Mit nytårsønske for verden er dette: Tiden før corona må for Guds skyld ikke vende tilbage

I sig selv er der ikke noget godt ved corona. Det er bare en virus. Men den har ramt de store problemer i vores samfund med en imponerende præcision. Vi er som mennesker og som menneskehed forpligtet til at lære af fortiden

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

2020 vil for altid stå tilbage som Year of Corona. Her hvor vi nærmer os årets afslutning, ser mange tilbage på det som et annus horribilis. Selv ser jeg 2020 som et af de bedste år i min levetid.

Jeg hylder selvfølgelig ikke de menneskelige ulykker og død, som corona har forårsaget. Men jeg glæder mig uforbeholdent over, at konsekvensen har været en mavepuster til den perverse brug af jordkloden, som har udviklet sig gennem industrialiseringens tidsalder.

Fra begyndelsen var det vidunderligt at blive befriet for ni til fire-arbejdsformen, som for længst havde udspillet sin rolle, men alligevel lå som en fast struktur. Jeg oplevede, at det var både bedre og nemmere at arbejde hjemmefra eller fra min kærestes sommerhus. Corona var som et tæppefald, hvor gamle vaner blev afsløret som tomme skabeloner. Men ikke nok med det. Den royale virus viste sig at ramme mange andre uvaner i den gamle verden.

Et af sygdommens første materielle mål var flyrejser. Det er heldigvis stadig muligt at flyve, hvis det er nødvendigt.

Men corona viste, at det faktisk er ganske sjældent. Ledere og mellemledere fra alverdens virksomheder har i årevis fløjet verden tynd for at holde møder og konferencer med hinanden. At komme ud i verden har været et frynsegode, som ingen satte spørgsmåltegn ved. Pludselig viste det sig, at møderne med fordel kan holdes over nettet. Det sparer tid, penge og CO2-udledning. Som var det magi, blottede corona den rejsende mødedeltagers indbildske idé om egen høje persons vigtighed.

Den vanvittige rejselyst, der drev familier til fjerne egne i ferierne og kriseramte par til storbyer i weekenden, fik en nødvendig uppercut. Der er ikke noget i vejen med at være nysgerrig på verden. Men rejsekulturen havde udviklet sig til et rastløst behov for eventyr et andet sted. De mange oplevelser i udlandet var blevet en måde at undgå at opholde sig i sit eget liv. Vi kiggede på noget andet, så vi ikke behøvede at kigge på os selv. Med corona blev udlængslen vekslet til nærvær.

Symbolet på masseturismens vulgære natur var de store krydstogtsskibe, som sejlede rundt i verden med en last af affældige mennesker, der ikke havde mere at bidrage med, vartet op af underbetalte filippinere. Skibene er flydende miljøbomber, der udleder lige så meget kvælstof som 5000 personbiler, når de ligger i havn. Nu ligger de i limbo, indtil nogen forhåbentlig skiller dem ad og sender krydstogtsindustrien til Helvede.

Corona opstod som bekendt blandt dyr i bur et sted i Kina. Herhjemme viste det sig, at virus kunne formere sig i landets minkfarme. Dyreaktivister har i årtier protesteret mod minkindustriens behandling af dyr. Industrien har slået igen med dyre advokater og pr-maskiner, som efterhånden har gjort folk ligeglade. Ingen afsløring af elendig dyrevelfærd kunne nogensinde have taget livet af mink i Danmark. Men corona blev anledningen til at gøre en ende på et foretagende, som for længst burde have været forbudt.

Annus horribilis kan komme til at blive magnus annus for vores forhold til naturen, ja, til verden omkring os. 2020 kan og skal blive året for et globalt grønt gennembrud. Året må være det vendepunkt, som indvarsler industrisamfundets endeligt.

I sig selv er der ikke noget godt ved corona. Det er bare en virus. Men den har ramt de store problemer i vores samfund med en imponerende præcision. Vi er som mennesker og som menneskehed forpligtet til at lære af fortiden.

Moder Jord har givet os husarrest, og det var åbenbart, hvad der skulle til. Mit nytårsønske for verden er dette: Tiden før corona må for Guds skyld ikke vende tilbage.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.