Den 27. januar bragte Kristeligt Dagblad et indlæg af Søren Harslund, der påstod, at darwinisterne er på vildspor. Jeg antager, at han med darwinister mener de forskere, der arbejder med evolutionsbiologi, men darwinist er ikke en term, vi bruger på universiteterne, ligesom vi heller ikke taler om einsteinister. Evolutionsteorien er holdbar på grund af beviserne ikke på grund af manden.
Harslund kommer med flere usandfærdige påstande i sit korte indlæg, som det jo beklageligvis er meget svært at rette op på i en kort replik som denne. Der er jo tale om til tider ret kompliceret videnskab, som bedst egner sig til at blive formidlet i lidt længere tekster. Men ikke desto mindre må jeg reagere på noget, der er så lodret forkert som Harslunds indlæg.
Det påstås, at darwinisterne undertrykker andre meninger om emnet, men det viser en fuldstændig fejlagtig opfattelse af den videnskabelige proces. Det var en lang proces at få accepteret evolutionsteorien, og der var masser af modstand også fra videnskabelige kredse. Med tiden er bunken af beviser dog vokset så meget, at ingen seriøs forsker er i tvivl om sandhedsværdien, selvom vi da stadig kan diskutere forskellige detaljer om, hvordan evolution fungerer.
Hvad Harslund ignorerer, er, at videnskab er evidensbaseret: Den bedst underbyggede teori vinder. Hvis man er uenig og mener at have en bedre teori end den gængse, så fremlæg beviserne for den. Den nye teori skal selvfølgelig være mindst lige så stærk en teori som den, den ønsker at erstatte. Det var sådan, evolutionsteorien vandt sin velfortjente plads i biologien.
Det er heller ikke korrekt, at flere og flere forskere vender sig væk fra evolutionsteorien. Tværtimod har teorien aldrig stået stærkere end nu. Forskning inden for alle de nye felter, der er opstået siden Darwins tid, er blot med til at lægge endnu flere fakta på den i forvejen store bunke af beviser for evolution.
Jeg ved ikke, hvor Harslund har fået sin mærkværdige opfattelse af tingenes tilstand fra, men det er i hvert fald ikke den virkelighed, vi rent faktisk forsker i.
Harslund kommer med flere andre forkerte påstande: Artsdannelse er ikke noget, man forventer vil ske hele tiden ikke desto mindre er der masser af eksempler, hvis man rent faktisk tager sig tid til at undersøge litteraturen om emnet.
Harslunds opfattelse af mutationer er forfejlet: Lidt forsimplet kan man sige, at størstedelen af de funktionelle mutationer ganske rigtigt er skadelige. Pointen er, at de ikke vil sprede sig i populationen, hvorfor de gavnlige vil dominere. Det er sådan, evolution fungerer.
At påstå, at der ikke findes overgangsformer mellem arterne, er at tale imod bedre vidende: Det kræver specielle forhold at fossilere, og det kræver, at vi leder det rigtige sted, før vi finder dem. Men vi har rigtig mange eksempler, og flere er endda fundet steder, som er forudsagt på baggrund af evolutionsteorien: Vi har et smukt billede af overgangsformerne mellem landdyr og hvaler, vi har fundet trin imellem fisk og landdyr, og man bliver ved med at finde nye dinosaurfossiler med fjer, der viser fuglenes ophav. At tale om nulevende overgangsformer, som Harslund gør, er lidt fjollet i princippet er vi alle overgangsformer, men det giver ingen mening at snakke om, da vi jo ikke ved, hvad vi er overgangen til.
Som sagt er videnskab evidensbaseret, og teorier skal kunne testes og give ophav til nye interessante forudsigelser. Det er derfor, kreationisme/intelligent design møder modstand, og ikke fordi forskerne føler evolutionsteorien truet. At komme med urørlige og derved tomme og ubrugelige hypoteser om en designer og i sidste ende falde tilbage på magisk tænkning fremmer ikke forskningen.
Det store billede står lysende klart for alle, der ikke vælger at lukke øjnene for den storslåede virkelighed, der omgiver os: Alt liv er forbundet, og evolution er et faktum.
Stinus Lindgreen,
cand.scient. og ph.d-studerende i bioinformatik
Lyngby Kirkestræde 6A,
Kongens Lyngby