I REFORMATIONSÅRET er der grund til at overveje ikke bare den åndelige forandring, som Luther medførte, men også de institutionelle. Ikke mindst biskoppernes stilling forandredes, da de gik fra i katolsk tid at være magtfulde herrer med store besiddelser til med Reformationen at blive politisk amputerede superintendenter, tilsynsførende.
Kristendommen blev taget ud af hænderne på pave, ærkebiskopper med flere og lagt hos menigheden. Dermed er dansk kristendom – i modsætning til den institutionsbårne katolicisme – menighedens kristendom. Jordbunden, ikke skrydende; inderlig, ikke formynderisk. Ordet og troen.
Og dog nyder biskopperne fortsat en privilegeret position i samfundet. Der lyttes, når de taler. Det giver myndighed. Men først og fremmest medfører den pligt til ydmyghed, tilbageholdenhed. Og hvor biskopperne gerne oser af deres myndigheder, kniber det gevaldigt med ydmygheden. Ja, i ånd minder de mere om katolske tider end Luther.
For en måned siden trådte Marianne Gaarden ind i den biskoppelige tradition, da hun viedes i Maribo Domkirke. Jeg hørte hende på tv, hvor budskabet om den barmhjertige samaritaner førte hende til spørgsmålet om kirken over for samfundet – religion over for politik. Således trådte hun allerede ved sin indtræden ind i den uheldige tradition af ideologiseret kristendom. At ville gøre politik fra prædikestolen er ikke et ukendt fænomen blandt landets præster. Forvilder man sig til højmesse et ukendt sted, risikerer man, hvad der til tider kan minde mere om politisk vækkelsesmøde end kristendom. Men det er til at leve med, fordi man kan forlade kirkerummet. Præsten er valgt af menighed, og menigheden er grundlaget for kristendommen. Så må forskelle i sind og temperament tåles.
Men i modsætning til menighedens præster skal biskopperne ikke ægge til politisering. Hvis de skal føre tilsyn med sognene, må de i særlig grad kere sig om ikke at kunne beskyldes for tilhørsforhold. De skal være troens repræsentanter – ikke deres egen, ikke en politisk sags, men kun troens. Magter de det? Fra udlændingepolitik og klimaets udvikling til ytringsfrihed og grænsekontrol har danske biskopper følt sig kaldet til at mene noget. Mig bekendt findes der ingen kristen enhedsafgørelse på den slags spørgsmål. Mig bekendt kan ingen i Bibelen slå facit op på et lands udlændingepolitik? Aflæse klodens gennemsnitstemperatur? Eller afgøre effekten af grænsekontrol? Naturligvis ikke. Og hvor den slags udfald vel kan tåles blandt præster, da hører det ingen steder hjemme blandt præsternes tilsynsførende.
Luther-året kunne derfor være en kær lejlighed til at nedlægge bispeembedet. At føre tilsyn med præster og menigheder forekommer at være en opgave, der sagtens kan overføres til Kirkeministeriet. Det vil ovenikøbet forhindre det magtmisbrug, som vi i disse tider kan se en flig af på DR, og som utvivlsomt finder sted i den kirkelige virkelighed. Afskaffelse af bispesæderne vil sikre en jordbunden kristendom, hvor opstyltede biskopper ikke som i katolsk tid skal lege åndelige fuldbyrdere. Lad os afskaffe dette levn fra katolsk tid.
Dansk kristendom udgår fra menigheden – ikke fra bispegårdene.
Morten Messerschmidt er medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti