Prøv avisen
Debat

Mor: Ingen mødre er lykkelige hele tiden

”Jeg tror ikke på nogen stor homogen mormasse, der bare synes, det er fryd og gammen,” skriver cand.mag. og mor Ina Lykke Schmidt. – Model Foto: Andrey Bandurenko/Scanpix

Liv Schubert siger, at hun elsker sin søn, ikke vil undvære ham, at hun ikke fortryder, at hun har fået ham. Hendes problem er, at ”moderfølelsen” ikke er den lykkefølelse, hun har ventet på hele livet. Det er en forfærdeligt trist og hjerteskærende historie, skriver Ina Lykke Schmidt

Jeg blev både trist og vred, da jeg i lørdags i Kristeligt Dagblad læste artiklen om Liv Schuberts manglende glæde ved at være mor.

Trist, fordi jeg fik ondt af hende. Vred, fordi jeg ikke kunne acceptere præmissen for artiklen.

Liv Schubert siger, at hun elsker sin søn, ikke vil undvære ham, at hun ikke fortryder, at hun har fået ham, at kærligheden til ham var overvældende, at hun har moderfølelser for ham – men at hun bare ikke kan lide at være mor.

Hendes problem er, at ”moderfølelsen” ikke er den lykkefølelse, hun har ventet på hele livet.

På baggrund af lykkens fravær har hun konkluderet, at hun kun kan være mor 60 eller 70 procent, og at barnet derfor bør bo hos hendes eksmand og dennes kone. Dette selvom Liv Schubert ”helst vil være sammen med (sit) barn hele tiden”.

Jeg synes, det er en forfærdeligt trist og hjerteskærende historie. Først og fremmest fordi den her kvinde lever i den tro, at hun er mor på den forkerte måde.

Der er intet i hendes beskrivelser af hendes følelser, som de fremstilles i artiklen, jeg ikke også kan nikke genkende til.

Jeg er selv mor til to drenge på halvandet og fire, og selvom jeg da har prøvet at føle mig lykkelig indimellem sammen med børnene, så er det bestemt ikke den følelse, jeg stiller op som succeskriterium for mit moderskab.

Jeg føler tit, at jeg er mor på mindre blus end 60 procent. Det er ofte, at det at være i rollen som plejende, givende, rummende, lyttende til alt deres larminstans, hænger mig langt ud af halsen.

Jeg bruger ørepropper, eller prøver at høre P1, når de snakker til mig.

Jeg drømmer, at jeg stiger på et tog og kører langt væk.

Jeg har så mange gange tænkt, at det er alt for hårdt og altopslugende at være mor, og at det er næsten umuligt samtidigt at realisere sit eget personlige, individuelle, unikke potentiale, og at opretholde et tilfredsstillende kærlighedsforhold til sin mand.

Og lykken?

Ja, det er noget, der kommer i et glimt på tre sekunders varighed mellem cirka én gang om dagen og én gang om måneden, alt efter hvor træt jeg er.

Til gengæld synes jeg, at det er svært at skelne lykkefølelse fra kærlighed, som jeg heldigvis oplever næsten hver eneste dag i et varieret antal glimt, og som jeg forstår, at Liv Schubert også oplever – hun skriver i hvert fald, at hun elsker sin søn.

Hvad er så problemet?

Er vi så forkælede i dag, at vi tror, at livet skal være lykkeligt, for at vi kan være tilfredse?

Eller handler den sorg og det tab, Liv Schubert taler om, i virkeligheden om noget, der er sket tidligere i hendes tilværelse, som moderskabet ikke lykkedes med at dække over – eller måske netop lykkes med at dække over, eftersom hun mener, at der er noget så afvigende ved hendes måde at være mor på, at hun ikke kan tilbringe tid med sit barn i det omfang, hun ønsker?

Som jeg læser det, har hun noget med i bagagen, som hun har kunnet holde fra døren i de mange år, hun kun forestillede sig det virkelige liv og ikke levede det. Nu er hun i det og konfronteres med tomheden og sin egen stress over, at den lykke ikke indtræffer.

Det har for mig at se intet med moderskabet at gøre.

Og jeg tror ikke på nogen stor homogen mormasse, der bare synes, det er fryd og gammen.

Hvis moderskabet er lyserødt for nogen, så tror jeg ikke, det er så lyserødt for deres børn. For nogen må ofre noget levende for at være med i sådan et glansbillede.

Jeg tror, at Liv Schubert – ligesom jeg selv og så mange andre i vores generation – lider af ”et hul i maven”, eller et narcissistisk sår om man vil, som intet i verden og slet ikke vores børn kan dække over (hvis vi ellers samtidig skal være gode mødre, som jeg synes, det lyder som, at Liv Schubert er) i erkendelsen af, at hun må tilsidesætte sig selv og lade sin søn komme først.

Jeg synes, Liv, at du skal se at få dig noget mere tid med din søn, hvis det er det, du dybest set ønsker, for han er bedre tjent med sin egen mor. Og det er o.k. kun at være 60 procent til stede, mindre kan også gøre det.

Og jeg synes, det lyder, som om du gør det godt, og at alt, hvad du føler, er helt rigtigt!

Ina Lykke Schmidt, cand.mag i dansk og mor, Smedebakken 12, Faaborg