ALLEREDE INDEN klimatopmødet i Paris blev der på Roskilde Stifts hjemmeside opfordret til at bede en bøn for klimaet, lave en klimaandagt, blive grøn kirke, få en grønnere jul eller finde mening i det julegrønne - vel at mærke ikke i evangeliet.
Gudfaderbevares, er det den gode juleøl eller selvgodheden og troen på mennesket, der stiger gejstligheden til hovedet ind under jul?
Trist er det i hvert fald, når kirkefolk med biskop Peter Fischer-Møller i spidsen opkaster sig til at repræsentere en særlig ansvarlighed: ”Bibelen kan minde os om vort særlige ansvar for at fremme retfærdighed,” udtaler biskoppen i forbindelse med klimatopmødet i Paris, hvor han ifølge Kristeligt Dagblad (den 13. december) ”fældede en tåre” over, at Danmark havde indgået klimaaftalen.
Ja, det er også lige til at græde over den kirkelige tilstand, der ikke adskiller sig fra Grundtvigs julesorg og mismod i 1824, hvor det rationalistiske præsteskab prædikede kølig moralisme og pænkultur i stedet for Ordet, der genopretter det faldne menneskeliv.
Kirken er ved at tale sig selv i ihjel, men hvis ikke kirken skal dø af det, skal præsterne (også biskoppen) læse julens evangelium. For kirken er ved at løbe fra opgaven, præstens og kirkens eneste opgave, der er sat os for julenat.
Vi har fået én bestemt opgave: at forkynde og ikke alt muligt andet - såsom grønne kirker og klimaretfærdighed (hvad det så end er), men ordet om, at Gud ser mere i sit menneske, end der er at se. Dét er syndernes forladelse, det er frelsen til os fattige syndere - det levende Guds Ord, der ”skal så foragtet være, på denne slemme jord”, som biskoppen ønsker at forbedre i anledning af julen.
Og det kan kirken altså gøre noget ved, mener biskop Fischer-Møller, som er udnævnt til international klima-ambassadør for den internationale tværkirkelige organisation ACT Alliance.
Ja, for kirken har efter biskoppens udsagn ”en stor, praktisk opgave med at bremse CO2-udslippet fra kirkelige bygninger”.
Varm luft stiger som bekendt opad, og måske er det biskoppens egen talestrøm, der er steget ham til hovedet og forleder ham til at tro, at hans og andre præsters opgave er at kontrollere, at kirkerne skruer elsparepærer i lysekronerne i stedet for at passe deres opgave? For hvad stiller man i Roskilde Stift op med det sognebarn, der ikke køber økologisk mælk eller bruger elsparepærer i køkkenlampen? Er den grønne kirkedør så ikke åben for ham?
HAR KIRKEN TAGET PARTI i politik, uanset om det handler om klima, syriske flygtninge eller dagpengereformer, er kirken kun til for dem, der er enige med præsten i, hvad vi skal stemme til valget, og hvad vi skal mene om klimaspørgsmål og flygtninge- og indvandrerpolitik. Og da er kirken slet ikke kirke mere, men bare endnu en afdeling af et parti.
Selvfølgelig skal vi passe på klimaet. Det er klart, men præstens opgave er ligeså klar: Vi er alene forpligtede på at forkynde evangeliet om, at Gud valgte de ringeste vilkår for sin søns fødsel i andres stald og strå - det er for den arme synders hjerte, sjæl og sind ”ej fremmed bolig, du har den dyrekøbt/ så skal du blive trolig/ udi mit hjerte svøbt”. (Brorson, 1732)
Marie Høgh er konstitueret sognepræst i Stenstrup-Lunde Pastorat