I lyset af Talebans overtagelse af Afghanistan har udenrigsminister Jeppe Kofod (S) for nylig gentaget, at dansk udenrigspolitik skal ændre kurs. Fremover skal vores strategi være værdibaseret. Forsøget på at plante demokrati i en jordbund, som mangler de næringsstoffer, der kan få planten til at vokse, er mislykket.
Der skal altså nye boller på den udenrigspolitiske suppe, men hvad disse boller er gjort af, står meget uklart. De seneste ugers flygtningedebat har heller ikke budt på nye perspektiver. Der synges fortsat på refrænet om Europas ydre grænser, hjælp i nærområder og flere kvoteflygtninge.
Som en, der til daglig arbejder med afghanske flygtninge i Europa, undrer det mig, at religionsfrihed slet ikke er på dagsordenen. I Danmark underviser vi vores børn om alverdens religioner. Vi opdrager dem til religiøs tolerance, fordi vi mener, at religionsfrihed er en menneskeret. Samtidig betragter vi religion som en privatsag og begrunder vores fælles værdier med verdslige argumenter.
I Afghanistan er kulturen diametral modsat. Her er islam det absolutte grundlag for identitet og livstolkning. Både menneskesyn og samfundssyn er religiøst begrundet.
Derfor er religion et offentligt anliggende, og det er acceptabelt at blande sig i hinandens religiøse overbevisning og praksis. Det sker både gennem kærlig vejledning i familien, gennem social kontrol i nærsamfundet samt med vold og magt fra myndighedernes side.
Bundlinjen er, at kulturelle værdier er forankret i religion, og at religion legitimerer undertrykkelse og vold.
Hvis dansk udenrigspolitik skal være værdibaseret, må indsatsen for at fremme religionsfrihed nødvendigvis være en hovedsag. Vi er nødt til at overvinde frygten for det kulturimperialistiske spøgelse, så vi ikke er bange for vores egen skygge. Vi må anerkende den historiske forbindelse mellem kristen kulturarv og udviklingen af vores moderne demokrati. Kristendommen har for længst bevist sin evne til at stimulere positive forandringer.
I vores tid oplever Iran eksempelvis en voksende bevægelse af mennesker, der konverterer til kristendom. Det sker på trods af myndighedernes forfølgelser som et tydeligt udtryk for folkets opgør med det islamiske regimes undertrykkelse.
I Europa ser vi også et stigende antal persisktalende flygtninge, der konverterer til kristendommen. Alene i Finland har kirken døbt flere end 1000 afghanere siden 2015. En stor del af dem forbliver aktive i menighederne – også efter de har fået asyl.
Afghanistan har lært os, at militære interventioner, opbygning af demokratiske institutioner og hjælp til civilsamfundet ikke i sig selv kan skabe stabilitet, frihed og lighed i totalitære samfund. Vesten er nødt til at gå et spadestik dybere i bestræbelserne. Vi må fokusere på at styrke kulturelle værdier, der kan skabe reelle forandringer.
En nøgle til succes i fremtiden vil være en stærk indsats for religionsfrihed generelt og frihed for kristendommens fremgang specifikt – selvom det udfordrer vores politiske vanetænkning.
Kenneth Kühn leder arbejdet i Europa for den iranske missionsorganisation Elam Ministries.