Min mors liv var et mirakel

Sidste weekend var jeg på tur med min mor til Møn for at se på kalkmalerier, dagen efter blev hun ramt af en hjerneblødning. I dag svævede min mor videre til de fjerneste enge. Jeg kan stadig mærke hendes hånd. Strømmen af varme og godhed, skriver Bjørn Thomassen

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

JEG SIDDER HER på Rigshospitalet og kigger ud ad vinduet. Fælledparken, parkeringspladsen, Øresund. Himlen hænger deroppe i kølig afstand. Molekylerne farer forvildet rundt i et meningsløst rum. Jeg kan se kanten på bordet, men der er ikke noget mønster, der kan indramme enkeltdelene. Hvor absurd, at de tømmer skraldespanden, når min mor ligger i respirator. Verden er jo gået i stå.

RIGSHOSPITALET ER verden i miniature. Kvinder befrugtes, børn ser dagens lys, mennesker ånder ud, kroppe brændes til aske. Fra støv til støv. Liv og død trækker igennem lungerne. Den tavse alvor fra den yderste dag omkranser normaliteten af træskotrin på gangene og de hvide sygeplejerskers forsigtige smil.

Man kan få vådt og tørt i ”Café Arcade – quick café bake”, som de elegant har døbt kaffestuen. Det smager ikke af fransk café. Det smager af stueetagen på et dansk hospital. Folk læser aviser. De syge børn går i skole. Nede i kirken kommer der ikke nogen, så der kan man sidde i fred. Ved indgang nummer 4 står der en madonnafigur i fuld figur, et mirakel i bronze. Der er hul i hendes bryst. ”Under reparation”, står der på en seddel. Bebudelsen er på værksted. Alt er under reparation.

Det er dystre skæbner, man møder her i venteværelset på intensivafdelingen. Jeg har haft min mor hele livet. Andre skal sige farvel til deres barn. Dødens mørke sænker sig. Man sidder magtesløs. Lægerne forklarer omstændighederne med tal og diagnoser. Men uvisheden har intet nummer. Og ingen kan forklare døden.

NU SKAL JEG IKKE skrive for meget om min mor. Opmærksomhed har aldrig været hendes kop te. Men jeg kan ikke skrive om andet. Jeg har taget fri fra arbejde. Jeg ville også aflyse min klumme. Men så fandt jeg ud af, at det hjælper at sidde her og skrive. Jeg kan lide at drømme tilbage. Mor blev født i 1941, på Frederiksberggade i Silkeborg. Bedst som familien fejrede juleaften, gik fødslen pludselig i gang to måneder før tiden. Storebror Erik blev i nattens mulm og mørke – det var under mørklægningen – fragtet til bedsteforældrene i nærheden. Mor blev født klokken 1 om morgenen den 25. december. Præsten kom ilende på cykel. Han brugte sovseskålen fra julebordet til dåben. Lægen beskrev hendes overlevelse som et mirakel.

Jeg har aldrig betragtet omstændighederne som en tilfældighed. I min familie gik vi stort set kun i kirke juleaften. Men når mor sad ved klaveret den 24. om aftenen, og vi sang med på julesalmerne, var jeg aldrig i tvivl om, at mirakelfødslen også handlede om hende. Det var også hende, der var den høje gæst, tænkte jeg, mens vi sang med på ”Det kimer nu til julefest”. Melodien er skrevet af C.C. Nikolaj Balle, endnu en præst i Balle-slægten. Han blev også født den 25. december, engang i 1806.

Sidste weekend var jeg på tur med min mor til Møn for at se på kalkmalerier. Mor rettede lidt på guiden i Fanefjord Kirke, da hun fortalte om de maleteknikker, man brugte i middelalderen. Mor ved besked om den slags. Jeg spjættede med benene, da guiden fortalte, at man prædikede på latin før Reformationen, men min storebror signalerede, at jeg skulle holde mig i ro. Højdepunktet var Keldby Kirke.

Mor kom på præstegården som barn, fordi hendes farbror Nikolaj Balle var præst ved kirken fra 1938 indtil sin død i 1964. Vores guide var blevet konfirmeret af pastor Balle og kunne krydre rundvisningen med personlige anekdoter fra sognet. Kalkmalerierne var flotte, men den helt store åbenbaring var den katolske fløjaltertavle fra 1480, viet til disciplen Andreas. Sjældent har jeg set så fine træudskæringer. Efter Reformationen havde man tømret altertavlen sammen med store søm, men heldigvis overlevede den. Året efter pastor Balle var kommet til Keldby, i 1939, fandt man endelig ud af, at der gemte sig en kunstskat i tavlens indersider, som smukt folder sig ud i dag. Et lille mirakel.

DAGEN EFTER BLEV MOR ramt af en hjerneblødning, bedst som vi gik og snakkede om vores næste tur til Italien. Siden har hun svævet mellem liv og død, skrøbelig og forsvarsløs som julenat i 1941. Jeg trøster mig med, at hele livet er en svævetur hen over en afgrund af lys og mørke. En dag bliver vi hentet, vi gæster på Jorden. Men der findes et liv, der er større end vores. Det er summen af det hele plus lidt til.

I dag svævede min mor videre til de fjerneste enge. Jeg kan stadig mærke hendes hånd. Strømmen af varme og godhed. Min mor har øset så meget kærlighed til verden, at himmelhvælvingernes buer står de næste trillioner år. Hvor hun kommer frem, blomstrer haverne. Religiøsiteten åbner sig, når vi begynder at se miraklerne omkring os, når vi åbner sanserne for det guddommelige i alt, der omgiver os. Det er hende, der har lært mig det. Hun viste mig, at der findes en vej ind i verden. Min mor.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.