillebror for straks efter igen at forsvinde ud i dunkheden.
(Beretningen om Karen Marie og hendes forfædre kan læses i en afhandling af Kenneth V. Jørgensen og undertegnede, publiceret i årsskriftet Anderseniana 2010. Det kan købes ved henvendelse til H.C. Andersens Hus, Bangs Boder 29, 5000 Odense C).
Bent Østergaard er forfatter