At visse læger presser udsatte gravide til abort, er endnu et tegn på et moralsk skred i samfundet. Kristne bør protestere og tage de svage mest af alt de ufødte børn i forsvar.
Uden kirken vil samfundet ende med at blive et kynisk maskineri, hvor nytteværdien sejrer, og kun de stærkeste overlever.
Lige nu aborteres 300 menneskefostre om ugen på danske hospitaler. Gennem såkaldt fri abort sikres kvinden ret over sin egen krop, men ingen tænker på den lille krop inde i kvindens mave og den lille ny personligheds ret over denne krop.
Det er kynisme, at ingen stopper dette massemord. Heldigvis løfter dele af kirken deres røst i protest gennem kristne organisationer som Retten til Liv og Respekt for Menneskeliv.
Indførelsen af den fri abort har medført en lavine af moralske dilemmaer. Børn er blevet en handlesvare, vi kan vælge fra eller til. Gennem sæddonation kan vi få de børn, vi ønsker, og skænker det knap en tanke, at børnene ikke får opfyldt det basale psykologiske behov: at kende deres far.
Af samme grund er det blevet lige meget, om børn vokser op i familier med enten to mødre eller to fædre. Det er jo ikke børnene, vi tænker på, men os selv. Vi vil leve efter vores tilbøjeligheder og tvinge naturen til at indrette sig derefter. Børnene må så leve med den identitetskrise, den sorg og det savn, vores livsstil medfører.
Vi bliver berørte, når vi i pressen hører om familietragedier med vanrøgt, overgreb og endda drab, og vi retter anklagen mod den aktuelle kommune: Hvor var jeres opsyn? Hvorfor greb I ikke ind i tide?
Men vi tier stille om abort. Og vi hævder vores ret til at leve, som vi vil. Det har videnskaben bare at indrette sig efter og samfundsinstitutionerne ligeså.
Den seneste nyhed om, at udsatte piger ligefrem presses til abort af deres socialrådgivere, er blot sidste søm i kisten for det civiliserede samfund. Et samfund, der slår sine egne borgere ihjel, vil før eller senere gå totalt i opløsning.
Her må kirken rejse sig og løfte sin røst. Og være en stemme, der stædigt skelner mellem ret og vrangt, en stemme, der altid fastholder individets pligt over for fællesskabet, og en stemme, der vedholdende tager de svage i forsvar.
Kirken er et lys, der med sin bekendelse og forkyndelse skaber et oplyst univers, vi kan tage ansvarlige beslutninger i. Uden kirken famler samfundet i mørke.
Svend Løbner, journalist,Vestergade 1, Vejen