I sidste weekend blev min førstefødte konfirmeret, og jeg har som mange andre forældre stillet det krav, at han gennem dette skoleår skulle gå til præst, for at finde ud af, om han ville konfirmeres, og hvad det var, han skulle forholde sig til.
Efter første gang til præst spurgte jeg ham om, hvordan det havde været, hvad han havde fået ud af det og hans svar forbløffede mig.
“Mor, jeg har det som om, jeg er med i et spil, hvor jeg ikke har fået reglerne”. Det var en meget skarp analyse af, hvordan det må være, når man helt forudsætningsløs og uden introduktion sætter sig ned og får læst højt i Biblen. For det der gik op for mig var, at der på ingen måde var blevet sat en ramme for de unge: Hvad er meningen med at gå til præst og at blive konfirmeret?
Jeg tænkte, at det nok måtte komme hen ad vejen. Men jeg må også indrømme, at en snigende tanke spirede i mig. For hvor mange konfirmander har jeg mødt, der ved, hvad konfirmationen går ud på? Og efter et halvt år til præst, er jeg ret sikker på, at han ikke har fattet, hvad det går ud på. For som jeg kan forstå, har de mestendels brugt timerne til præst på at afholde fodboldquizzer. I stedet for at forholde sig til det værdisæt, som kristendommen er.
Nu vil jeg på ingen måde hænge den enkelte kirke ud, for den pågældende præst har måske gjort utallige forsøg og i desperation grebet til en mere moderne form for religion at prædike i stedet for. Men selvom min søn er stor fodboldfan, er jeg alligevel ærgerlig over den spildte mulighed for at tale om moral og etik med de unge.
Men selvom der helt sikkert er mange præster og kirker, der formår at få fat i de unge og give dem en meningsfuld undervisning til præst, så vil jeg alligevel vove den påstand, at de fleste unge der konfirmeres hverken forholder sig til Gud eller deres kristne tro. Og spørgsmålet er, om vi forlanger for meget af dem? For er det lige hård nok kost for en teenager at skulle tage hele pakken så tidligt i livet?
Det min søn ikke har fået til præst, har jeg forsøgt at give ham herhjemme. Vi er ikke dybt religiøse. Jeg går i kirke fra tid til anden, og jeg nyder at høre en god prædiken. “Men mor”, sagde min søn en dag: “Du tror da ikke på engle og Gud og alt det der?”
“Nej” sagde jeg, “Det gør jeg faktisk ikke. Men jeg tror på, at det er godt at have et værdisæt og nogle moralbegreber at pejle ud fra og et stærkt ståsted, når alt vakler. Se Biblen som en slags guide til, hvordan du kan løse konflikter og dilemmaer i dit liv, det kan være vigtigt, hvis verden som nu bliver udfordret i, hvad der er rigtigt og forkert”.
Og her faldt det mig ind. Hvad hvis præsten havde sat rammen om undervisningen og sagt til de unge: “Hør her, det her er moral og etik, en slags “Mads og monopolet” for unge. I behøver ikke tro for at gå her til præst, men her bliver I præsenteret for de værdier, der ligger i et kristent livssyn, og det handler primært om tro, håb og kærlighed, næstekærlighed og tilgivelse. Og så vil jeg læse nogle dilemmaer op for jer, som I forhåbentlig kan bruge, når I står i dilemmaer i jeres liv og dernæst tage stilling til, om det passer ind i jeres liv“.
Nu har min søn i stedet for gået til fodboldquizzer i et helt år, og forrige fredag gav han sit ja til kirken, som han stadig - og vil jeg mene som mange andre unge, ikke aner en dyt om, hvad er til for. Jeg kunne godt tænke mig, at vi var mere ambitiøse på vores unges vegne, i forhold til at lære dem om moral og etik og forstå at formidle det til dem i en mere moderne kontekst. Jeg synes, de lades i stikken, når man ikke benytter chancen i det år de går til præst på at tage den dialog med de unge.
Jeg ville ønske, folkekirken ville turde tale mere til de unge, så de forstår hvad de kan bruge den til. Jeg vil vove den påstand, at kirken på de fleste unge virker stiv, gammeldags og ikke særlig relevant.
Det synes jeg er ærgerligt, for jeg tror faktisk, at moral og etik for unge, for mange vil være meget, meget relevant.
Micha Fuglede er instruktør og producent.