Mindfulness-bølgen er én stor joke. Vi bør i stedet kigge mere udad for at komme stress til livs

Umiddelbart lyder det jo som en god idé, at denne bølge af meditation, selvhjælpsterapi med mere forsøger at løse vores stressproblem, skriver Laura Lohmann Panton

Meditation og selvhjælpsterapi har taget overhånd, mener den 19-årige højskoleelev Laura Lohmann Panton: Det er ”naivt at tro, at det kun hjælper at kigge indad”. –
Meditation og selvhjælpsterapi har taget overhånd, mener den 19-årige højskoleelev Laura Lohmann Panton: Det er ”naivt at tro, at det kun hjælper at kigge indad”. – . Foto: Luna Vandoorne/Iris/Ritzau Scanpix.

Okay, jeg kan lige så godt sige det med det samme: Jeg synes, at denne mindfulness-bølge her i Vesten er én stor joke.

Jeg er 19 år gammel, og jeg er i gang med mit første sabbatår, hvor jeg har valgt at tage på højskole. På min højskole har vi noget, der hedder ”Temaweekender”. Én af weekenderne bød blandt andet på meditation. Først vil jeg kort beskrive, hvad denne meditation gik ud på: Vi kom ind i et stort rum og satte os på gulvet. Herefter fik vi en kort introduktion til det, som vi skulle kastes ud i. Lyset blev slukket, vi lagde os ned på vores måtte, og cd’en blev startet. Stemmen tilhørte en mand med en lys, monoton røst. Først bad han os om at ligge helt stille, hvorefter han løbende bad os om at ”mærke” alle tænkelige dele af vores krop. Blandt andet sagde han på et tidspunkt: ”Mærk din storetå... Mærk din anden tå... Mærk din tredje tå... Mærk din fjerde tå... Mærk din femte tå.”

Denne meditationsøvelse stod på i tre kvarter.

Stress er blevet et stort problem for os i dag her i Vesten. Måske har vi ikke selv oplevet det, men der er højst sandsynligt nogle tæt på os, som har oplevet det eller oplever det lige nu. Personligt har jeg ikke selv oplevet stress, men i min gymnasietid oplevede jeg et stort pres. Til gengæld har min mor måttet sygemelde sig med stress fra sin arbejdsplads. Det er et alvorligt problem, som jeg ikke føler bliver taget seriøst. Det virker, som om denne mindfulness-bølge eller jeg-gymnastik er kommet som en form for løsning på dette store problem.

Umiddelbart lyder det jo som en god idé, at denne bølge af meditation, selvhjælpsterapi med mere forsøger at løse vores stressproblem.

Personligt ser jeg bare nogle ret store problemer med tendensen. Blandt andet synes jeg, at den er med til at sætte et rigtig stort fokus på individet, mens vigtigheden af fællesskabet og interaktioner mellem os mennesker bliver undermineret.

Det bliver noget værre navleroderi, hvor vi kun ”mærker” os selv, og hvor vi kun befinder os i vores egen lille verden. Det synes jeg er et stort problem.

Jeg synes, at det overordnet er naivt at tro, at det kun hjælper at kigge indad, når der er så mange andre faktorer end kun en selv, der spiller ind i forhold til for eksempel stress. Man bør derfor også kigge udad og se på de rammer, der omgiver os alle.

Hvis vi mediterer for enten at forebygge eller behandle stress, fremstår det som en øjeblikkelig løsning frem for en langtidssigtet løsning. Jeg mener, at vi i stedet burde kigge udad, måske endda bagud, og se på, hvad stress skyldes, og forsøge at løse det ad den vej.

Med blandt andet meditation føler jeg, at ansvaret for stress til dels bliver lagt over på individet. Vi glemmer at se på vores samfund og den måde, det er bygget op på – hvilke normer og regler der måske i grunden er skyld i stress.

Det skal selvfølgelig understreges, at dele af mindfulness-bølgen og selvhjælpsterapien selvfølgelig hjælper nogle mennesker med at hæve deres livskvalitet. Sandheden kan jo selvfølgelig også være, at mit abstraktionsniveau simpelt hen ikke er højt nok til, at jeg kan forstå det essentielle ved denne tendens. Måske er jeg bare ikke god nok til at mærke min egen storetå.

Laura Lohmann Panton er højskoleelev på Grundtvigs Højskole i Hillerød.