Prøv avisen
Debat

Møgungerne og buschaufføren: En dag i Danmark

”Der sidder et meget spirituelt og reflekteret menneske bag ved det rat (...). Han elsker sit arbejde som buschauffør. Han elsker at se den blå himmel. Elsker at se farveskiftet i løbet af årstiderne,” skriver forfatter og foredragsholder Bolette Elvstrøm efter en inspirerende tur med bus. – Arkiv Foto: Finn Frandsen/ritzau

”Der sidder et meget spirituelt og reflekteret menneske bag ved det rat (...). Han elsker sit arbejde som buschauffør. Han elsker at se den blå himmel. Elsker at se farveskiftet i løbet af årstiderne,” skriver forfatter og foredragsholder Bolette Elvstrøm efter en inspirerende tur med bus.

På busstationen er der et par unge drenge på 13-14 år. De springer lidt voldsomt op på hegnet og råber til nogen ovre på den anden side. De griner og giver hinanden en highfive. Jeg stiller mig lidt tættere på min taske, end jeg plejer, og holder buketten skærmende ind til min krop.

Jeg er på vej til min søsters fødselsdag, med en buket blomster fra haven. Jeg skal med bussen, og det er ganske uvant for mig.

Da jeg tidligere på dagen skal hjemmefra, er jeg selvfølgelig for sent på den. Men allerede inden jeg får mig sat i bussen, så nyder jeg den første venlighed. En pendler forklarer mig beroligende om retning og om muligheder for at skifte inde på den lokale station. Bukettens tilstand afspejler bussens høje temperatur.

Vi når stationen, hvor jeg skal skifte, og jeg har lidt ventetid. Det er her, jeg møder de unge drenge. De bruger rigelige mængder af slang og bandeord. De har fået lavet sig en lille scene, idet de andre passagerer på stationen ubemærket har trukket sig lidt væk fra dem. De er højrøstede og kommenterer de ventende passagerer. Jeg kan ikke finde ud af, om de er irriterende eller sjove.

De skal med den samme bus som mig, og vi stiller os hen til bussen sammen med den nye chauffør. De spiller op til chaufføren, han er helt rolig. Han får øje på min buket, og han spørger, om den er til ham. Jeg forklarer smilende, at den er til min søster, da hun har fødselsdag.

De to drenge er fulde af… Ja, hvad er det egentlig, de er fulde af? I hvert fald får den ene af dem pludselig lyst til fortælle os, at han skal lave aftensmad i aften. Men han vil lave noget, som hverken hans mor eller hans søster kan lide. Han vil lave flæskesteg!

Min nysgerrighed er vakt. Ret ambitiøst af en dreng på hans alder at ville lave flæskesteg. Jeg giver udtryk for, at jeg er imponeret. Det undrer mig, at han vil lave noget, de ikke kan lide, men det siger jeg ikke. Til gengæld spørger jeg dem til min egen overraskelse, om de er irriterende, eller om de er sjove og er med til at gøre verden til et godt sted at være. ”Begge dele,” siger de, mens de griner og kigger på hinanden.

Imens de slås lidt op ad bustrappen, fortæller de mig, hvornår de har fødselsdag, og hvornår den ene skal konfirmeres. Den yngste af dem forklarer, at han har fødselsdag i juni, og det har hans to halvsøskende også. De er tre børn med hver deres far. Men da de alle har fødselsdag i samme måned, så er det faktisk kun ham, som får fødselsdagsgave på sin fødselsdag. De to søskende får det henholdsvis måneden før og måneden efter. Alt for forstående, nærmest forsvarende, forklarer han, at hans mor ikke har råd til tre fødselsdagsgaver i samme måned.

Drengene er på vej hjem fra skole. De er okay glade for deres skole – i hvert fald gladere for den end den, de var på før. Der var nogen, som var efter dem. Men så havde de også givet dem nogen tæsk. Nu skal den kommende konfirmand af. Lige inden han går ud ad døren, giver han sin ven en lammer. Modtageren ømmer sig og griner, mens han siger: ”Vi ses i morgen.”

Den tilbageblivende dreng er ikke færdig med at snakke. Hans mor har svært ved at styre ham, så nu går han på en specialskole. Han er lidt bange for viceværten hjemme i deres boligforening. Siden hans mor har fået en ny kæreste, så vil viceværten slå. Drengen har lagt en plan: Hvis viceværten begynder på noget, så løber drengen ud ad bagdøren og over til sin mors veninde, hvis kæreste er gammel bokser. Jeg foreslår, at han bare skal lade viceværten være og prøve ikke at provokere ham. Drengen lytter til, hvad jeg siger. Han bliver bare så nemt hidsig.

Der er noget, jeg kan genkende. Da jeg var 13 år, døde min far, og jeg blev voksen natten over. Voksen sammen med min mor for at få familien til at fungere, men jeg blev fornuftig – aldrig fræk, talte aldrig et grimt sprog og var aldrig voldelig.

Jeg forstår ikke hans voldsomme sprog, provokationer og tankegang, men han kravler ind og prikker til ”Jeg vil redde hele verden”-organet. Denne her dreng, som synes, at han er med til at gøre verden til et bedre sted at være, men som bliver opfattet som provokerende og pisseirriterende.

Drengen hopper let af bussen. Jeg bliver tungt siddende tilbage. Jeg har lyst til at tage ham med hjem! Passe på ham. Men jeg er helt sikker på, at min utålmodighed og uforståenhed vil ende i skinger råben eller det, der er værre, lige indtil han ender på en døgninstitution med endnu en dårlig oplevelse i rygsækken.

Buschaufføren, som har været med i samtalen lidt på sidelinjen, føler sig nu inspireret til at fortælle. Han er børnehjemsdreng. Hans mor var alene med alt for mange børn og alt for få penge. Børnehjemmet blev hans hjem, fra han var fire år, til han var 12 år. På børnehjemmet havde han det ikke så slemt som drengene på Godhavn. Men han beskriver situationer, hvor han som seksårig dreng i et badekar fik besøg af nøgne voksne, som ville gnubbe sig op ad ham.

Han fortæller om sit liv, sine børn og sin utroskab, som han fortryder. Han fortæller, at han på en måde tror på Gud. Men han ser det, som om Gud er gået over på autopiloten. Det er derfor, at Gud ikke opdager alt det grimme, som sker. Han siger, at derfor må vi som menneskehed selv tage ansvaret.

Der sidder et meget spirituelt og reflekteret mennesker bag ved det rat. Han opsummerer: Alle er udsat for noget skidt her i livet – spørgsmålet er, hvordan vi håndterer det.

Han elsker sit arbejde som buschauffør. Han elsker at se den blå himmel. Elsker at se farveskiftet i løbet af årstiderne og skyerne, der glider hen over himlen. Han kan sige til sig selv med et smil på læben: Får jeg virkelig penge for det her?

Nu kan vi se min søsters hus med fødselsdagsflaget. Han vil gerne sætte mig af lige ved døren, selvom der slet ikke er noget busstoppested. Jeg kigger på chaufføren. Blomsterne, de var til ham – det opdagede jeg bare først nu.

Bolette Elvstrøm er forfatter og foredragsholder.