Jeg havde svært ved tro mine egne øjne, da jeg den 11. januar læste Sørine Gotfredsens anmeldelse af Sherin Khankans bog: "Islam og forsoning – en offentlig sag".
Her hævdes det, at Sherin Khankan ikke forstår, hvad et demokratisk samfund bygger på, og der fremlægges påstande, som er komplet uforenelige med bogens udsagn. Tonen i anmeldelsen er nedladende og usaglig, og påstande står udokumenterede og vidner om stærk tendenciøsitet, som tager for givet, at al islams væsen pr. definition er utroværdigt og farligt. Lad mig kommentere et par punkter: Det hævdes, at Sherin Khankan støtter "et religiøst dikteret samfund". Dette er direkte usandt. Hendes klare synspunkt er, at "religion skal inspirere, men ikke diktere politik". Hun slår til lyd for, at religion og politik ikke behøver at være skarpt adskilte, så længe de demokratiske principper følges. Der er masser af klare eksempler på dette i bogen, og man skal læse den med hånden for øjnene for ikke at få øje på dem. Hun taler for en sufi-inspireret, politisk aktivisme, som vil kunne danne alternativ til udartninger som Hizb-ut-Tahrir.
Det hævdes, at hun "forsvarer Hizb-ut-Tahrir". Det er mig en gåde, at man kan komme til denne konklusion efter læsningen af hendes analyse af Hizb-ut-Tahrir. Hun nægter at dæmonisere denne islamistiske bevægelse, men tager klart afstand fra dens "retorik og metode" og fastholder, at Hizb-ut-Tahrirs argumenter ofte er "følelsesladede og unuancerede", ligesom hun henviser til deres mangel på ydmyghed i forhold til Koranen, deres overbevisning om egen ufejlbarlighed og deres arrogance. Hun hævder, at de er næsten umulige at have en dialog med, selvom hun mener, vi bør insistere på dialogens vigtighed.
Bogen er i sin helhed et modigt forsøg på at præsentere nye perspektiver omkring islam og vise nye veje fremsat af en moderne, intellektuel muslim, som har sans for demokratiets styrke, og som appellerer til nuancering og rummelighed. Sherin Khankan insisterer på, at religiøse værdier gerne må inspirere den politiske virkelighed, men aldrig diktere politik.
Hun fremlægger visionen omkring en sufi-inspireret, muslimsk aktivisme, som er socialt ansvarlig, respektfuld over for mangfoldigheden og synlig i det offentlige rum. Hendes pointe er, at det, at islam er blevet misbrugt politisk, ikke betyder, at islam ikke kan benyttes til at inspirere politisk på en positiv måde. Ligesom den elektriske stol i Texas ikke kan bruges til at sige nej til den amerikanske forfatning, sådan kan man heller ikke bruge stening af kvinder til at sige nej til sharia – eller islam for den sags skyld.
Man kunne indvende, at Sherin Khankan er en intellektuel drømmer, og at hun repræsenterer en minoritet blandt muslimer. Hertil kan svares, at fornyelser og nytænkning altid begynder i det små, og at muslimerne i Danmark trænger til flere intellektuelle stemmer, der kan appellere til nuanceringer og innovative tiltag. Sherin Khankan er en sådan vigtig stemme!
Søren Hauge er magister i idéhistorie og filosofi, forfatter og paneldeltager på religion.dk