Prøv avisen
Debat

Morten Messerschmidt: Åndsfriheden flyver, når den har noget at bygge på

Få turde i samtiden tale for friheden som Grundtvig – religiøst såvel som sekulært. Også i den henseende tjener han som forbillede for os. Og så langt er der grund til at rose initiativtagerne, skriver Morten Messerschmidt. – Foto: Leif Tuxen

Initiativtagerne til ny forening for åndsfrihed synes at overse, at Grundtvigs samtid adskiller sig mærkbart fra vor, skriver Morten Messerschmidt

JEG KENDER IKKE stifterne af den nye bevægelse for åndsfrihed, som den 11. september i en kronik her i avisen tager til genmæle mod den bekymring, der har været rejst mod initiativet. Dog føler jeg trang til at knytte et ord til det grundtvigianske opdrag, bevægelsen har.

Få turde i samtiden tale for friheden som Grundtvig – religiøst såvel som sekulært. Også i den henseende tjener han som forbillede for os. Og så langt er der grund til at rose initiativtagerne.

Men de synes at overse, at Grundtvigs samtid adskiller sig mærkbart fra vor. Grundtvigianismen opstod og udviklede sig i en tid, hvor de færreste var i tvivl om, hvad det var at være dansk, medens vi i dag lever i en fuldblodsradikaliseret virkelighed, hvor brandesianismens doktrinære sætten alting under debat har vundet store sejre, og hvoraf der er opstået generationer af rodløse og identitetsløse, der i dette fremelskede nihilistiske vakuum ikke ænser, hvad der er sandt eller falsk, godt eller fejt.

Og det er i denne vor konkrete, åndløse virkelighed, man må rejse spørgsmål ved den nye bevægelses betimelighed. Åndsfriheden forudsætter vished om sin identitet, sin ånd.

En sådan fandtes på Grundtvigs tid, hvor kirke, stat, fædreland og familie endnu ikke var relativeret og radikaliseret, hvor én sand Gud fra evighed til evighed også betød netop dette, hvor staten ikke var den enkeltes tjener, men den enkelte, som en del af folket var til for fædreland, og hvor familie og ægteskab ikke var omformelige størrelser efter politiske sentimenter, men faste institutioner til tryghed og sikkerhed.

Dette gode samfund, hvor rettighed og pligt gik hånd i hånd – ikke som i dag, hvor liberalismens individ- og rettighedsdyrkelse sker på bekostning af folk og fædreland – var virkeligheden, som Grundtvig talte ind i og til. Her var åndsfriheden frigørende; i det identitets- og åndløse samfund bliver den nedbrydende.

Thi uden ånd, hvordan skal man da udleve sin åndsfrihed? Når fædreland er udskiftet med velfærdssamfund og borger med individ, da har behovstilfredsstillelsen erstattet fædrelandskærligheden. Og hvad er det da, der skal frigøres? Uden ånd og identitet ender frihedsprojektet ligesom som Brandes-brødrene (der hadede Grundtvig): at bryde ned for nedbrydningens egen skyld. At have intet at sætte i stedet for det, de brød ned. Emancipation ud over afgrunden. Fuld frihed til den absolutte intethed.

Brandesianerne var båret af et indædt had til Danmark. Til danskerne. Sådan tror jeg ikke om initiativtagerne bag den nye forening. Jeg tror på deres gode hensigter. Dog risikerer de med ønsket om at slå et slag for åndsfriheden i en tid, hvor de mest bevidste, er dem, der kommer udefra med det ikke-danske tankegods at accentuere rodløsheden.

Vil de på grundtvigiansk maner slå et slag for åndsfriheden, skal der først kæmpes for det danske.

Først når vi atter har en stærk og veletableret følelse af, hvem vi er, kan vi selvsikkert hylde det frie i at være. Lad os derfor først besinde os på vor kristne arv, historie, monarkiske styreform og familiens styrke. Derfra kan friheden flyve.

Morten Messerschmidt er cand.jur.