Min søster blev ramt af den forkerte sygdom, for psykiatrien er så udsultet, at den ikke kan fungere

Jeg forstår ikke, hvorfor vi som samfund synes, det er o.k. at dø af psykisk sygdom. Og det synes vi, det er, når vi ikke gør nok for at styrke psykiatrien

Marie Hansen mærkede forskellen på at blive ramt af kræft og psykisk sygdom.
Marie Hansen mærkede forskellen på at blive ramt af kræft og psykisk sygdom. Foto: Torben Klint/Ritzau Scanpix.

Grunden til, at vi ikke snakker om min søster, er, at hun tog sit eget liv. Hun var psykisk syg, og psykisk syge gider vi ikke snakke om – slet ikke når de ender med at blive så syge, at de dør af det. 

Som Louise Høst, der har en søn, der behandles i psykiatrien, i denne uge sagde i tv-programmet "Deadline":

“Det er åbenlyst, at der er et hierarki i, hvad man må dø af.”

Man må for eksempel ikke dø af kræft, fordi vores indsats mod kræft heldigvis er kæmpestor. Det betyder, at hvis man bliver syg af kræft, så er man garanteret behandling. 

Min mor var syg med kræft i et år, inden hun døde af det i 2020, det samme år hvor ingen måtte dø af corona. Det var det allermest forfærdelige, jeg havde oplevet, da jeg stod i situationen, og jeg troede aldrig, jeg skulle opleve noget værre.

Nu savner jeg den tid. Selvom det var forfærdeligt at vide, at min mor skulle dø, så var der så meget tid og ro hele det år, fordi det system, som skulle behandle min mor, var så kompetent, at vi som familie kun skulle bruge vores ressourcer på hinanden.

Et år efter min mors død tog min søster sit eget liv. I det år skulle jeg se, og min søster skulle opleve, hvordan det er at være ramt af den forkerte sygdom. Hele det år har været kaotisk og ødelæggende. Det har været et års kamp om at overbevise psykiatrien, kommunen og lægerne om, at min søster var syg og havde brug for behandling. 

Det fik hun aldrig. Selvom jeg ringede til vagtlægen, hver gang jeg havde besøgt hende, fik jeg at vide, at de ikke kunne gøre noget. Hun passede åbenbart ikke ind i nogen af de behandlingstilbud, der var. Hun var altså for syg til behandling – et ubegribeligt paradoks.

Jeg fik til sidst at vide af en vagtlæge, at jeg skulle stoppe med at ringe på vegne af min søster. Han synes, jeg var hysterisk. For hvis jeg virkelig var så bekymret for min søster, så kunne jeg jo bare tage mig af hende. Det må man gerne kræve, når det er psykisk sygdom.

Jeg tror godt, vi kan blive enige om, at det aldrig nogensinde kunne kræves af mig at helbrede min mor for kræft – men hvorfor var det så mit ansvar at helbrede min søster? Fordi psykiatrien er så inkompetent, at den ikke kan løfte opgaven. Fordi psykiatrien er så udsultet, at den ikke kan fungere.

I et helt år har jeg levet med frygten for, at næste gang, jeg bankede på min søsters dør, og hun ikke åbnede, så ville det være, fordi hun lå død på den anden side. Samtidig med at jeg skulle leve med bevidstheden om, hvor syg min søster var i sit sind, og at ingen gjorde noget for at lindre hendes smerter.

Frygten blev til virkelighed i maj, hvor jeg bankede på hendes dør på hendes 27-årsfødselsdag. I stedet for at åbne døren for mig lå hun død inde på den anden side.

På sidelinjen til min mors og min søsters sygdomsforløb har jeg kunnet se, hvor stor en forskel der er, hvis man bliver ramt af den forkerte sygdom. I et helt år fik min søster aldrig fred fra sin sygdom, fordi ingen ville give hende den hjælp, hun så desperat havde brug for. Jeg forstår godt, at hun ikke kunne leve med det til sidst.

Men jeg forstår ikke, hvorfor vi som samfund synes, det er o.k. at dø af psykisk sygdom. Og det synes vi, det er, når vi ikke gør nok for at styrke psykiatrien.

Jeg synes I skal se "Deadline: Psykiatriplan og Louises datter" – fordi det er noget af det eneste mediedækning, I finder om den uambitiøse psykiatriplan for tiden.

Marie Hansen, Odense.