Det er i dag 7 måneder og 19 dage siden, min mor døde af kræft. Hun havde været syg i 13 måneder.
Forleden tikkede der en mail ind fra Børn, Unge og Sorg. Jeg havde ventet på den mail. Mailen viste sig dog bare at være en opfølgning på en opfølgning. En bekræftelse på, at jeg var blevet skrevet på venteliste til en sorggruppe. Dette var udfaldet af min første henvendelse i december.
Første skridt i processen var en telefonsamtale, hvor jeg fik klar besked om, at det ikke var muligt for min søster og mig at komme i samme sorggruppe.
Tre måneder senere blev jeg indkaldt til en afklarende samtale. Efter samtalen ventede jeg forgæves på den mail, der skulle fortælle mig, at jeg var kommet på venteliste, selvom jeg var allermest klar til at tage del i terapien lige nu.
Så jeg satte mig til tasterne og skrev en mail, da jeg havde en fornemmelse af, at jeg var blevet tabt i systemet.
Det viste sig, at jeg var glemt.
Jeg husker at sidde grådkvalt på et kontor i Aarhus med min søster, da min mor stadig var i live. Sygeplejersken fra det palliative team forklarede, at der var gode muligheder for sorggruppeterapi, når vi kom ud på den anden side. Den anden side føltes meget langt væk på daværende tidspunkt, men den skulle vise sig at være meget tættere på, end nogen kunne forudse.
I situationen følte jeg mig en smule tryggere ved tanken om, at der var hjælp at finde. At min søster og jeg i fællesskab kunne møde andre unge, der også havde mistet. Nogen, der kendte til den følelse, man får, når man sidder på en hospitalsgang midt om natten med en vished om, at ens liv for evigt er forandret. At professionelle sørger for at facilitere det vigtige møde med ligesindede.
Men problemet er, at det møde ikke bliver faciliteret i tide. I den akutte sorgtilstand. I den periode, hvor man føler, at man lever i en parallelverden.
Jeg får at vide, at man ikke kan blive oplyst om, hvilken plads man har på ventelisten. At den sorggruppe, som jeg er erklæret egnet til, starter et hold op i slutningen af august, men at de i mellemtiden holder sommerferie.
Sommerferie.
Ordene virker provokerende på mig. Jeg ville ønske, at min sorg holdte ferie.
I det seneste halve år har jeg lært af sorgen, at den altid er tilstedeværende i højere eller lavere grad. Den lister sig ind på livet af en og får en til at bryde sammen de mest umulige steder – over køledisken i Netto, til jobsamtalen, og når husnøglerne til mors hus overdrages til de nye ejere.
Livet skal pludselig leves uden den sikkerhedsline, som hed mor eller far. Livet er som et parallelt univers for en tid. Sorgen passer ikke ind til Distortion eller på Roskilde Festival. Den er for stor at pakke med i teltet.
Sorgen er den elefant, som ingen tør tale om, fordi de er bange for at gøre en mere ked af det med deres ord. Men det, folk måske ikke indser, er, at det værste er sket, de kan ikke gøre det værre.
Isak siger i ”Skam”-serien til Sana, at det er vigtigt, at der er nogen, der stiller de dumme spørgsmål til de tabubelagte emner. Det er ” dritt ” – vigtigt. Ellers ender det med, at alle tier, fordi de er bange. Og så står man der med en kæmpestor elefant.
Hvis jeg havde fået lov at tale med bare én af de cirka 6000 børn og unge, som mister en forælder hvert år, unge, som måske havde lært at tæmme elefanten, kunne jeg måske også lære at gå hånd i snabel med min elefant.
Kritikken sætter ikke spot på de medarbejdere i sundhedsvæsenet, som jeg har mødt i kølvandet på min mors dødsfald, men på et system, som er så besværligt og langtrukkent, at det føles, som om det vil få en til at give op, før man er begyndt.
Hvis min situation var anderledes, hvis jeg ikke var en ung voksen på 22, men en 16-årig, lammet af sorg uden et stærkt bagland og uden det overskud, som optagelsesprocessen i sorggruppen kræver, så ville jeg have givet op for længe siden.
Systemet griber ikke unge voksne, som har brug for det. Unge voksne og børn, som skal tage afgørende skridt mod deres fremtid. Ud af sorgen er der to muligheder, at sumpe i sin smerte eller at kæmpe. Men det kræver mod at bede om hjælp til at kæmpe. Og at kæmpe er lettere i fællesskab.
Kan det virkelig passe, at vi i en velfærdsstat som Danmark, i en velfærdsstat, som vi betaler til hver dag, skal kæmpe alene, at vi skal kæmpe så ensomt, når nu muligheden for at være fælles om det svære og forhåbentligt heles i fællesskab ligger lige for
Cècile Bjørnkjær Desaint er aspirerende manusforfatter og filminstruktør.