VI SKRIVER DETTE især henvendt til integrationsminister Inger Støjberg (V).
Vi føler os nødsaget til at fortælle om et par mennesker, som vi som samfund er i færd med at begå en alvorlig uret imod: en iransk moder med en femårig datter.
Vi har regelmæssigt mødt dem i kirken, hvor de kommer til alle gudstjenester for asylsøgere.
Nu står de til udvisning til Frankrig i henhold til Dublin-forordningen.
Hvorfor bringer vi dette frem? Fordi vi ikke kan holde ud, at de risikerer at stå på gaden i Frankrig uden et sted, som kan modtage dem.
Når vi har fortalt om hendes situation til danskere, har de gjort store øjne og spurgt, om det dog kunne være rigtigt.
Den almindelige opfattelse er nok, at vi sender til ordnede forhold, til et asylcenter i lighed med dem, vi kender her i landet. Men nej!
Desværre er det rigtigt, at denne moder med barn i den første uge eller mere kan komme til at stå på gaden i Frankrig.
Asylsøgere får ganske vist udleveret en pose penge til overnatning, men hvad hjælper det, når man er angst og usikker og hverken taler engelsk eller fransk?
Der er troværdige rapporter om forholdene i Frankrig, som opsummerer, at asylsøgende kvinder med mindreårige børn ikke kan være sikre på at få ophold på et asylcenter. Dermed er de meget sårbare på gaden. Enhver af os kan prøve at sætte sig i hendes sted, og det skulle Inger Støjberg også gøre.
Vi er rædselsslagne og dybt bedrøvede over, at vi i vores land er parate til at handle sådan med en moder og hendes barn.
I teorien overholder Frankrig sine forpligtelser. Men ikke i realiteten. Moder og barn kan risikere at ende på gaden. Hvordan kan vi handle sådan? Vores veninde klagede gennem Dansk Flygtningehjælp over Udlændingestyrelsens afgørelse. Dansk Flygtningehjælp støttede hendes sag over for Flygtningenævnet og henviste til, ”at klageren kan risikere at ende som hjemløs med sit barn på grund af modtageforholdene i Frankrig”.
I FLYGTNINGENÆVNET ser man kun på, at Frankrig har accepteret at modtage disse to mennesker, ikke på, hvordan de faktiske forhold for dem vil være. Brevet fra Flygtningenævnet er fyldt med fine ord med henvis-ning til paragraffer. Er det blevet sådan, at vi forskanser os bag fine ord og lukker øjnene for realiteterne? Er mennesker som denne moder med barn blevet tal i en statistik, som vi med et pennestrøg kan udradere fra vores bevidsthed?
Skal vi sidde i vores frostboks og vogte på vores islagkage, mens vi bliver koldere og koldere, og vores hjerter fryser til is?
Ja, undskyld, dette er meget følelsesladet.
Men vi påvirkes af at se ind i øjne, som er fulde af angst for en usikker fremtid. Vi kan simpelthen ikke bevare vores selvrespekt, hvis vi behandler disse mennesker på denne måde. Vi går til grunde som folk.
Vi vil appellere til Inger Støjberg som minister. Minister, som faktisk betyder tjener. Støjberg er ikke blot tjener for sine vælgere, men også for de nødstedte mennesker.
Flygtningenævnet stadfæster i sit svar til vores veninde beslutningen om at lade Frankrig modtage hende. Velvidende at Frankrig ikke kan rumme det store antal asylsøgere: Af 66.251 asylsøgere har kun 23.369 i 2013 fået plads i et modtagelsescenter. Hvordan kan en eller anden nok så EU-sanktioneret forordning betyde mere end den klare viden om manglende faciliteter til at modtage mor og datter?
Der er på nuværende tidspunkt fåge til udvisningen gennemføres. Vi appellerer til, at beslutningen omstødes.
Elisabeth Glenthøj, teolog og familieterapeut,Johannes Glenthøj, sognepræst, Præstegyden 5, Samsø