Under overskriften ”Vi diagnosticerer og medicinerer vores børn for at dække over vores egne mangler” opfordrer psykolog Valentina Derito i Kristeligt Dagblad den 8. april forældre og andre omsorgsgivere til at tage ansvar i stedet for at søge psykiatriske diagnoser.
Både som fagperson og som mor i en familie, hvor både autisme og adhd er repræsenteret, kan jeg ikke genkende påstanden om, at det er at ”kaste håndklædet i ringen”, når man søger hjælp i psykiatrien.
Derimod vil jeg påstå, at det er det eneste ansvarlige at gøre, idet systemet kræver diagnoser, hvis der skal sættes ind med specialpædagogiske tiltag.
Påstanden om, at forældre vælger diagnoser frem for pædagogik, stemmer dermed ikke overens med den virkelighed, vi som forældre møder, når vores børn mistrives i de institutionelle strukturer.
I vores virkelighed er diagnosen derimod adgangsbillet til de tilpassede, specialpædagogiske tiltag, som vores børn har brug for. Det ene kommer ikke uden det andet.
Af et nyligt afsluttet ph.d.-studie af læge Anna Sofie Hansen fra Forskningsenhed for Børne- og Ungdomspsykiatri i Region Nordjylland, fremgår det, at vejen fra de første bekymringer til en færdig udredning for mange tager over fem år.
At vejen til en psykiatrisk diagnose er lang, konkluderes også i Vidensråd for Forebyggelses rapport ”Mental sundhed og psykisk sygdom hos 0-9-årige børn”.
Begge forskningsprojekter viser, at den lange vej til psykiatrisk udredning medfører unødig lidelse hos såvel børn som forældre, ofte med den konsekvens, at barnets udfordringer tiltager.
Begge forskningsprojekter anbefaler, at barnets udfordringer udredes hurtigere, da det netop er gennem en korrekt forståelse af disse, at den rette hjælp kan iværksættes.
Ifølge Vidensråd for Forebyggelse foregår der i kommunerne et mylder af indsatser til forebyggelse og opsporing af børn med mentale helbredsudfordringer. Indsatser de beskriver som udokumenterede, utilstrækkelige og tilfældige.
Uanset hvor sympatisk det lyder, at man ikke ønsker at stemple børn med diagnoser, så fortæller de historier os, at det ikke er diagnosen, der stigmatiserer. Det er omgivelsernes mangelfulde forståelse for den anderledes adfærd der stigmatiserer.
Når Valentina Derito hævder, at forældre kommer rendende til hende og beder om en udredning, lige så snart barnet fremstår anderledes end manualen, så er det simpelthen ikke korrekt.
Måske hun har overset, hvor i det systemiske maskineri hun, som ppr-psykolog, befinder sig – for det er først et godt stykke nede i sekvensen af halvbagte løsninger og gode intentioner, at ppr overhovedet kommer ind i billedet.
Inden børn og forældre lander på hendes kontor, har de allerede brugt flere år på pædagogiske tiltag i samarbejde med pædagoger, lærere og inklusionsvejledere. År hvor barnets mistrivsel blot har fået lov at udvikle sig, og hvor forældrenes bekymringer, som det var tilfældet i over halvdelen af respondenterne i føromtalte ph.d.-afhandling, blot er blevet negligeret.
Forskningen viser os, at det ikke hjælper børnene, hvis vi blot benægter, at udfordringerne eksisterer. Ligeledes beretter mange sendiagnosticerede voksne, at de altid har følt sig anderledes.
Uanset hvor sympatisk det lyder, at man ikke ønsker at stemple børn med diagnoser, så fortæller de historier os, at det ikke er diagnosen, der stigmatiserer. Det er omgivelsernes mangelfulde forståelse for den anderledes adfærd der stigmatiserer.
Hvis vi ønsker at undgå stigmatisering, må vi voksne tage ansvar. Ikke ved at lukke øjnene for udfordringerne, men ved at ændre fortællingen om det at have en anderledes hjerne. Med de rette rammer behøver det nemlig ikke være negativt.
Janne Hjort Lund er cand.pæd. og bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Autisme, Kreds Vestegnen og næstformand i Brøndby kommunes handicapråd.