Mørket vil vige for lyset

”De, som retter blikket mod ham, stråler af glæde.”

Salmernes Bog 34, 6a

Der er et dybt, åndeligt spænd i Grundtvigs kendte adventssalme "Skyerne gråner, og løvet falder" (nummer 733 i Den Danske Salmebog). Også her dirker en salme gennem smuk poesi op til en dybere indsigt i den kristne tro.

Den stille forventning står ikke alene. For en del mennesker kan det være vanskeligt at holde fast på glæden i den mørke tid. Vi ved alle, at foråret med lys og varme kommer, men mørket med de lidt dystre eller vemodige tanker kan alligevel gøre sit indtog. Støj fra julehandlen og de hurtige december-aktiviteter udgør heller ikke automatisk en åben ventil til glæden, livsmodet og troen.

Salmens billeder er smukke og viltre. Vi ser det hele for os: Det sene efterår med løvfald, mørkets stadig større magt, blomsternes formuldning og en tid uden fuglekvidder løfter ikke nødvendigvis stemningen. Naturens fortællinger om forfald og mørke, angstprægede tanker og andet opvejes ikke af julepynt og -ståhej.

Men allerede ved vintersolhverv sker der noget nyt. Langsomt og stille får vi på ny del i den glædelige erfaring, at dagene længes, solen finder flere timer, og vinteren får ende. ”Og dog bære blus vi med glæde” bliver finjusteret til ”Derfor bære blus vi med glæde”.

Vi kan nu synge os mod til. Lyset og varmen får igen mere magt. En ny begyndelse er muliggjort. Fordi vi kan forberede os på, ja, vi kan virkelig se frem til ”Betlehems-barnet i krybberummet”. Jesus kommer snart til os og sikrer os julens glæde på et dybere plan og i en større verden.

Vinterkulden med sne må på et tidspunkt slippe sit tag. Verdens mørke må vige for det lys, som tændes ved Jesu fødsel. Det er også banebrydende for den evige vår.

Med denne forventning er der så meget, vi ikke behøver at tage os af. Derimod er der så meget mere at glæde sig over, når vi søger eller retter blikket mod Herren og hans komme til os.

”Troende hjerter det har fornummet/ (…) Derfor bære blus vi med glæde!”.

 Jørn Henrik Olsen er forfatter, teolog, ph.d. 

"Ordet" er Kristeligt Dagblads daglige bibelrefleksion.