Vores barndom bliver som bekendt ikke genudsendt, men vi holder nok aldrig op med at genkalde os barndommen. Barndommen sidder i os og kan godt komme til at stå i et lidt for rosenrødt skær, og det tabte barndomsland mere idyllisk, end det egentlig var. ”Barnelivets favre dage/ kun forgæves folk på jord kalder sukkende tilbage,” som Grundtvig skriver det.
Men ved nærmere eftertanke og -syn er også barndommen en broget affære. Der er ting, som børn skal skånes for, men en sorgløs barndom er mere romantik end realitet. Børn er mennesker på jorden, ikke englebørn i paradishaven, og på jorden er livet en broget affære også for de yngste medlemmer af den faldne slægt. Men børnenes kår og synet på børn har ændret sig ikke så lidt gennem slægtens historie.
Det kan man se i dokumentaren ”100 års barndom”, som i denne uge genudsendes på DR 2. Et stykke danmarkshistorie i barnehøjde for hvert årti i det 20. århundrede.
Manuskriptforfatter og fortæller er den nyligt afdøde Johannes Møllehave, og hans finurlige kommentarer sætter sit præg på fortællingen. Det andet afsnit om perioden 1910-1920 bar titlen ”Børn nok ses men ikke høres”. Et mildest talt bevægende årti med verdenskrig og revolutioner omkring det neutrale Danmark.
”Du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge,” hed det hos Jeppe Aakjær i 1916, men det var nu ikke altid så hyggeligt at være barn i pusling-landet. Også i Danmark var der nød og hårde kår, børn der samlede koks på havnen og overfyldte husvildebarakker.
Men de levende billeder viste også glade børn i matrostøj og et mylder af mennesker i sort og hvidt fra dengang, man gik med hat, og biler var en sjældenhed. Mennesker, der kigger nysgerrigt ind i kameraet, og nu har de alle lukket deres øjne. Møllehave var sin vane tro en god fortæller, men det skurrede i ørene, da han fortalte om Den Russiske Revolution i 1917, at ”det russiske folk rejste sig i protest og stormede Vinterpaladset”. Hvis han tænkte på Oktoberrevolutionen, var det dog de russiske bolsjevikker, som gjorde det og uden folkeligt mandat.
”100 års barndom” blev optaget i 1998, og serien burde egentlig suppleres med yderligere afsnit om de efterfølgende årtier. Der er sandelig sket noget siden dengang, børn skulle ses, men ikke høres. Nu om stunder skal børn høres som vismænd og rethaveriske revsere af det samfund, som har givet dem alle deres muligheder og privilegier.
Man kunne jo lave et afsnit og kalde det ”Greta-effekten”, for hin alarmistiske barneaktivist, som gerne ser, at verden går i panik, er da om nogen et tegn på et andet barnesyn.
Som den tyske journalist Alexander Kissler har sagt det, er samfundet i dag gennemsyret af et ”altomfattende beredskab til at gøre børns ord og perspektiv til de højeste visdomsord”. Det er hverken børnevenligt eller samfundsgavnligt. Man modtager kun Guds rige ligesom et lille barn, men det betyder ikke, at børnene skal have det store ord i verdens riger.
Jesper Bacher er sognepræst.