Psykolog: Nej tak til mindfulness for børn

Hvis mindfulness anvendes isoleret uden at adressere årsager i konteksten til den stigende stress, så bliver der blot tale om en overfladisk symptombehandling, skriver psykolog

”Hvis mindfulness anvendes isoleret uden at adressere årsager i konteksten til den stigende stress, så bliver der blot tale om en overfladisk symptombehandling,” skriver psykolog Anne Halkjær.
”Hvis mindfulness anvendes isoleret uden at adressere årsager i konteksten til den stigende stress, så bliver der blot tale om en overfladisk symptombehandling,” skriver psykolog Anne Halkjær. . Foto: Thomas Borberg/ritzau.

Mindfulnessvinder mere og mere frem alle steder – på arbejdspladser og også i dagtilbud og på skoler, selv i familiens dagligdag. Senest er der fra Radikales Venstres side fremsat forslag om mindfulness på recept til stressede børn. Det fremstilles nærmest som en mirakelkur imod både stress, angst, depression og andet, der måtte volde besvær i livet.

Mindfulness kan give en øget indre ro og en bevidsthed om, hvad der rører sig i dit indre. Ingen tvivl om det, og jeg er som sådan heller ikke kritisk over for mindfulness i sig selv. Det kan være ganske fint at søge stilheden og roen for bedre at kunne mærke, hvad der rører sig.

Der, hvor jeg bliver tvivlende på effekten og berettigelsen af mindfulness, er i de situationer, hvor konteksten omkring de enkelte menneske, barn såvel som voksen, skriger til himlen og i den grad producerer en alt for presset hverdag.

Det er, når individets velbefindende alene placeres på individuelle skuldre, at mine professionelle alarmklokker begynder at ringe.

Når for eksempel den gode trygge putterutine med en nærværende voksen, der hjælper barnet til at slippe dagen og falde til ro, erstattes af en lydfil med en drømmerejse i ørerne. Risikoen er her, at den voksne simpelthen ikke opdager, hvorfor barnet har svært ved at falde i søvn.

Hvis mindfulness anvendes isoleret uden at adressere årsager i konteksten til den stigende stress, så bliver der blot tale om en overfladisk symptombehandling.

I en nylig undersøgelse viser det sig, at hver femte elev i folkeskolen mistrives og er i faglige og sociale udfordringer. Så det umiddelbare behov for at gøre noget er til at få øje på!

Derfor er det ikke den enkelte lærer eller pædagogs forsøg på at anvende mindfulness til at skabe en positiv forandring, som jeg adresserer her.

Når mindfulnessintroduceres i skolerne, er det i min optik en disciplinering af det enkelte barn forstået på den måde, at barnet skal blive bedre til at finde roen inden i sig selv ved hjælp af meditation og visualisering uden skelen til den kontekst, hvori en given adfærd optræder.

Risikoen opstår i det tilfælde, at barnet ikke lykkes med at være i mere ro, men fortsat trods træning har en uroskabende adfærd. Her kan barnet være i øget risiko for at opfatte sig som værende forkert, fordi barnet (med rette) ikke magter at overføre roen fra en struktureret og iscenesat kontekst med formålet at finde ro til en klasse med mange input og til tider stor uro.

Er det egentlig rimeligt, at vi pålægger barnet det ansvar?

For nogen tid tilbage var en børnelæge ude at fortælle, hvordan hun i sin praksis ser en stigning i børn, der kommer med kropslige symptomer, uden at hun kan finde en fysiologisk årsag. Hun betegnede disse børns tilstand som kropsstress, altså en stress, hvis udtryk viser sig somatisk.

Forestil dig, at disse børn i 20 minutter hver dag skal sidde og lave mindfulnessøvelser for derefter at fortsætte et hektisk liv med en stram dagsorden – et liv med massive krav om præstation, udvikling, fremdrift – om et aktivt fritidsliv med mindst to-tre aktiviteter om ugen. Et liv, hvor voksentid skal deles mellem så mange, at den enkeltes andel bliver forsvindende lille. At restitution og hvile bliver et nødvendigt middel til et større mål om præstation og ikke har en værdi i sig selv.

Mindfulness bliver i den sammenhæng et lille ubetydeligt plaster på en styrtblødende halspulsåre – det rækker simpelthen ikke!

Børn, der udviser symptomer på stress, giver os som voksne et væsentligt vink med en vognstang, hvis vi tør lytte og se det, der er. Og her er det vigtigt, at vi ikke er så ”mindfulde”, at vi undlader at bedømme tingenes tilstand (jævnfør definitionen af mindfulness).

Nej, det, som barnet har brug for, er jo netop, at der er voksne, der tager affære og skaber de nødvendige forandringer i den kontekst, der som oftest bærer ansvaret for barnets lidelse. Med kontekst mener jeg de rammer og den struktur, som barnet skal tilpasse sig og udfolde sig i, de personlige og faglige krav, der stilles, og kvaliteten af de relationer, barnet indgår i.

Derfor skal vi voksne taget det ansvar, der er vores, og begynde at gøre den indflydelse, vi har, gældende, nemlig i, at vi begynder at kigge på og foretage nødvendige ændringer i og omkring den enkeltes hverdag. Dette gælder både os som forældre og os som professionelle.

Hvor kan vi starte?

Det første sted vi kan starte er at være som drengen i ”Kejserens nye klæder”, nemlig, at vi begynder at sige det, vi ser, højt!

Vi som forældre har ikke direkte indflydelse på det, der foregår i skolen, hverken i den overordnede rammer eller i dagligdagen, men vi har direkte indflydelse på, hvor mange fritidsaktiviteter vores børn skal gå til, hvor sent de kommer i seng, hvor meget vi selv arbejder, om vi går en tur i skoven i weekenden eller bruger al tiden på rengøring.

Som professionelle voksneomkring børn har vi direkte indflydelse på, hvordan vi ser på børns og deres adfærd. Vi kan med vores tilgang til det enkelte barn sandsynliggøre, at barnet inkluderes eller ekskluderes. Det koster ikke noget at ændre sit syn på et givent barns adfærd fra ”vil ikke” til ”kan ikke lige nu”, men det kan gøre en verden til forskel i egen motivation i handleberedskab og lyst til problemløsning.

Derfor må vi som professionelle voksne altid starte med at spørge os selv om, hvad det er, et barn med problemskabende adfærd endnu ikke kan. Først når vi tør kigge bag om en adfærd, kan vi opdage, at et barn er alt for stresset, og at det er derfor, barnet er ”på tværs” eller ”har krudt i rumpetten”!

Hvad har børn brug for?

Dan Siegel bruger en tallerkenmodel til at illustrere betingelser for optimal hjerneudvikling. På tallerkenen ligger syv områder, nemlig sengetid, fysisk udfoldelse, tid med fokus og fordybelse, tid med sammenhørighed og fællesskab, legetid, afslapningstid og ”time in”, som er tid til at kigge indad på vores tanker og følelser.

Mindfulness kan i min optik placeres på tallerkenen i det område, der hedder ” time in” og/eller afslapning, men kan aldrig ligge alene på tallerkenen. Forstået på den måde, at hvis de andre områder ikke også prioriteres, så mangler der simpelthen noget i fundamentet for en sund menneskeudvikling.

Så mit overordnede spørgsmål er, om vi tilbyder vores børn tilstrækkeligt gode og understøttende livsvilkår i alle områder på tallerkenen. Eller om vi blot forsøger at gøre den enkelte mere robust, så vi ikke behøver at kigge på og ændre de grundlæggende præmisser.

Hvis vi tilbyder børn de gode rammer i alle syv områder, er det min påstand, at behovet for mindfulness ikke vil eksistere, fordi vi så vil se børn, der trives og udvikler sig til at blive hele mennesker.

Hvis ingen børn skal være stressede, så må vi løfte i flok og alle bidrage med den indflydelse, vi har. Så hvilket område kan du forælder, professionel eller politiker tage fat i og begynde at ændre på allerede i dag

Anne Halkjær er autoriseret psykolog.