Minister: Vi har skudt os selv i foden med et alt for snævert dannelsesideal

kronik | Folkeskolen er blevet alt for teoretisk og stillesiddende. Det har både skabt en generation af unge voksne i mistrivsel og et samfund i ubalance, skriver minister

Børn i dagens folkeskole sidder for stille og keder sig for meget. Det skaber manglende motivation til at vælge de praktiske leveveje, samfundet mangler arbejdskraft inden for i dag.
Børn i dagens folkeskole sidder for stille og keder sig for meget. Det skaber manglende motivation til at vælge de praktiske leveveje, samfundet mangler arbejdskraft inden for i dag. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

Vi har over årene fået skabt et dannelsesideal for vores børn og unge, som fokuserer alt for snævert på det boglige, skærmbårne og stillesiddende skolearbejde. Det meget snævre dannelsesideal skaber nogle åbenlyse udfordringer, både for det enkelte menneske og for vores samfund.

Folkeskolen er blevet mere og mere teoretisk over årtierne. Det praktiske, håndgribelige, fysiske og kreative er blevet trængt markant i baggrunden. Det skaber efter min mening mistrivsel – uanset om man er mest bogligt orienteret eller ej. Det får de unge til at føle sig utilstrækkelige. Det får de unge til at miste læringsmotivationen. Og det får de unge til i alt for høj grad at vælge uddannelser, som er blindgyder. 

Det snævre dannelsesideal skaber en række udfordringer.

Hvis ikke børnene og de unge lærer en bred vifte af kundskaber og færdigheder, så betyder det i sagens natur, at de får et ringere greb om verden. De kan simpelthen færre ting og ved i mindre grad, hvordan de skal tackle alle de mange ting, som tilværelsen består af.

Madlavning, regnskab, natur, musik, omsorg for andre og relationer, indretning, robotter og hverdagsteknologi. Uanset om man skal arbejde med de ting i sit arbejdsliv eller blot nørkler med det i tilværelsen i al almindelighed, så har vi brug for at kunne disse ting – og helst jo på et vist niveau. Færdigheder, så man måske tilmed kan lære at nyde at lave mad til sine børn og venner, i stedet for at det blot er noget, der skal overstås. Ikke bare føler man sig mere tilstrækkelig, man øger også livsglæden og livskvaliteten ved at klæde de unge på til alle facetter af tilværelsen.

Med andre ord: Hvis unge skal føle sig myndige, tilstrækkelige og stærke i deres liv, har vi brug for et bredt dannelsesfundament med mange kundskaber og færdigheder. Og netop det med at føle sig myndig og tilstrækkelig er jo noget af det, som ungdomsgenerationen bokser med.

Hertil kommer, at for mange børn og unge taber interessen og motivationen for at lære allerede i folkeskolen. Særligt mange blandt drengene. Skolen er simpelthen hverken sjov eller meningsfuld, fordi den er for stillesiddende og boglig i ordets egentlige forstand. Der bliver brugt for meget tid på fortolkning af digte og for lidt på praktisk og fysisk uddannelse og dannelse. 

Sidst, men ikke mindst, ansporer det meget snævre dannelsesideal også alt for mange til at vælge først det almene gymnasiums humanistiske studieretninger og senere hen teoretiske, humanistiske universitetsuddannelser. Der er så mange, der vælger den vej, men der er ikke tilstrækkeligt med jobs for enden af vejen.

Men det er ikke så underligt, at de unge vælger sådan. For det er jo den verden, de har stiftet bekendtskab med i folkeskolen. De har aldrig for alvor stiftet bekendtskab med de fag, som leder frem til at blive ingeniør, læge, elektriker, pædagog, industritekniker eller sygeplejerske. Fag, hvor den fysiske verden fylder en hel del mere end i folkeskolen.

Men det er ikke nødvendigvis lig med, hvad hverken de unge har lyst til, hvis de havde stiftet bekendtskab med en bredere palet af discipliner, og ej heller er det lig med det, vi som samfund har brug for. Resultatet er, at vi uddanner for få i fag, der involverer fysiske, praktiske, kreative eller relationelle elementer.

På socialområdet – som jeg nu er minister for – mangler der flere steder fagligt uddannet personale, ligesom der gør i håndværkervirksomheder, på skolerne, i industrien med videre. På de sociale tilbud er det kun cirka hver anden medarbejder, som er uddannet inden for social- og sundhedsområdet, som blandt andet omfatter socialpædagoger.

De sociale tilbud ansætter mange, der ikke er uddannet til at tage sig af udsatte børn på døgninstitutioner eller voksne med udviklingshandicap på bosteder. Uden relevant uddannelse kan de ikke give den målrettede og faglige støtte, de mennesker har brug for. Man kan godt være en ualmindelig dygtig medarbejder, selvom man ikke er uddannet til det, og medarbejderne gør det så godt, de overhovedet kan. Men det hæver i sagens natur kvaliteten af et tilbud, hvis medarbejderne har uddannelse i det, de beskæftiger sig med. 

Det er helt afgørende for kvaliteten af vores velfærdssamfund – og for både industri og byggeri – at flere unge går en anden uddannelses- og karrierevej end den, som folkeskolen lægger fundamentet til i dag.

Efter min mening vil det gøre en stor forskel i ungdomsgenerationens liv og trivsel, hvis vi havde et langt bredere dannelsesideal.

Når vi fra regeringens side lægger op til at ændre på både folkeskolen og i uddannelsessystemet mere generelt, handler det således både om dannelse og om uddannelse. Et bredere dannelsesideal vil gavne alle og vil skabe mindre skæve uddannelsesvalg.

Efter min mening er der brug for, at vi ændrer vores opfattelse af, hvad vores børn og unge skal dannes til, og dermed også skaber et andet fundament for, hvilken vej de går uddannelsesmæssigt. Til gavn for både de unge og for vores samfund.