FOR IKKE SÅ LÆNGE SIDEN skrev jeg et debatindlæg til Kristeligt Dagblad under overskriften ”Min intolerante ven”. Siden da er mit debatindlæg blevet fortolket i flere medier, herunder Den Korte Avis. Når jeg taler om ”min intolerante ven”, taler jeg ikke om danskere generelt, jeg er selv dansker. Jeg taler om de mennesker, som ikke vil værne om de demokratiske værdier som religionsfrihed og individuelle rettigheder. Jeg er stærk modstander af generaliseringer.
Jeg er født i Danmark, har gået i skole i Danmark, og den danske kultur er tættere på mig end min somaliske og kenyanske kultur. Man kan være dansk på mange måder. Og ordet ”integration” er blevet gennembanket og forskruet af politikere og medier. Jeg ved ikke engang, hvad ordet ”integration” betyder længere.
I Den Korte Avis hedder det: ”Ilham Herisi bruger ikke selv hijab, men føler sig alligevel kaldet til at forsvare det islamiske symbol.” Jeg føler mig ikke kaldet til at forsvare det islamiske symbol, men til at forsvare individuelle rettigheder, rettigheder, som alle mennesker har. Det er årsagen til, at jeg laver en sammenligning mellem Islamisk Stat og den intolerante ven. De støtter ikke individuelle menneskerettigheder og gruppers ret til kulturel identitet. Ved at forbyde hijab i folkeskoler eller andre steder er man med til at fjerne den kulturelle identitet.
DET ER TYDELIGT, at ordet demokrati har forskellige betydninger. Og det er blevet etableret som en sandhed, at den muslimske hijab er et symbol på undertrykkelse og derfor ikke passer til det danske samfund. Jeg kan ikke forstå, hvordan det kan genere eller influere på andres tilværelse. Som Ine Aagaard Pedersen skrev i Kristeligt Dagblad om, hvorfor hun skal blande sig i andres frie valg: ”Jo, Ilham, det skal jeg – når den måde, andre vælger at leve på, influerer på min tilværelse.” Ine Aagaard Pedersen, det kan godt være, du synes, religion er unødvendig og ikke hører til et moderne og sekulariseret samfund. Men religion er en del af nogle menneskers tilværelse og af deres identitet. Skal vi så ikke støtte dem i at være sig selv?
Vesten er civiliseret og har måske den perfekte anvisning til, hvordan man burde leve sit liv, hvor der ikke er brug for religion. Men det er ikke den eneste, endegyldige levevej, som passer til alle mennesker. For nogle mennesker er religion vigtig, som det er for mig. Jeg er pænt ligeglad med, om andre synes, det er åndssvagt, for jeg skal ikke leve mit liv på den måde, andre mener jeg burde leve mit liv. Det er egentlig meget simpelt. Den her såkaldte tørklædedebat kan man sammenligne med, hvordan børn behandler hinanden i folkeskolen. Hvis man er en smule anderledes, bliver man ikke en del af fællesskabet.
Flygtninge og indvandrere med muslimsk baggrund kan ikke være en del af fællesskabet, og den hårde tone i medierne ser jeg som mobning. Det er absurd og barnligt. Jeg er træt af mediernes diskurs om muslimer og generelt om deres livsstil. Vi burde fokusere på andre sager end at skulle pege fingre ad mennesker, som er en smule anderledes end majoriteten. Jeg går ikke ind for parallelsamfund, men det bliver skabt, når man vil bestemme andres levemåde. For man indikerer, at man ikke kan være sig selv, medmindre man opgiver de værdier, man tror på.
Et samfund, som ikke påskønner de demokratiske værdier og ikke hylder mangfoldighed, men derimod udelukkende fokuserer på at splitte folk ad, er det sådan et samfund, vi vil skabe?
Ilham Herisi er stud.jur.