13 år efter min mors død er min sorg stadig et tabu

Sorgen og savnet af min mor er med mig altid – men jeg taler ikke om det. Jo, flygtigt måske, hvis folk spørger. Men med et indbygget automatsvar, så ingen føler sig intimideret, skriver Nanna Nørregaard

Nanna Nørregaard mistede sin mor for 13 år siden.
Nanna Nørregaard mistede sin mor for 13 år siden. .

Jeg kan helt tydeligt høre mig selv sige det – i samme åndedrag uden et mikrosekunds pause imellem de to sætninger: ”Min mor er død, men det er meget længe siden nu.”

Det skulle jo nødig lyde, som om jeg ikke var kommet videre, hvis nogen spørger ind til, hvorfor jeg kun omtaler én af mine forældre. Og da slet ikke her 13 år senere.

Og det er sådan, vi gør – alle vi, der har mistet en forælder i vores teenageår i 2000’erne.

Eller det var i hvert sådan, jeg gjorde. For mig gjaldt det om at komme videre. Hurtigst muligt! Uden at mine omgivelser opdagede den pinlige tavshed. For jeg kunne mærke, at de ikke kunne rumme min sorg.

Min historie minder om den, som journalist Sofie Klingberg fortæller i sin DR 1-dokumentar ”Mor er død – men det taler vi ikke om”. Her kigger hun gennem gamle optagelser fra sin sorggruppe tilbage på tabet, tavsheden og ikke mindst det tabu, hun oplevede omkring sin mors død i 2002.

Men hvorfor var der ingen, der fortalte Sofie, mig og alle de andre tusindvis af ulykkelige børn, at det var okay, hvis vi sagde, vi var kede af det, når folk spurgte?

For mig har den tavshed betydet, at sorgen stadigvæk ikke rigtigt har fundet en plads i mit system nu, hvor den er rejst med mig op i voksenlivet. Og i mit eget mor-liv.

Sorgen og savnet er med mig – men jeg taler ikke om det. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. Jo, flygtigt måske, hvis folk spørger. Men med et indbygget automatsvar, så ingen føler sig intimideret.

For tabuet er der stadigvæk – og derfor har jeg lukket omgivelsernes øjne for min sorg siden den majdag for 13 år siden, hvor vi sagde farvel til min mor efter halvandet års kræftsygdom, som kun 49-årig.

Jeg kan huske, at jeg allerede den første dag, hvor jeg var tilbage i min 1. g.-klasse efter bisættelsen, koncentrerede mig så meget om at smile og se glad ud, så mine klassekammerater ikke ville blive bange for mig.

Sådan gjorde jeg hver eneste dag de næste to år – og resten af gymnasietiden. Jeg var så bange for, at mine omgivelser ikke havde plads til, at jeg var ked af det. Og så måtte jeg græde derhjemme i stedet.

Ligesom Sofie Klingberg blev jeg også mødt med et tårn af klichéer om, at sorgen med tiden nok skulle forsvinde. Jeg synes ikke, den er blevet svækket med årene. Tværtimod. Den fik nærmere et helt nyt og stærkere liv, efter at jeg selv blev mor for snart to år siden. Her blev dét led i min historie, som mangler, pludselig endnu mere synligt.

Det er, som om at når man først har oplevet døden, så stopper den aldrig med at være tæt på. Den stopper aldrig med at være en del af livet, som ligger lige rundt om hjørnet og truer med at splitte det hele ad. Igen. Og hvis nu jeg selv skulle forsvinde ud af min datters liv om 19 år fra nu?

Selvfølgelig er det ikke os allesammen, der ikke kan finde ud af at tale om det. Jeg troede faktisk, jeg var én af dem, der kunne. Helt ærligt. Jeg troede, at jeg hele tiden havde været åben, når samtalerne er endt på emnet gennem årene. Men da jeg så dokumentaren, ramte det mig: Jeg var præcis lige så tavs som børnene i sorggruppen.

Vi siger til hinanden, at vi sagtens kan tale om tingene i vores generation – at vi har løsrevet os fra vores bedsteforældres berøringsangst og tien-ihjel-kultur. Imens vokser og vokser tabuet om død og sorg for øjnene af os.

Og det gør os vel i virkeligheden medskyldige i aldrig at få det nedbrudt? Jeg er endda selv en af de største syndere. For ikke nok med, at jeg ikke taler særlig meget om det. Jeg taler det også ned: Det er jo mange år siden nu. Og det skulle nødig lyde, som om jeg ikke er kommet videre.

Nanna Nørregaard, journalist og nyhedsvært på P3, Oehlenschlægersgade 35 5. th., København V