I Kristeligt Dagblad den 11. februar svarer Benedicte Præstholm og Mads Davidsen, som er studielektorer på Pastoralseminariet i henholdsvis Aarhus og København, på min kritik bragt her i avisen dagen forinden. De bekræfter sådan set begge pointen i min kritik.
Præstholm skriver således:
”At være folkekirke og at være præst i folkekirken er dog ikke kun et spørgsmål om at kende og forstå fortidens dogmatik.”
Det, hun kalder fortidens dogmatik kan vel ikke være andet end bekendelserne, men så vidt jeg ved, er de også nutidens officielle dogmatik i folkekirken.
Hun mener, disse skal i samtale med vores nutidige tanker, men hvad betyder det, andet end at vores tanker skal have forrang. Og hvem er dette ”vi”, som tænker tanker? Det bliver jo først og sidst den enkelte, og så går hvad som helst jo an. Det er det samme som at sige, at dogmatikken er flydende.
Mads Davidsen nærmest cementerer min pointe, når han skriver: ”(…) han må se i øjnene, at der i den evangelisk-lutherske folkekirke findes flere forskellige syn på for eksempel dåb, nadver og frelse.”
Min pointe var og er netop, at der er en teologisk relativisme på pastoralseminariet, som tilsidesætter det evangelisk-lutherske ved at mene, at den betegnelse er grænseløs. At folkekirkens bekendelser skulle kunne rumme ”flere forskellige syn på dåb, nadver og frelse” er teologisk uærligt.
Det skriver Mads Davidsen så heller ikke, men at der inden for folkekirken findes flere forskellige syn, og at man billiger dette, er kernen i min kritik.
Jeg kunne jo komme med utallige eksempler, men hvordan kan der med rette være flere forskellige syn på nadveren, når det i Den Augsburgske Bekendelse, artikel 10 hedder:
”Om nadveren lærer de, at Kristi legeme og blod i sandhed er til stede og uddeles i nadveren til nadvergæsterne; og de misbilliger dem, der lærer anderledes.”
Med så lemfældig omgang med bekendelserne, hvad er de så til for? Det er det, jeg kalder på biskoppernes svar på. Mit ærinde er ikke teologisk sindelagskontrol, men hvis én, som i Lars Sandbecks tilfælde, direkte afviser indholdet i bekendelserne, har folkekirken så ikke et troværdighedsproblem?
Man er fri til at mene akkurat, som man vil, men som Hans Raun Iversen medgiver mig, indskrænkes den frihed, idet du skriver under på præsteløftet.
Studielektorerne på Pastoralseminariet forsvarer den teologiske pluralitet med det resultat, at mange præster må holde sig for øjnene med den ene hånd, mens de underskriver præsteløftet med den anden.
Søren Aalbæk Rønn er cand.theol. og gymnasiesekretær i Kristeligt Forbund for Studerende.