LÆRERE UNDERVISER SKOLEELEVER i mindfulness, og det er et problem, udtalte formanden for Religionslærerforeningen, John Rydahl, i Kristeligt Dagblad i sidste uge. Og det ér et problem, at eleverne undervises i mindfulness, mener cand.pæd. og filosof Brian Degn Mårtensson.
Men ikke bare fordi den buddhistiske meditationsform vinder indpas i en skole, hvor kristne praksisser har været ude siden 1970’erne. Men fordi man glemmer at se nærmere på, hvorfor eleverne har brug for mindfulness og ro, siger han.
Brian Degn Mårtensson, hvad er problemet med mindfulness i danske folkeskoler?
”For det første er det et problem, at man bruger en buddhistisk inspireret metode – ikke så meget fordi den er buddhistisk, men fordi man tager metoden fra én kontekst og bruger den til en helt anden. Den kontekst, de danske børn sidder i, er den, at man i konkurrencestaten skal presses mest muligt til at være en del af en omfattende vækststrategi.
Når man så ikke kan holde til det pres, får nogle børn noget Ritalin eller nogle lykkepiller, andre får mindfulness. Så knytter mindfulness sig ikke til den oprindelige, smukke livsfilosofi i buddhismen, som handler om harmoni og væren. Man piller metoden ud af kontekst og bruger den til en anden, og det er problematisk, hvis man ikke forholder sig til, hvordan tingene hænger sammen.”
Hvad er det for en anden kontekst, mindfulness bruges i?
”Man vil med mindfulness forsøge at løse nogle problemer med, at mange børn har det svært og mistrives, og mistrivslen går ud over produktiviteten, som man forsøger at lappe med mindfulness.
Men man ender med at forstærke problemerne på længere sigt, og metoden med mindfulness bliver en forkvaklet måde at misbruge et kulturelt udtryk på, som meditationstraditionen fra Østen er. Det oprindelige formål med mindfulness er at finde harmoni, men her søger man at kompensere for et menneskeligt pres. Og det er min etiske kritik af metoden.”
Du siger, at man ender med at forstærke problemerne på længere sigt, hvordan det?
”Det vil det gøre, når du presser mennesker og så i en eller anden form bedøver dem med en afleder for presset for at kunne fortsætte.
I konkurrencesituationen skal man hele tiden blive bedre og bedre, men på et tidspunkt vil bedøvelsen ikke længere holde, og så er det en klassisk, fysisk lov, at så bliver faldet dybere.
Du kan grundlæggende ikke opretholde en usund adfærd i al evighed, på et tidspunkt vil mennesket kollapse under presset, og så er mindfulness som at putte plaster på et benbrud.”
Hvad skal man så gøre?
”Man skal kigge på den grundlæggende måde, man tænker skole og uddannelse. I dag er livsformålet at øge vækst og produktivitet.
Det har bare aldrig været noget særligt bæredygtigt livsformål. Tidligere havde man vækst og produktivitet, fordi man gerne ville noget med sit liv, nu lever man kun for vækst. Det er svært at holde til som menneske. Så kommer problemet, at mange mistrives, og man forsøger at dæmme op for det med Ritalin og lykkepiller og mindfulness.
Et andet aspekt er, at man bør respektere kulturelle traditioner og ikke bare bruge dele af det i en helt anden kontekst.
Man har ikke engang tænkt sig at studere metoden i skolen, at lære om buddhismen og meditationstraditionen. Man vil bare bruge et lille udpluk af metoden for at øge et politisk defineret produktionsformål.”
Hvordan får man så vendt skuden?
”Ved for eksempel at lave en sund, gennemtænkt pædagogik. Det har man forsøgt tidligere i Danmark og lykkedes med på de fleste skoler. Men det handler ikke kun om skolerne, det handler om måden, man i samfundet taler om livet og opvæksten. I 20 år har man levet i angst: Først var man bange for kineserne, så østeuropæerne, og så finnerne, der læste hurtigere end os.
Derfor har man fortalt forældre og børn, at de skal løbe stærkere, for ellers kommer der nogle andre og tager deres jobs. Det bliver livets formål at flygte fra katastrofen og være de bedste. Men det er opskriften på angst, for der kommer ikke noget godt ud af at flygte fra noget og i en retning, andre har bestemt. Det er en syg måde at anskue tilværelsen på.
Man bør løse problemet ved roden i stedet for at lappe på det. Ikke ved at sende en hær af psykologer, sociologer, specialister og konsulenter ind, der skal forsøge at få børnene til at holde til det her setup. Løsningen er, at vi sætter os ned og tænker over, hvorfor vi lever, hvorfor og hvordan vi vælger at opdrage vores børn, hvad vi vil med hinanden. Det lyder måske langhåret, men man har generelt været gode i Danmark til at finde bæredygtige løsninger, inden man fik denne her angstdagsorden.”
Hvis man tidligere har været i stand til at diskutere disse emner fornuftigt, hvorfor er det så gået galt?
”Det skal lige siges, at man aldrig har fået den perfekte løsning og heller aldrig får den. Men vi har før været gode til at diskutere livets essens. Vi fik den første almene skolelov i 1814, året efter statsbankerotten i 1813, og så kom Grundtvig og Kierkegaard og bidrog til et intellektuelt klima, hvor man diskuterede, hvorfor vi lever sammen, og det endte med at handle om at blive til nogen, ikke blot til noget.
Vi fik et tillidsbåret samfund med højskoletraditioner og en pædagogisk filosofi, der fokuserede på at leve et godt liv og blive til et menneske sammen med andre. Det var også effektivt i den økonomiske sammenhæng og gjorde, at vi længe har ligget nummer et, når det kommer til lykke, lighed og antikorruption.
Men vi gik i panik, da man lavede de her læseundersøgelser i 2000’erne, som viste, at Danmark kun lå i midten. Man mente, at man i fremtiden ville konkurrere på hurtige læsefærdigheder. Man fandt senere ud af, at testen var fejlanalyseret, for vi var egentlig godt med. Men det havde så ført til, at vi panikreagerede og dermed gjorde os selv dårligere, mens man i eksempelvis Korea har forsøgt at importere den succes, vi i Danmark har haft med efterskoler.
I Kina og i USA er man meget interesserede i den grundtvigske tradition, fordi man gerne vil have det samme samfund som i Danmark. Så mens vi henter panikløsninger fra andre steder i verden, kigger verden til os for at finde de bedste løsninger.
Det er jo paradoksalt. Jeg mener, at vi i stedet for kun at kigge på løsninger for de næste fem år burde kigge på løsninger for de næste 25 eller 100 år. Vi skal søge nogle universelle forklaringer i stedet for kun at kigge på lappeløsninger.”