For nogle år siden efterspurgte psykolog Svend Brinkmann et alternativ til psykiatriens sygdomssprog, og ligesom han, er jeg bekymret for, at diagnoser påklistres alle og enhver. Selvom jeg anerkender, at diagnosticering har ført til en aftabuisering af psykisk lidelse, så mener jeg, at det har gjort os dummere på livet. Dummere på hinanden.
Det ser vi, når folk for eksempel siger, at de har “udviklet en depression,” hvis de oplever modgang, bliver nedtrykte og midlertidigt mister modet. På den måde gør vi mismod til en kunstig sygdom, som så professionelle behandlere øjensynligt skal tage sig af.
Især er det diagnosernes pseudo-medicinske ordlyd, der skal give os indtrykket af, at det kun er eksperter, der kan hjælpe. Det fører til en overdreven udlicitering af omsorg, og det bliver sværere for os som almindelige mennesker at forstå, hvad det overhovedet vil sige, når en person befinder sig i livsmæssige vanskeligheder.
I stedet for at se personen, ser vi dem udelukkende som deres diagnose og dermed ser vi over hele deres tilværelse: Hvad der i første omgangs var ophavet til deres vanskeligheder ved livet. Sådanne vanskeligheder er selvsagt koblet på negative, ydre omstændigheder - hvilket fordrer forståelse, omsorg, næstehjælp og forebyggelse. Men de kan også være koblet på menneskelige laster, såsom unødvendig modløshed, der farver ens skæbne sort.
Her har Brinkmann samt hans nyligt afdøde kollega Anders Petersen været gode til at pointere, at især et fælles overmod skjuler sig, hvilket fremprovokerer den modsatrettede last, nemlig mismodet.
Vi har tendens til at bilde os selv ind, at vi altid kan klare os selv. Det fører til en utryg, strukturløs og ensom livsstil, hvor “alt flyder.” Og det fører til et overophedet kollektivt hele, hvori stadigt færre mennesker kan finde sig tilpas. Når mennesker så slår sig på det, reducerer vi det eksempelvis til diagnosen depression i den tro, at lægerne har tæmmet fænomenet: Er det én af vor tids største løgne?
Jeg vil mene, at det vil være markant nemmere for os at forstå - i hvert fald de ikke-svære tilfælde af - såkaldt depression, som værende et tab af mod. Et mismod, frem for en decideret sygdom. Måske også et afsavn af noget, som vores livsstil forhindrer os i? Et stabilt og roligt liv med vores nære omkring os?
Et tab af mod er et relativt naturligt, men også midlertidigt, aspekt af livet, når det går skidt. Mismod er ikke en hjernesygdom, der hurtigst muligt skal ætses væk med opkvikkende piller. Nok snarere skal det hjælpes væk, rummes, udholdes, heles langsomt, dvæles ved, og hvis man er heldig, kan det være en anledning til at (re)etablere kontakten med livets dybere lag og sadle om.
I en diagnosekritisk optik er humørsvingninger også en naturligt forekommende størrelse - ikke en sygdom - og de store af slagsen er ej heller at opfatte som såkaldt bi-polaritet, men derimod en vekslen mellem to laster, der har det med at flirte: Nemlig mismodet og overmodet.
I den sammenhæng vil et overmodigt mismod være den klassiske “højt at flyve, dybt at falde”, hvor man har tendens til at blive overmodig og sågar overlegen i forhold til, hvad man ønsker og forventer af livet. Man sigter for højt eller bare forkert, og inden længe mistrives man.
Den modsatte situation består i, at man er mismodig som udgangspunkt, hvilket man forsøger at løse gennem en forhastelse ud i alskens overmodige handlinger, hvilket vi i dag reducerer til såkaldt mani. Det svarer nogenlunde til at løbe op ad en stejl bakke for så at vælte hele vejen ned igen. Man har problemer med at bygge livet op mursten for mursten, hvorefter korthuset gang på gang falder sammen.
Kan du se, hvad der sker, når vi taler om lidelsen på den måde? Den bliver atter til noget, vi forstår. Ikke længere er den låst inde i et koldt og fremmedgørende behandlersprog, men er genfarvet af værdier og dermed atter noget, vi kan forstå og se i hinanden. Dermed bliver det også lettere for os at arbejde med. Endda ofte (chok!) uden hjælp fra behandlere.
Det penible element består i at kunne skelne mellem, hvornår noget er en personlig last, og hvornår det er en naturlig reaktion på dårlige omgivelser, men det vil jeg nu mene, at vi har en ret god instinktiv fornemmelse for, så længe vi bare har værdierne i orden.
At få rettet op på værdier er en af nutidens største udfordringer, og såfremt det skulle lykkes, vil vi over tid kunne se mere klart. Først derefter kan vi tillade os at rette pilen mod enkelte.
I dag gør vi det omvendt: Gennem videnskaben retter vi via diagnoser pilen mod enkelte, men frikender konsekvent normerne.
På den måde risikerer vi at udstille afbalancerede mennesker som “syge” eller “forstyrrede”. Det fastholder os i kollektiv last, men som skindyd, da normen ikke tages hånd om. Diagnoserne er en del af problemet. De peger ikke mod noget fælles godt, såsom et afbalanceret livsmod, men kun væk fra noget - ofte blot tilsyneladende - dårligt.