Prøv avisen

Mordet på Kaj Munk aktiverede den væbnede modstand

"Foraaret saa sagte kommer. Saa sagte, ja. Men kommer," skrev Kaj Munk. -

Mordet var udtryk for tysk fejhed af værste skuffe, skriver MF for Venstre Esben Lund Larsen

Debatindlæg af Esben Lunde Larsen er medlem af Folketinget for Venstre

I dag den 4. januar for 70 år siden blev Kaj Munks skæbne afgjort. Kaj Munk blev hentet i sit hjem i Vedersø Præstegård af Gestapo. Dødsdømt for sin modstand mod den tyske besættelsesmagt udtalt fra prædikestole og foredragspulte, gennem digte og skuespil siden besættelsen i 1940.

Mordet var udtryk for tysk fejhed af værste skuffe. Tyskerne forsøgte tilmed at dække over mordet og få det til at se ud, som om det var danske modstandsmænd, som havde dræbt Kaj Munk. SSerne placerede en seddel på liget med påskriften: Du Svin har alligevell arbejdet for Tyskland.

Få danskere var i tvivl om, at både pen og sværd var ført af tyske hænder, men den tyske fejhed førte hverken til resignation eller tilbageholdenhed. Tværtimod. Den førte til dansk heltemod. For mordet på Kaj Munk fik for alvor danskernes øjne åbnet for nødvendigheden af aktiv og væbnet modstand.

Helt frem til sin død var Munk aktiv i sit genmæle mod tyskerne. Trods prædikenforbud aftalte Munk med præsten ved Vor Frue Kirke i København, at han uanmeldt skulle møde op og prædike den 5. december 1943, altså en måned før sin død.

I prædikenen opfordrede Kaj Munk til martyrsind og til at følge Kristi eksempel, der som kriger stod forrest i slaget, men heller ikke undlod at drage sit mandskab efter sig derhen, hvor død og kval og lemlæstelse var heltens løn.

Munk var også utrættelig i forsvaret for jøderne, og i selvsamme prædiken mindede han om, at det er en kristelig ret for kirken at tale imod den slags overgreb: Dette er stridende mod grundloven i Kristi rige, den, der hedder barmhjertighed, og det er afskyeligt for frie nordiske sind. Og kirken må gå videre uden at lade sig trætte: sker det en gang til, da vil vi med Guds hjælp prøve at rejse folket til oprør.

Kaj Munks mod var og er forbilledligt. Ikke mindst fordi han satte sit eget liv ind på det. Derfor er der også al mulig grund til i dag at markere 70-års-dagen for mordet. Munk blev en af de væsentligste stemmer under Anden Verdenskrig, som talte besættelsesmagten midt imod og dermed indgød håb og mod i den danske befolkning. Han var medvirkende årsag til, at danskerne gjorde modstand, og at Danmark blev frit.

Ethvert samfund tager farve efter sine helte. Derfor mindes vi dem med respekt og ærer deres minde. Ikke mindst dem, der bidrog til friheden. Derfor er frihedskampen såvel i Danmark som ud over hele jorden også et anliggende, som optager os i dag.

Sandheden er imidlertid, at de færreste af os nogensinde har skullet udvise det mod, som Kaj Munk gjorde. Vi har sjældent ment noget, der har haft de store konsekvenser for andre end os selv. Vore udsagn om frihed og fred har været omkostningsløse i det samfund, vi lever i, for her hersker friheden og freden for det meste.

Derfor er det også netop en dag som i dag, at vi skal mindes og ære de mennesker ikke blot i Danmark, men over hele jorden som kæmper for mere end sig selv, og hvor kampen er med livet som indsats.

Ved Munks afsked med hustruen Lise i Vedersø Præstegård den 4. januar 1944 udtalte han ordene Stol på Gud. Hvilke tanker der siden gik igennem hovedet på Kaj Munk under køreturen mod Hørbylunde Bakke, kender ingen. Men måske har han stille reciteret afslutningen på sit eget forord i selvbiografien Foraaret saa sagte kommer:

Nu synes jeg, alle Stjerner er slukket. Efteraarsstormen pisker i Mørke og Slud. Men Gud skal tænde dem igen, over Lolland, min kære Fødeø, over Danmark, mit Fædreland. Og vi skal se dem, som jeg saa dem i min Barndom, og elske dem og lyde dem og elske dem igen. Foraaret saa sagte kommer. Saa sagte, ja. Men kommer.

Esben Lunde Larsen er medlem af Folketinget for Venstre