For 10 år siden - i 1992 - var jeg med til at udgive en bog med titlen »Kirkens mund og mæle«, hvor udgangspunktet var, at folkekirken har et demokratisk underskud. Det fik vi dengang temmelig mange hug for at sige.
Med Tove Fergos energiske rumsteren rundt i de kirkelige spinatbede er det næsten, som om filmudgaven af bogen er kommet - med Tove i titelrollen - og sendes hver dag i primetime på de landsdækkende tv-kanaler. Gad vide, om hun har fået et kursus hos Jan Lindhardt i aktiv mediebrug.
Føljetonen illustrerer afsnit for afsnit alle de mest problematiske sider af den statslige forvaltning af folkekirken. For som det er blevet fremhævet, ikke mindst af hende selv, er hun juridisk i sin gode ret til at sætte magt og beslutninger bag hver eneste af de hovsa-udmeldinger, hun er kommet med. Hun er endog i de fleste af sagerne i sin helt egen ret. Hun behøver ikke om ad et folketingsflertal, fordi den folkekirkelige forvaltning stadig indeholder en stor og tung gråzone med ministeriel enekompetence.
Når det ikke siden Elsebeth Kock-Petersens dage er gået så hedt til, er det, fordi senere kirkeministre har udvist personlig skønsom-hed/politisk tæft ved at stikke fingeren i jorden og finde ud af, hvilke af magtcentrene i folkekirken de ikke skulle lægge sig ud med, hvis tingene skulle glide.
Johannes Lebech var på falderebet lige ved at brænde fingrene, fordi han vovede at være lidt visionær omkring den folkekirkelige struktur og foreslå antallet af sogne nedskåret betydeligt; men han var professionel nok til at gøre det i en så uforpligtende form, at han ikke kunne hænges op på det.
Denne balance- og konsensuspolitik har til gengæld betydet, at hverken mere visionære udspil eller bare helt nødvendige reformer, f.eks. af kirkestrukturen i København, har kunnet komme ud af stedet. Formålet med en konsensuspolitik er jo primært at bevare roen, balancen, institutionens gnidningsfrie funktion - formålet er ikke at få noget til at ske!
Seneste afsnit i føljetonen fik vi med forsoningsmødet mellem Tove Fergo og biskopperne. Efter mødet var alle glade. Ministeren lovede bod og bedring. Hun skal nok lytte til biskopperne i fremtiden. Og disse stod frem med en korpsånd som håndboldkvinder på vej til en VM-finale og talte med stor alvor om, at nu er »balancen« genoprettet.
Det er illustrativt: alternativerne i dag er enten ministerkirke eller bispekirke. Det er helt rimeligt, at biskopperne reagerer mod ministeriel selvrådighed. Men er det derfor indlysende, at tælling af kirkegængere er biskoppens eneafgørelse? Hvorfor skulle en biskop snarere end en minister kunne blokere en kirkegangstælling?
Det samme gælder en lang række andre spørgsmål vedrørende den folkekirkelige struktur og menighedernes konkrete arbejde. Det burde ikke være en ren biskoppelig afgørelse, om der skal ansættes en stiftskonsulent for gudstjenestearbejde. Det er der mange andre i stiftet, der kan og bør have indflydelse på.
Men hvis vi ikke ønsker en ministerkirke, så er der i dag kun bispemagt at sætte i stedet. Det er derfor, at en del af pointerne fra »Kirkens mund og mæle« er endnu mere relevante end for 10 år siden.
Midt under slagsmålet mellem biskopper og ministre dukkede VU´erne op som børnene i et ægteskabsdrama og sagde: »Så se da at blive skilt!« Også fra dele af det store regeringspartis presse agiteres nu i den retning. Den løsning er langt mere dramatisk, end det vi forestillede os i Kirkens Mund og Mæle. Men en nydefinering af forholdets karakter kunne der godt være brug for, med andre muligheder på bordet end bispekirken og ministerkirken - f.eks. en folkekirke med demokratisk medlemsindflydelse på alle niveauerne. Er det ikke ved at være tid til at få samlet et bredt, seriøst forum til en samtale om alle de muligheder, som ligger mellem Fergo og VU.
Kaj Bollmann er generalsekretær i Kirkefondet