DEBATTERNE ER ORDRIGE denne senvinter. Der er masser af meget vrede mennesker, som skriver nedladende eller vrede indlæg. Spalter og sociale medier er fyldt af mennesker, der giver hinanden skriftlige tæv.
De hotte emner har været ytringsfrihed, og hvis ansvar det er, at en ung mand kan vokse op i Danmark og blive til terrorist. Er det islams skyld, samfundets skyld, varetægtsfængslets skyld, eller er der andre, man kan pege fingre ad?
Vreden i debatten er en indignation over, at verden ikke altid fungerer. Vrede har brug for fjendebilleder, og vrede mennesker har brug for at få afløb, så det er oplagt at skælde andre ud.
Men hvorfor pege fingre ad mennesker, som dybest set ligner en selv i stedet for at gøre noget? Nu kører hele debatten i ring. Ytringsfriheden lever, men det gør håneretten også, og ytringsfriheden bliver ikke styrket af den kombination.
Selv den mest hidsige debattør må give mig ret i, at vrede sjældent løser noget. Vrede genopretter ikke status quo. Derfor: Gør noget. Handling løser mere end debat.
Der er nogle debattører, som gør noget. De går for eksempel ind i politik. Og selvom man kan være uenig med deres politiske holdninger, så forsøger de at udrette noget. De fortjener respekt.
Men dem, der fortjener allermest respekt lige nu, mens borgerne i Danmark vænner sig til, at der bor voldelige ekstremister her i landet, er de mennesker, der forsøger at skabe forbedringer her og nu.
De giver frivillig lektiehjælp til indvandrerbørn, så børnene kan blive rustet til at tage del i samfundet. De arbejder som socialrådgivere, laver teater med udsatte grupper eller opretter skrivekurser for unge, der ikke har dansk som første sprog.
Nogle af dem arbejder som lærere eller medarbejdere i fritidsklubber og ungdomsklubber. De laver biblioteker til somaliske flygtninge eller bogindsamlinger til fordel for udsatte unge. De laver tryghedsvandringer i belastede kvarterer. De mennesker har min respekt.
Deres handlinger synes ikke af meget, når debattørerne slår hinanden oven i hovedet med fornærmelse. Det er trist, at en statusopdatering på Facebook om lektiehjælp til indvandrere får langt færre kommentarer og ”likes” end et hidsigt udfald mod en med-debattør. Men der er stadig folk ude i samfundet, der bliver ved.
Jeg aner ikke, om handlingerne løser nogen problemer. Men jeg ved, at 1) det er forsøget værd. Og 2) det løser mere end at håne andre debattører.
Jeg gør ikke nok selv. Men jeg håner heller ikke andre. Det er for let at sidde bag en computerskærm og latterliggøre andre. Det er fordummende, og det er 100 procent ukonstruktivt.
Så mindre snak og mere handling, tak.
Anna Bridgwater er forfatter, journalist og redaktør