I denne tid er den såkaldte granskningskommission som bekendt ved at undersøge forløbet i minksagen, fordi regeringen i november sidste år krævede alle danske mink aflivet uden behørig lovhjemmel.
Sagen har allerede kostet tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S) posten, men resten af regeringen – og da slet ikke statsministeren – kan dårligt fralægge sig ansvar.
Man forstår, at regeringens inderkreds var gjort opmærksom på ulovligheden i aktionen. Ikke desto mindre gik tingene deres skæve gang, og politiet forsatte arbejdet med aflivninger, vel vidende at man ikke havde loven i ryggen. Politiet, som i en retsstat netop skal være lovens lange arm, ikke regeringens forlængede arm.
Måske bliver regeringen afpelset som minkene i sin tid.
Det kan i hvert fald være svært at forstå, at anklagen for at beordre ulovlig adskillelse af asylpar med en mindreårig part skal koste Inger Støjberg en rigsretssag, hvis den ulovlige aflivning af et helt erhverv skal koste de ansvarlige meget mindre.
Retfærdighedens gudinde har bind for øjnene, så hun ikke kan skelne mellem de røde og de blå. Men det er jo ikke sikkert, at det politiske flertal er helt så blinde for slige forskelle.
Således gransker kommissionen magtens snørklede veje og vildveje, men hvad med de mennesker, som betalte prisen for beslutningen?
Dem granskede Daniel Rye i et afsnit af programmet ”Ud af mørket med Daniel Rye” på DR 1.
Minkene blev aflivet, men pelsdyrenes død blev også døden for et erhverv og en identitet. Hvordan er det næsten fra dag til anden at miste sit levebrød og sin livsstil og få tæppet trukket væk under den vante tilværelse?
Ingen vil vel bestride, at det i hvert fald var nødvendigt at aflive de coronasmittede mink og andre besætninger inden for en vis radius. Minkavlerne har da også fået tilkendt en erstatning på i alt over 18 milliarder kroner, for staten må selvfølgelig give, som den har taget. Det er imidlertid ikke alt, som kan gøres op i penge.
Det erfarede Daniel Rye, da han besøgte minkavlerparret Lasse og Rikke. Arbejdsomme mennesker, som med liv og sjæl havde dedikeret sig til at fremavle mink med lydefrie skind.
Men så fik besætningen corona, og parrets ejendom fik besøg af militær og politi og mennesker i hvide beskyttelsesdragter, som tog livet af de sidste mink – og af Lasse og Rikkes gamle liv.
Lasse og Rikke kunne godt forstå hensynet til folkesundheden, men de opponerede mod måden, og hvad de oplevede som manglende fleksibilitet og lydhørhed hos myndighederne.
”Jeg kunne godt tænke mig, at der var nogen, der lige havde holdt vejret og så talt til 10,” som Rikke sagde det. Ja, var det råd blevet fulgt i magtens korridorer, havde der ikke været nogen minksag eller minkskandale.
Nu var Lasse og Rikke, omend ufrivilligt, kommet i gang med nye liv. De lagde ikke skjul på deres frustration over det passerede, men de var ikke gået til i jammer og selvmedlidenhed. De skulle videre, og det var de kommet. Danskernes rygrad er Danmarks rygrad, og den viste Lasse og Rikke fra Vendsyssel.
Jesper Bacher er sognepræst.