Prøv avisen

Monoteisme er bedre end sit rygte

Foto: .

Monoteisme er af natur intolerant og voldelig, lyder det ofte. Det stemmer ikke, anfører tysk religionshistoriker

MAN HØRER OFTE det udsagn, at monoteistiske religioner med nødvendighed er intolerante. Hvordan skulle de kunne være andet, når de jo hævder, at der kun findes én Gud? Både jødedom, kristendom og islam kan derfor kun optræde råt og voldeligt over for dem, der står uden for de troendes fællesskab, mener kritikerne.

Kuriøst i øvrigt, at det altid er monoteismen, der får det skudsmål, for polyteismen kan sagtens være med, når det gælder religiøs vold. Tænk på aztekernes, de gamle egypteres eller romernes menneskeofringer. Men en broget vifte af guder ser godt ud i moderne øjne, for man antager, at den angiver altfavnende mangfoldighed.

På den tyske blog Perlentaucher.de har flere debattører fremført den kendte fordømmelse af monoteismen, men de imødegås nu i et længere essay af professor i religionshistorie Dorothea Weltecke. Påstanden er usand, siger hun, og for at vise det griber hun tilbage til en historisk epoke, hvor intolerancen burde stå stærkest:

I middelalderen skulle de såkaldte monoteistiske religioners natur træde os uhæmmet og rå i møde. Dengang besad religionerne den politiske magt og det åndelige fortolkningsmonopol og blev angiveligt først tæmmet af oplysning og sekularisering. Ifølge deres natur skulle de have været uvidende, selvoptagne og kompromisløst fjendtlige over for andre religioner. Det skulle man kunne se af korstogene, jihad og inkvisitionen.

Naturligvis er der mange eksempler på religiøs vold i middelalderen, medgiver den tyske religionshistoriker, men det er en misforståelse at opfatte intolerancen som et indbygget træk ved monoteisme.

Tværtimod ser man i middelalderen mange teologiske forfattere forsvare dem, der tilhører en anden religion. Det gjaldt også lovgivningen:

Romerret og teologi fastholdt, at hedningen med rette besad sit land og sit liv og ikke uden videre måtte bekriges.

Ligeledes var det forbudt at angribe muslimer og jøder eller i muslimske lande: kristne og jøder for deres tro. Fremmede grupper havde ofte færre rettigheder, men de havde dog rettigheder. Samme beskyttelse omfattede dog ikke egne kættere eller frafaldne, indrømmer Weltecke. Internt i religionen for man frem med brutalitet.

I MIDDELALDERENS Eurasien var tolerance tit en nødvendighed, for såkaldt monoreligiøsitet i et samfund var en stor sjældenhed. Reglen var sameksistens, og den kunne også være fredelig, således at intolerance altså ikke er indbygget i monoteismen.

Religionshistorikerne taler om tre måder, en religion kan hævde sin sandhed på: den ekskluderende (alle andre tager fejl), den inkluderende (de andre har delvist ret) og den pluralistiske (alle har ret).

I middelalderen dominerede ganske vist den ekskluderende form, men begge de andre fandtes, påpeger Dorothea Weltecke. Havde den inkluderende holdning ikke eksisteret, havde hverken kristendom eller islam kunnet tilegne sig antikkens videnskab.

Den pluralistiske holdning kan der også findes eksempler på. Visse kirkelige strømninger erklærede alle retninger inden for kristendommen for lige gyldige. Ja, der var sågar retninger, der udstrakte denne altfavnende anerkendelse til helt andre religioner.

Det er en af fejlslutningerne i nutidens debat, at afvisning af en anden religion med nødvendighed skulle resultere i en afvisning af det andet menneske, konkluderer Weltecke.

Den aktuelle religiøse vold i verden skal man derfor søge nutidige årsager til. Weltecke undgår her at nævne islam. Man søger ellers forgæves i nutiden efter krigeriske kampagner ført i kristendommens navn. Tværtimod er kristne mindretal de mest forfulgte i verden. Men heller ikke de, der taler om monoteismens indbyggede voldelighed, nævner den religion, der især provokerer dem, men slår hellere tre verdensreligioner sammen under ét navn.

Man mærker, at Dorothea Weltecke ikke er kirkehistoriker. Religionshistorikerne bryder sig ikke om en ekskluderende hævdelse af en religiøs sandhed, som de anser for autoritær.

Men hos hverken den katolske eller den ortodokse kirke står kristendommens sandhed til forhandling, og den protestantiske er først i nyere tid blevet flakkende i blikket.

Eksklusiv på det religiøse felt kan man jo også sagtens være på hæderlig og ukrigerisk vis, idet man blot holder på, at ikke enhver bliver salig i sin tro. Samtidig kan man inkluderende anerkende bunker af ikkereligiøse sandheder, herunder videnskabens.

Dorothea Weltecke udgav i øvrigt for nylig et værk, der fortæller ateismens, vantroens og tvivlens historie fra det 12. århundrede til i dag. (Der Narr spricht: Es ist kein Gott på dansk: Narren taler: Der er ingen Gud). Hun påviser, hvordan ateismen eksisterede hele middelalderen igennem, blot måtte den dengang skjule sig af frygt for forfølgelse, og først i moderne tid blev den salonfæhig.