Prøv avisen

Morgendagens samfund. Hinsides godt og ondt

Tegning: Peter M. Jensen

Lørdagsrefleksioner

VI LEVER I informationssamfundet hvilket i praksis mest indebærer, at vi dagligt overvældes af informationer, som vi ikke har efterspurgt, ikke har brug for og for hovedpartens vedkommende hellere var foruden. Medier hedder den seneste form for totalitarisme.

Ekkoet af nogle af disse informationer bliver desto værre hængende i hovedet på en længe efter. Det er muligvis dem, vi underbevidst ser som symptomatiske for den tid, vi lever i.

Som for eksempel historien om de tre raske drenge på 15, 16 og 17 år, som før jul syntes, de måtte krydre deres kedsommelige tilværelse med at stjæle nogle biler for at køre rundt og vælte cyklister med det formål at bestjæle dem. Det foregik i Vestjylland af alle steder.

Metoden er enkel man åbner bildøren, når man snært passerer et sagesløst offer. Således jagede de et postbud rundt i et stisystem i over en halv time, ligesom de blandt meget andet forsøgteat fravriste en 74-årig cyklende kvinde hendes taske, som dog viste sig at være viklet om styret, hvorfor det kun lykkedes dem at vælte hende omkuld på asfalten.

Da det endelig lykkedes politiet at få standset drengestregerne, blev de to ældste af dem anbragt i surrogatfængsel, altså en døgninstitution, mens den yngste, som var under den kriminelle lavalder, behørigt blev sat på fri fod på stedet. Ifølge politiet var det da godt, det ikke gik værre, for det kunne være gået frygteligt galt, som en politimand udtrykte det. Som om det ikke var galt nok, som det gik.

Hvad der især fæstner sig ved historien, var det høje humør, der ifølge avisnotitser prægede drengene, mens de forrettede deres bedrifter. Ved de fleste påkørsler stak de hovedet ud og råbte efter folk eller grinede ad dem, skriver en avis. De har haft noget at prale højt og bredt med derhjemme på ungdomspensionen bagefter. Måske har de videooptaget begivenhederne med deres mobiltelefoner.

Hvad er det nu, det minder om? Nå jo A Clockwork Orange, den fremragende film af Stanley Kubrick fra 1971, baseret på en om muligt endnu bedre roman af Anthony Burgess fra 1962. Husker De? Her er der også tre unge mænd i 15-års alderen i centrum. De har i enhver henseende deres egen dagsorden rettet imod det omgivende samfund, som de foragter og føler sig sat udenfor i en sådan grad, at de har skabt deres egen subkultur, komplet med eget sprog og tøjstil. De fordriver tiden med at fare hærgende rundt ved nattetide og lemlæste, hvad de måtte møde på vejen af vagabonder og andet godtfolk indtil samfundet hævner sig grusomt. Karakteristisk er, at excesserne også her foregik i højt humør og under musikledsagelse.

BURGESS PROFETEREDE i bogen om et samfund, der i 1962 lå et stykke ude i fremtiden hinsides 1960ernes ungdoms- og frigørelsesrevolution. Det samfund, han så for sig, var et samfund, der var kørt grundigt i grøften, hvor den kulturelle autoritet var skiftet fra de ældre til de unge.

Det var vores samfund, han så eller i bedste fald et samfund, der ligger lige rundt om det næste hjørne herfra. Et samfund, hvor de ældre gør klogt i at vogte sig for samfundets egne unge, hvor forældre frygter deres børn, ikke kun frygter for deres børn. Hvor der er de facto udgangsforbud for ældre efter klokken 21, og hvor mødre nervøst spørger deres fire-fem-årige afkom, hvad de kunne have lyst til at spise til middag for at forhindre raserianfald.

Det er også et samfund, hvor frustrerede unge i stigende antal øver destruktiv vold mod sig selv, ikke blot med barbariske piercinger og tatoveringer, men ved at sulte sig og stikke sig med knive sandsynligvis for igennem smerten at få et eller andet begreb om, hvem de er, for der er ikke længere nogen fast forældre- eller voksenautoritet at spille op til og danne identitet imod. Der er ikke længere noget udpeget godt og ondt, bare smerte.

Frigørelseskulturen, som den udspillede sig fra 1960erne, var nok positiv et stykke ad vejen, men som Burgess tidligt påviste: Den dominerende ungdomskultur, der var i anmarch i 1962, var ikke bare i sig selv overfladisk og temmelig værdiløs, den var i hidtil uset grad voldelig og asocial. En grænse- og hæmningsløs verden, hvor samfundets midler til at slå tilbage hurtigt måtte blive lige så destruktive.

De tre ungersvendes fremfærd i det vestjyske kan i lyset heraf meget vel betragtes som et ubevidst råb om hjælp, baseret på det enkelte menneskes dybe behov for at blive mødt af noget fast af autoriteten.

Måtte de for en gangs skyld blive mødt af noget fast. Samfundet er ikke i sig selv ondt, men det er nødt til at gøre ondt en gang i mellem, for at mennesker skal kunne føle sig veltilpas i det. Alle mennesker også 74-årige cyklende kvinder, der har været hos bageren i Tarm.

Lørdagsrefleksioner bliver skrevet på skift af direktør på Nationalmuseet Per Kristian Madsen, ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, journalist og præst Sørine Gotfredsen og forfatter og præst Niels Højlund