Ole Bach Piekut (OBP) tilskriver mig i Kristeligt Dagblad den 26. april under overskriften ”Tidehverv: Moralens nye vogtere” en ”manisk optagethed af krop, køn og seksualitet” og kalder mig sammen med Tidehvervs udgiverkreds for nypuritaner og moralist.
Anledningen er blandt andet en artikel, jeg skrev i Tidehverv i februar 2016. Artiklen handlede om, hvordan vor tids materialistiske menneskesyn, der anskuer mennesket som et rationelt, og dog driftsbestemt, dyr, har fået os til at opgive moralen. Anledningen til artiklen var til dels, at det samlede panel i radioprogrammet ”Mads og monopolet” havde rådet en rådvild kvinde til at droppe den kæreste, hun elskede, og med hvem hun overvejede at stifte familie, til fordel for et nyt bekendtskab med en mand, hun følte en stor seksuel tiltrækning af. Kvinden præsenterede sit dilemma, og panelets råd lød kækt: ”det skal knaldes væk” – altså: denne tiltrækning ville hun ikke kunne komme over, medmindre hun gav efter for den.
Jeg slog til lyd for, at kvinden i stedet kunne overveje, hvad hun kastede vrag på, hvis hun svigtede sin kæreste gennem syv år: ”den fælles historie, det indgående kendskab til hinanden, det at kunne stole på et andet menneske og trygt lægge sit liv i vedkommendes hænder.” Jeg tillod mig også at påpege, at hun skyldte sin kæreste trofasthed, og at hun ville gøre sig skyldig i at påføre ham et tab, hvis hun gav sig hen til den anden.
Det falder særligt OBP for brystet, at jeg hævder, at uviljen til at tænke moralsk (det vil sige at indse sit eget ansvar) gør os umenneskelige. Hvis vi lader erkendelsen af, at vi har drifter, og idéen om, at disse drifter må vi bøje os for, blive en undskyldning for hensynsløshed og troløshed, bliver vi i mine øjne umenneskelige. Vi gør os til dyr, hvis rationalitet kun består i, at vi har erkendt, at vi er i vore drifters vold. Dette kalder OBP så for puritanisme og moralisme. Det falder tilbage på ham selv, at han ikke forstår andet ved det.
OBP hævder desuden, at der nu ikke længere er plads til ”den fattige synder” hos Tidehverv, fordi der hersker en ”moralsk korrekthed”, der forlanger ”et fuldstændigt korrekt og syndfrit liv”. Det ved jeg ikke, hvor han har fra.
Men til gengæld ser det ud til, at han forstår det at være synder som blot og bar en beskrivelse af menneskets ufuldkommenhed, som det ikke må prøve at hæve sig op over. Men hvis der i alvor skal være tale om synd og det at være synder, så betyder det, at det er at blive ramt af lovens dom. Den lov, der forlanger, at vi tager hensyn til andre end os selv. At vi ikke sætter vore egne lyster og behov først, men tøjler dem, hvis vi er på vej til at skade andre og gøre andre ondt. At være synder er at blive dømt skyldig, fordi man havde et ansvar, som man svigtede.
Det er ikke en ny moralisme, der er kommet ind i Tidehverv, men denne forkyndelse har været der siden begyndelsen. Tage Schack (en af bladets grundlæggere) sagde i en prædiken:
”Gud er i ansvaret og i afgørelsen – ikke sådan at forstå, at Gud er til for den, der kan bære sit ansvar, og som træffer den rigtige afgørelse; men for den, der ikke kan slippe uden om ansvaret.” At være under loven, som det hedder, betyder, ”at vi aldrig kan løbe fra vort ansvar, selvom vi har de bedste, de mest videnskabelige, de mest humane, ja de mest kristelige grunde at fremføre, som skal bevise, at ansvaret ikke er vores, men at det er vores sjælelige konstitution, samfundet, vore omgivelser, andre mennesker eller Vorherre selv, der har ansvaret.”
Hvis det er puritanisme at pege på det ansvar, den enkelte har, og gøre gældende, at drifterne ikke er en undskyldning for at løbe fra ansvaret, ja, så skal jeg gerne sammen med Tage Schack lade mig kalde det.
Morten Brøgger er sognepræst og en del af Tidehvervs udgiverkreds.