Modstand mod kvindelige præster er ubibelsk

Af Svend Løbner Madsen

DET ER HORRIBELT, at præster fra den såkaldte kirkelige højrefløj nægter at give hånd som et minimum af anerkendelse af deres kvindelige kolleger. I Kristeligt Dagblad kaldes disse præster oven i købet bibeltro, hvilket må være noget af en tilsnigelse. For ikke blot er det udemokratisk og diskriminerende ikke at anerkende kvinders legitime ret til at bestride det kirkelige embede, men det strider også mod Bibelens generelle lære.

Modstanden mod kvindelige præster bygger på kun to skriftsteder fra Det Nye Testamente, begge skrevet af apostlen Paulus. Til korintherne skriver han, at kvinder skal tie, når menigheden samles, og til sin lærling Timotheus forbyder han, at kvinder optræder som lærere.

At de skulle tie, refererer uden tvivl til en konkret situation, hvor kvinder og mænd sad hver for sig, og kvinderne, som ofte ikke var uddannede på den tid, hen over forsamlingen spurgte deres mænd om betydningen af præstens prædiken. De får senere i kapitlet at vide, at de skal spørge deres mænd derhjemme. Og i Timotheus tilfælde drejede det sig åbenlyst om kvinder, der ville føre sig frem og optræde som lærere, uden at de besad denne tjeneste.

Der er til gengæld masser af eksempler fra Det Nye Testamente, hvor det direkte befales, at kvinder for eksempel skal profetere. Foruden den generelle lære, at alle kristne er præster og kan komme til Gud ved tro på Jesus og formidle åndelige sandheder fra Gud. Det er, hvad Luther kaldte for det almene præstedømme.

HAR SÅKALDT BIBELTRO præster glemt det? Og glemt at selv Paulus roser sine kvindelige medarbejdere? For eksempel Priskilla, som var lærer og leder for en kirke i sit hus sammen med sin mand Akvila (Rom. 16, 3-5), og Føbe og Junia, som var højt ansete tjenere i kirken (Rom. 16, 1-2, 7).

Er det gået hen over hovedet på kirkens højrefløj, at kvinder i Det Nye Testamente må bede offentligt (1. Timotheusbrev 2, 8-9) og profetere offentligt (1. Korintherbrev 11, 5), altså kommunikere fra mennesker til Gud og fra Gud til mennesker, nøjagtig som en præst gør det i kirken?

Der gøres nemlig ikke forskel i Bibelen: Jeres sønner og jeres døtre skal profetere endog over mine trælle og mine trælkvinder vil jeg i de dage udgyde af Min Ånd lyder profetien, som varslede kirkens fødsel på pinsedag. Og det endda i en tid, hvor der generelt var stor forskel på mænds og kvinders stilling i samfundet. Her bryder Jesus og apostlene mønsteret.

Derfor har kristendommen bidraget til den demokratiske ligestilling, vi har i dag. Og derfor virker det fuldstændig odiøst at præster, som er kristendommens talsmænd, ikke vil anerkende deres kvindelige kolleger. Hvad må udenforstående ikke tænke? En sådan opførsel bringer kirke og kristendom i miskredit. Den har ikke noget med bibeltroskab at gøre hverken Bibelens bogstav eller Bibelens ånd.

Svend Løbner Madsen,

frikirkepræst og journalist,

Vestergade 1, Vejen