DET BLEV EN DRENG. Han er sund og velskabt. Knap fire kilo. Forældrene har det mægtig godt. Så de kunne tage hurtigt hjem fra hospitalet. Faren har skiftet sin første ble. Nu tænker han og moren over, hvad den lille purk skal hedde.
Utallige er de unge familier, som denne beskrivelse kunne passe på. Med hjælp fra dygtige jordemødre og læger fødes der vidunderlige børn hver eneste dag. Stolte, nybagte forældre glæder sig og får besøg. De bruger tid på at finde sig til rette. Bedsteforældre træder til, genoplever deres egen ungdom, må vænne sig til nye roller. Det sker hele tiden. Sådan er livet. Slægt skal følge slægters gang.
I denne uge har fødslen af en sund og velskabt lille prins i Storbritannien ikke desto mindre sat verden i en art undtagelsestilstand. Næsten en halv milliard mennesker læste en besked på netværket Twitter om, at moderen havde fået veer. Efter fødslen er lykønskningerne strømmet ind fra alverdens store personligheder.
Tillykke til hertugen og hertuginden af Cambridge med fødslen af deres søn! At være forælder er det bedste job af alle, lød det for eksempel fra førstedamen i USA, Michelle Obama. Skuespillerinden Helen Mirren, der er stor i Storbritannien, udtalte, at det er et skønt øjeblik i vores historie, når en tronarving fødes.
De to udtalelser indrammer og forklarer, hvorfor den nye prins, der er nummer tre i arvefølgen til den britiske trone, får så stor bevågenhed. Det hele er så almindeligt og så ualmindeligt på én gang, så nært og så fjernt, så genkendeligt og samtidig så sjældent.
Den lille prins George af Cambridge har indtil videre ikke gjort noget selv for at gøre sig fortjent til opmærksomheden. At stå midt i rampelyset er en arv, et vilkår, en opgave, der altid vil følge og måske endog forfølge ham.
Midt under Anden Verdenskrig for 70 år siden udkom bogen Den lille prins af den franske pilot og forfatter Antoine de Saint-Exupéry. Det er meget tænkeligt, at den unge britiske prins vil få bogen læst højt, når han bliver større. Det er nemlig stadig en klassiker for børn, som voksne også kan få meget ud af.
I bogen aflægger den lille prins besøg på syv forskellige planeter for at lære noget om livet. På den første planet, der er lillebitte, bor en enevældig konge, som kan lide at udstikke ordrer. Men da han samtidig er en god konge, vil han ikke udstede nogen urimelige befalinger. Det fører flere kostelige scener med sig. Prinsen får blandt andet ordre til en gang imellem at gabe og en gang imellem at lade være. Kongen befaler også, at solen skal gå ned ved solnedgang. Det hele bliver til slut så kedeligt, at den lille prins selv vælger at rejse videre, inden kongen kan nå at beordre ham til det.
Til syvende og sidst kommer den lille prins til planeten Jorden, som er meget større end alt, hvad han hidtil har set og oplevet. Prinsen, der er landet midt i ørkenen, leder efter mennesker. Han leder også efter venner. Efter at have talt med en slange, en blomst og et ensomt ekko lærer en ræv ham udtrykket at gøre tam. Det handler om at være tålmodig og om at bruge tid sammen. Tiden må gerne være sat i et system, der ligner et ritual. For så er der noget at glæde sig til. Men hemmeligheden bag det hele drejer sig om at se med hjertet, for det væsentlige er usynligt for øjet, som ræven udtrykker det.
Den lille prins gør i bogen ræven tam og filosoferer selv: Den var bare en ræv ligesom hundrede tusinde andre ræve. Men jeg gjorde den til min ven, og nu er den den eneste ræv i verden.
Den lille prins af Cambridge vil resten af sit liv befinde sig lige mellem den første og den syvende planet i Antoine de Saint-Exupérys gribende bog. Den britiske tronarving skal fra første spæde færd lære at fungere i et monarki, der historisk har kunnet udstikke alle slags ordrer, men som i dag kun kan gøre det, som virker rimeligt. Samtidig er prinsen som alle andre børn i denne verden dybt afhængig af, at nogen gør ham tam, at han møder tålmodighed og omsorg, der hverken er flygtig eller overfladisk.
Kirkeligt set handler det i dag præcis som i Antoine de Saint-Exupérys skildring om at se med hjertet, fordi det væsentlige er usynligt for øjet. Tiden kan man ikke sætte i banken. Man kan ikke betale sig til kærlighed, tilgivelse eller tålmodighed. Hverken kong Salomon eller Jørgen Hattemager har kunnet købe sig til ægte venner. Man lever af det, man får skænket, som biskop Kjeld Holm har formuleret det. Hvis den store offentlige interesse for den lille prins af Cambridge nu kun handler om alt det ydre, om pompen og pragten, om tøj og hår eller kendisser, ja, så vil tiden hurtigt være bedre brugt på andre sager.
Hvis opmærksomheden derimod handler om eller fører til eftertanke om, hvad der er vigtigst i livet, så er sagen en anden. Så gør litteraturens og monarkiets små prinser det samme ved os.
De fungerer som spejl for vore egne liv. Dermed ser vi med hjertet, hvad der ellers er usynligt. Vi opdager, hvem der er den eneste i verden for os. Vi forstår at sætte pris på alt det i tilværelsen, vi selv har fået foræret.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard