Miraklets konflikt

21. søndag efter trinitatis

Johannesevangeliet 4, 46-53

Sig mig, har evangelisten Johannes ikke læst Luther? Eller Søren Kierkegaard, for den sags skyld? Man kan da ikke komme til tro, fordi man ser et mirakel, vel? Er det ikke lidt sværmerisk?

Det her er sådan en provokation. Og sikkert ikke bare for lutheranere og kierkegaardianere. Mange af os har jo netop haget os fast i, at ”troen kommer af det, der høres”, og ”salige er de, som ikke har set og dog tror” og så videre. Det har vi da lært. Og det har endda betydet meget for os, som måske ikke synes, vi har set så mange mirakler, at det gør noget: Man kan godt tro på Jesus alligevel.

Og så kommer her en tekst skurrende ind og fortæller om folk, der kommer til tro, fordi de har set en døende dreng blive rask! Er det her nu helt evangelisk? Hvad er der så nu pludselig galt med os andre? Eller hvad er der galt med vores menighed, som måske ikke ligefrem svømmer i helbredelser?

Vi er sikkert vant til at skulle forsvare Gud, når der er for længe mellem miraklerne: Undere er en god ting, og de sker skam også sommetider; men det er ikke undere, der får os til at komme til tro og så videre. Og så er sagen nok i virkeligheden den, at det mere er os selv, vi forsvarer. For sidder det alligevel ikke også i os som en mistanke, at havde det trods alt ikke været lettere at missionere og forkynde, hvis der også havde været lidt flere tegn og undere til at bakke forkyndelsen op?

Vi er nok bare nødt til at lade Gud være Gud. Og det betyder, at han suverænt møder os forskelligt. Sommetider vælger han at møde mennesker med tegn og undere. Det har han faktisk ret til. Andre møder han med gode argumenter eller med stærke oplevelser, med et rammende bibelord, gennem andre menneskers godhed, et digt osv. Det har han også ret til.

Og vi har ret til at være forskellige. Vi har også ret til at længes efter noget nyt. Længes efter at se og opleve. Og vi har ret til at foreslå Gud at møde os på en anden måde end den, han åbenbart har valgt indtil videre.

Der er da sikkert et svirp af bebrejdelse i Jesu ord: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Ikke mindst bebrejder han ganske ofte dem, der kræver tegn og undere. For der er en sårbarhed i en tro, der hviler på tegn og undere.

Men der er også sårbarheder i en tro, der hviler på noget andet. Hver finder sin vej. Og sin hvile.

Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emer. Lisbeth Smedegaard Andersen.