Min spiseforstyrrelse var som at blive invaderet af en djævel

Jeg kan takke mine forældre, psykiatrien og ikke mindst mig selv for, at jeg nu står på den anden side af spiseforstyrrelsen og har haft fire raske år, skriver universitetsstuderende Luna Worm

Voksne mennesker ved godt, at man ikke skal tro på alt, hvad der står i medierne. Vi har lært at stille os kritiske over for, hvad medierne byder os. Jeg tror, det er vigtigt, at forældre i dag lærer deres børn det, vi selv ved om medier. Jeg ville gerne have været fortalt som 15-årig, at modellerne i magasinerne ikke ser ud som den gennemsnitlige pige, skriver Luna Worm.
Voksne mennesker ved godt, at man ikke skal tro på alt, hvad der står i medierne. Vi har lært at stille os kritiske over for, hvad medierne byder os. Jeg tror, det er vigtigt, at forældre i dag lærer deres børn det, vi selv ved om medier. Jeg ville gerne have været fortalt som 15-årig, at modellerne i magasinerne ikke ser ud som den gennemsnitlige pige, skriver Luna Worm. Foto: Privatfoto.

Kristeligt Dagblad har bragt to debatindlæg om spiseforstyrrelser. Et af Line Grønning den 9. februar om, at medierne har det store ansvar i dette spørgsmål, og et af Amalie Møberg den 27. februar om, at spiseforstyrrelser blandt andet kan bunde i usikkerhed og stress – altså kriser – men også i slankekure, der går for vidt.

Efter at have lidt under sygdommen i årevis føler jeg mig forpligtet til at kommentere på sådanne sager, fordi jeg håber, at jeg kan gøre en forskel.

Kort fortalt har jeg været syg af anoreksi, siden jeg var 13 år. Da jeg var 13 år, fandtes der ikke Instagram, og jeg var endnu ikke bruger af Facebook. Mine forældre var heller ikke gjort af noget ondt stof, og jeg kan på ingen måde ubetinget give dem skylden for min sygdom. Faktisk var det dem, der tog et aktivt valg om at få mig i behandling.

Spiseforstyrrelser kommer af mange forskellige årsager. Jeg er slet ikke i tvivl om, at medier kan have medindflydelse på, hvad unge piger i teenagealderen tænker om sig selv. Det har de, fordi det er piger, der endnu ikke har rodfæstet sig og skabt deres egne identiteter, og dermed er de letpåvirkelige.

Voksne mennesker ved godt, at man ikke skal tro på alt, hvad der står i medierne. Vi har lært at stille os kritiske over for, hvad medierne byder os. Jeg tror, det er vigtigt, at forældre i dag lærer deres børn det, vi selv ved om medier. Jeg ville gerne have været fortalt som 15-årig, at modellerne i magasinerne ikke ser ud som den gennemsnitlige pige. Tværtimod, så skiller de sig i høj grad ud fra normen, fordi de lever af deres krop.

Anoreksi og spiseforstyrrelser giver i høj grad kontrol i en ukontrollerbar verden og identitetsdannelsesproces. En proces, der er rigtig ubehagelig at gå igennem for mange unge mennesker, inklusive mig selv. Man møder krav fra nær og fjern, som man gerne vil leve op til. Man kan være stresset, man kan føle sig overset, og man kan blive pålagt sig voksne opgaver, som man ikke burde have haft.

Den manglende kontrol over vægt og dårlig selvtillid førte mig ud i sygdom, hvor en djævel hjalp mig til kontrol. Og jeg kan love jer for, at jeg var en hårdnakket controller i de år, hvor jeg led under sygdommen. Hvis jeg dog bare i dag var lige så struktureret omkring mit liv.

Mit liv gik støt ned ad bakke under denne sygdom – indtil mine megaseje forældre tog handling. De ”stemplede” mig som syg, og jeg kom i behandling, hvor vi fik at vide, at sygdommen var ved at tage livet af mig. Derfra gik det kun en vej, og det var fremad.

Det gik kun fremad, fordi systemet, nærmere bestemt børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Glostrup, tog sig af mig og min familie. De fortalte os, at den eneste måde, jeg kunne blive rask på, var ved at tage på.

Et stort fokus ligger på patientens fysiske tilstand ved behandling, fordi patienten simpelthen ikke er i stand til at modtage behandling, før fysikken fungerer tilstrækkeligt. Min hjerne ville ikke tage imod terapi til at starte med, fordi den var invaderet af en djævel.

Så snart jeg tog på, fik denne djævel mindre og mindre plads, fordi min krop begyndte at fungere. Og netop derfor står jeg her på den anden side efter fire raske år og kan fortælle denne historie – og det kan jeg til dels takke mine forældre, psykiatrien og ikke mindst mig selv for.

Luna Worm er film- og medievidenskabsstuderende på Københavns Universitet.