Mors dag: Da et fjollet selvhjælpskursus fik mig til at forstå, hvad vi egentlig fejrer

”Feminin Power” er ikke en dårlig ting. Det er da en kraft hos moderen, hos kvinden, vi godt kan fejre i dag. Der kan komme børn ud med hoved og det hele af det hellige skød, skriver Cathrine Lundager

Den anden søndag i maj har siden 1929 været udnævnt til mors dag i Danmark. Skikken kommer fra USA og giver især blomsterhandlere kronede dage. –
Den anden søndag i maj har siden 1929 været udnævnt til mors dag i Danmark. Skikken kommer fra USA og giver især blomsterhandlere kronede dage. – . Foto: Leif Tuxen.

I MORGEN ER DET mors dag. Hvad du skal lægge i det, bestemmer du selv. På den ene side kan du mene, at dagen er blevet til endnu en anledning for storkapitalen til at slå mønt på vores intime følelser; dem, vi alle sammen har for hende, som bar og fødte os.

På den anden side er det også en stærk livsytring at fejre noget, så snart du overhovedet kan komme til det: At vi er her, at vores mødre er her, hvis du er så heldig, at hun stadig er det.

Hjemme hos mig fejrede vi aldrig rigtig mors dag. Min mor mente vist, det var noget gudsforladt pjat. Hun er også fra Vendsyssel. Det er noget med ikke at sige det for overdrevet – med blomster eller med mad i munden.

For nyligt faldt jeg over et tilbud, der ifølge hjemmesiden skulle være en gave for livet til mødre og døtre, der vil oplyses sammen. Et årslangt kursusforløb, der går ud på at komme i kontakt med sin feminine power. ”For kvinder, der gerne vil udfolde deres feminine potentiale og tage den glemte Maria Magdalene-kraft med hjem,” som det hed.

JEG KOM TIL AT TÆNKE PÅ tilbuddet her i forbindelse med mors dag, selvom det er nok en af de værste ting, jeg kunne give min mor. Jævnfør Vendsyssel og en udtalt, men rimelig sund skepsis over for tidens overbud af selvudviklingsprojekter, som jeg vist i øvrigt har arvet.

Men egentlig synes jeg også, at den udbredte skepsis over for selvudvikling godt kan tendere det uretfærdige. Blandt andet fordi den synes ekstra udbredt, når det kommer til lige præcis kvinders (selv)udvikling, der af en eller anden grund virker ekstra suspekt på os.

Når en kvinde skriver en bog om strabadserne ved at være menneske og blive voksen, bliver den ofte henlagt til den kategori af ubehjælpelig selvhjælpslitteratur, som der ganske rigtigt er alt for meget af, skrevet af folk, der har fundet de vises sten og er ramt af den ubærlige trang til at fortælle os andre om dem. Men indimellem er der jo faktisk tale om en meget fin, universel historie om at forlade det, du kender, for at rejse ud i det store ukendte og opdage kærligheden. Det var vel sådan set også det, Nils Holgersen gjorde på sin forunderlige rejse i Selma Lagerlöfs roman.

FÆLLES FOR selvudviklingsprojekter er om ikke andet, at der jo ligger gode intentioner bag. Sådan er det også med projekt ”Feminin Power”. Jeg skal da også gerne indrømme, at jeg næsten bed på, da jeg læste, hvordan jeg kan vække mit ”hellige skød” med resultatet: et bedre parforhold, mindre stress i hverdagen, jeg bliver mere tiltrækkende, en bedre leder, kan forvandle personlige og professionelle kriser til vækst, realisere mine drømme og mit fulde kreative potentiale og tilmed blive åndeligt oplyst.

Sådan er det med udviklingsindustrien: Løfterne er dragende. For hvem kan egentlig med god samvittighed sige nej til at blive en bedre udgave af sig selv? Og ikke mindst en mere elskværdig udgave?

Sådan set er jeg enig i flere af præmisserne for arbejdet med mere ”Feminin Power”: Traumer kan sætte sig i kroppen. Mange af os er for lidt til stede i vores eget liv. Den hårdere maskuline omgangsform kan fylde mere end sårbarheden i både arbejdslivet og i privatlivet. Problemet er altså ikke så meget diagnosticeringen, som det er påstanden om en kur.

For jeg fatter vitterligt ikke, hvad den går ud på. Fatter simpelthen ikke, hvad den der Maria Magdalene-kraft er for noget. Det er nok det, der generelt er galt med selvhjælpstilbuddene: Det bliver ret let en semi-intellektuel pærevælling af østlig spiritualitet og konkurrencestatens vækstparadigmer.

Alle vil udvikling, ingen vil forandring, sagde enten Søren Kierkegaard eller Mark Twain. Uanset, så er det sandt. For nok vil vi alle gerne udvikle os, det er næsten blevet en fordring, helst som et hurtigt fix.

Men forandringen? Den, der er og kommer, inden du overhovedet har konstateret, om du nu har udviklet dig. Men den er hverken sexet eller saftig. Og sker nok i virkeligheden ikke på et kursus, hvor frokostbuffeten er inkluderet. Den kommer snarere, når den er uundgåelig, og kræver ikke så mange kontanter, som den kræver mod til at padle rundt i sindets mørke afkroge i en tid.

”Feminin Power” er ikke en dårlig ting. Det er da en kraft hos moderen, hos kvinden, vi godt kan fejre i dag. Der kan komme børn ud med hoved og det hele af det hellige skød.

Så god mors dag derude!

Cathrine Lundager er cand.mag. og skribent.