Mission og kirkelig integration. Der skal bygges bro til indvandrerne

I Kristeligt Dagblad den 22. okotober kan man læse, at mission blandt indvandrere med anden religiøs baggrund står lavt på dagsordenen i menighedsrådene. Som kommende menighedsrådsmedlem på Nørrebro kan jeg forsikre om, at det for mig personligt står særdeles højt. Men emnet fortjener både nuancering og en yderligere kommentar.

For det første gør artiklen brug af en modstilling mellem forkyndende mission og religionsdialog. Vores opgave som missionerende kirke har imidlertid aldrig været at omvende folk, men udelukkende som trosvidner at pege hen på Jesus Kristus i ord og handling. Resten er op til Helligåndens arbejde og det enkelte menneske. Og religionsdialog har aldrig handlet om at kompromittere vores kristne udgangspunkt, men om at afklare ligheder og forskelle i respekt for hinanden. I dialog såvel som i mission står jeg altid helt og fuldt som repræsentant for den Herre, jeg tilhører. Forstået i det perspektiv ser jeg ingen nævneværdig forskel mellem mission og religionsdialog.

For det andet bør vi måske som kirke tage os af de udfordringer, der ligger lige for, inden vi bruger for mange ressourcer på dem, der ligger længere væk. Med udfordringer, som ligger lige for, tænker jeg særligt på integrering af kristne nydanskere i vores menigheder.

Inden for den samfunds-videnskabelige verden bruger man begrebet gatekeeping til at beskrive den situation, hvor en informationsstrøm når til en flaskehals, som kun få mennesker kontrollerer. De kristne nydanskere er i vid udstrækning kirkens gatekeepers til samfundsgrupper med anden religiøs baggrund.

Derfor må første skridt være at arbejde på at skabe multikulturelle menigheder i folkekirken. Eller forestiller vi os virkelig, at vi kan inkludere for eksempel afrikanere med muslimsk baggrund i vores menigheder, når vi ikke engang formår at rumme afrikanere med kristen baggrund?

I min optik forventes der i praksis en betingelsesløs assimilation af nytilkomne kristne migranter ind i vores rummelige folkekirke. Der er derfor ingen reel mulighed i kirken for en person, som kommer med sin særegne kulturelle bagage. Resultatet har været, at migranter danner deres egne fællesskaber uden for den folkekirkelige ramme (migrantmenigheder).

Den tidlige kristne kirke stod med en tilsvarende konkret udfordring, som apostlen Paulus tog i grundig teologisk behandling. De jøde-kristne menigheder blev med tiden mere og mere brogede i deres etniske og kulturelle sammensætning, efterhånden som hedninger fra den græsk-romerske verden tilsluttede sig de kristne fællesskaber.

Et segment af kristne jøder mente, at man måtte assimileres ind i jødisk kultur for at kunne anerkendes i menigheden. De helt centrale stridsspørgsmål var de jødiske spiseregler og omskærelsen. Paulus taler i Det Nye Testamente klart og tydeligt imod at stille krav til kristne med anden kulturel baggrund i disse spørgsmål.

Alligevel lægger vi en byrde på vores kristne brødre og søstres skuldre ved at forvente en tilpasning til nordeuropæisk kirketradition. Et fåtal af de udfordringer, vi står i, har teologisk karakter og bør løses som sådan i en fortløbende økumenisk proces (eksempelvis spørgsmålet om dåb). Men de fleste barrierer har mere praktisk karakter, hvilket gør det relativt nemt at søge kompromiser (salmetraditionen, liturgien, sprogbarrierer, kirkerummets fysiske rammer, mødetidspunkter, med mere).

Hvis vi overhovedet skal gøre os forhåbninger om at bygge bro til indvandrere med anden religiøs baggrund, så må vi begynde med den fordring, som Det Nye Testamente stiller til os i spørgsmålet om en multikulturel kirke.