Fællesskab, frivillighed og logistik er nøgleord, når en menighed skal modtage dåbssøgende og nydøbte asylansøgere.
Nogle præster har udtrykt bekymring over, at asylansøgere ikke får set den brede folkekirke, og at det mest er højrefløjen, der er modtagere af disse nye dåbssøgende og kristne flygtninge.
For det første kræver modtagelsen et åbent fællesskab.
For nogle år siden mødte jeg i missionshuset i et lille vestjysk sogn en tidligere meget kendt rødstrømpe, der havde været en af bannerførerne dengang og endda i den forbindelse siddet i Københavns Borgerrepræsentation. Hun var søgt væk fra sit tidligere miljø. Nu havde hun i missionshuset fundet det varme fællesskab, hun havde ledt efter hele sit liv. Hun var kommet der i et halvt år, inden det gik op for hende, at det var et indremissionsk samfund.
Hun havde jo slet ikke mødt nogle af de fordomme, som mange i Danmark er opflasket med, blandt andet på grund af Hans Kirks ulyksalige roman ”Fiskerne” og den tilhørende tv-serie, som ingen af dagens indremissionsfolk kan identificere som noget, de kender, men som jo stadig bliver udlagt som det sande billede af Indre Mission.
Hvor den kirkelige integration af de nydøbte asylansøgere skal lykkes, kræves det, at der er et godt, aktivt og varmt menighedsliv, der kan omslutte disse mennesker.
For det andet kræver modtagelsen en tradition for frivillighed. Ved Grundtvig-jubilæet for nogle år siden lånte man et af Indre Missions store telte, hvori festen i Udby skulle holdes. Jubilæumsudvalget drøftede indgående, hvem på Sjælland man kunne betale for at rejse teltet, og det blev blandt andet drøftet, om man kunne finde en idrætsforening, og hvad prisen mon ville være.
Den indremissionær, der fulgte teltet, brød ind og sagde, at han da kunne få nogle af sine kolleger til at komme. Det gjorde de gerne gratis. Det tilbud blev modtaget.
Disse to eksempler viser, hvad der er problemet for visse dele af folkekirken:
Man har ikke en tradition for frivillighed omkring kirken og ingen kirkelige fællesskaber uden for gudstjenesten, og derfor magter man ikke en situation som denne.
Præsten kan på ingen måde løfte opgaven alene. Det kræver en stor, aktiv menighed. Der er mange opgaver, der skal løftes. Det kræver arbejde. Tænk blot på logistikken. Hver søndag at skulle hente måske omkring 50 asylansøgere. De kan ikke hentes med en bus, men skal samles op af personbiler på aftalte steder for om muligt at undgå chikaner ved asylcentret.
I løbet af ugen skal de, der modtager dåbsundervisning, hentes en formiddag eller en eftermiddag på samme måde. Hvert hold gennem et halvt år i bevidstheden om, at til efteråret skal der starte nye hold.
Da de døbte stadig efter dåben kommer som en del af menigheden, gentager dette sig om aftenen i ugens løb, hvor der er møder og studiegrupper. Nogle skal hentes ved tog eller bus, da myndighederne flytter en del rundt med dem.
Det kræver et stort frivilligt arbejde både før, under og efter en gudstjeneste. Disse ressourcer har man heldigvis for eksempel i Nørrelandskirken i Holstebro, hvor 48 er blevet døbt i år, og i Haderslev, hvor tallet vist er 62, samt i en række andre sogne. De ressourcer har man på bibelcamping som for eksempel i Hjallerup, hvor 65 asylansøgere deltog, og på de tværkulturelle sommerlejre, støttet af blandt andre Indre Mission, hvor over 1000 deltog.
Vi må glæde os over disse vigtige tiltag og over, at vi i folkekirken og det frivillige kirkelige arbejde har gode og villige kræfter, der utrolig flot løfter denne kæmpe opgave.
Som min gamle ven, 91-årige Kr. Mose Enevoldsen sagde det forleden med stjerner i øjnene: ”Det er jo en hel dåbsvækkelse.”