Morgensang. Bare ordet. Det emmer af fællesskab, af traditionsbevidsthed og sangglæde. Ja, ja, man skal ikke idyllisere. Morgensangen har stundom hængt skoleelever ud af halsen, men vejen ud af egen navle og morgentræthed kan også være stenet. Gider man ellers lukke mund og hjerte op for sangen, så er morgensangen en mægtig gevinst. Ikke mindst hvis sangene ikke bare er døgnfluer, men de sange, hvor fællesskabet får mund, mæle og melodi. Hvor nationen træder frem, hvor hjerterne finder genklang, og vi genkender os selv og vores historie.
Der er sange, som er lyden af Danmark, af vores glæder og kampe, tro og håb, trængsler og længsler.
For et par år siden blev der lavet en musikteaterforestilling på Aarhus Teater ”Lyden af de skuldre vi står på”. Det var en bevægende oplevelse, hvor den danske sangskat blev sunget og opført, og publikum mindet om, at vi står på brede skuldre af mageløse sange og salmer. Døden er tyst, de levende synger, og et levende folk synger.
Derfor er det også så glædeligt, at Danmarks Radio har indført ”Morgensang med Kaya og Ole” på DR1. Et program, der er så kort, som det er godt. Ukunstlet og ligetil, en sangerinde og en pianist af form af Kaya Brüel og Ole Kibsgaard. De to henholdsvis står og sidder bag mikrofon og flygel i DR Koncerthuset med udsigt til metroen og synger og spiller af hjertet.
De er omgivet af reoler, hvor jeg mente at se portrætter af H.C. Andersen og Ingemann. Således bevåget af kulturelle koryfæer synges danske sange, og denne morgen var det først Holger Drachmanns majvise ”Se, det summer af sol over engen”.
Vel har majvejret dette år været en kølig affære, men topper vi ikke på mange måder i maj? Har Drachmann ikke ret, når han skriver: ”Rundt i verden er dejlige riger/ingen vår som maj i vort land”? Og det udsagn er nok ikke frugten af komparative studier af foråret i alverdens lande, men en kærlighedskærlighed til den vår, som er vores.
Den næste sang var en nyklassiker i form af Shu-bi-duas ”Danmark”. En af de 12 evergreens, der i sin tid blev optaget på Kulturministeriets kanonliste, men ikke kanonisk nok til at beholde sin plads i den seneste udgave af Højskolesangbogen. Ole Kibsgaard sagde, at sangen ikke levede op til tidens ”takt og tone”. I ”Danmark” finder man jo de famøse ord: ”Der findes andre men’sker end dem der er danske/de bor i huler og slås hele dagen /Det har vi li’ godt aldrig nogensinde gjort/De varme lande er noget lort!”.
Man skal godt nok være humoristisk tonedøv for at tage anstød af det, og Ole Kibsgaard fortjener tak for at understrege, at racisme naturligvis lå Shu-bi-dua fjernt. Til gengæld kom ”Ramadan i København” af Isam B med i Højskolesangbogen. Således gik besyngelsen af en muslimsk højtid ind, og ”Danmark” gik ud. Man må ikke håbe, at der er fremtid i den bevægelse.
I ”Morgensang med Kaya og Ole” blev ”Danmark” sunget med fynd og klem og uden politiske mislyde. Ikke just en morgenbitter, men en morgengave af et program.
Jesper Bacher er sognepræst.